Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Det er altså underligt: Hvordan kan digitale enheder udenfor myndighedernes kontrol, uden en nationalbank, uden love og regler og uden et samfund bagved overhovedet have en værdi?
Det direkte svar er nok menneskets særlige psyke, men i vanlig journalistisk stil tager vi lige min foreløbige konklusion først: Værdien af kryptovalutaer ser jeg komme fra mindst fem kilder: Udbud/efterspørgsel, anonymitet, transaktionsevne, projekteret tillid og grådighed.
Udbud og efterspørgsel
Da Satoshi Nakamoto i efteråret 2008 skabte bitcoin og begyndte at udvinde/mine bitcoins i 2009 via valutaens særlige brute force krypteringsproces, var der ingen efterspørgsel efter disse enheder – bitcoins – og de havde derfor ingen pengeværdi.
Men lidt efter lidt bredte nyheden sig blandt i første omgang de såkaldte cypherpunks/sci-fi-computernørder og bredere ud, og fordi det var noget nyt og sjældent, var de første købere villige til at betale nogle få dollar for at få mulighed for at lege med disse nye spændende bitcoins.
Siden er prisen på en bitcoin eksploderet og koster i skrivende stund 10.000 dollar. Det er da besynderligt. Det er stadig bare en kodestreng.
Fair value
Den mest indlysende forklaring er, at det er efterspørgsels- og udbudsmekanismerne, der sætter prisen og ikke selve realværdien af aktivet selv.
Hvis en køber og en sælger kan enes om, at et eller andet har værdi, så har det en værdi – en fair value bliver bestemt af markedet.
Det er indlysende, at en aktie har en værdi, fordi den repræsenterer en ejeandel af en virksomhed, der tjener penge.
Men det er mindre indlysende at et frimærke, et baseball card eller en førsteudgave af en bog kan koste mange tusinde eller millioner kroner – bare fordi det er sjældent – men igen, hvis aktivet kan handles, så har det en værdi.
Det er en del af menneskes psyke, at hvis noget er sjældent, så er det eftertragtet, og så har det værdi, fordi nogen efterstræber det – næsten uanset hvad det er.
Sten hjembragt fra månen er mange penge værd, men det er stadig bare sten.
Jeg husker for eksempel de telekort, som man brugte i 1990'erne til at putte i offentlige telefoner som betaling. Der var forskellige billedmotiver på dem, og nogle var sjældne og kostede flere tusinder kroner, selv om der ikke var en krone på kortet til at ringe for. Det er da underligt.
Værdien af kryptoenhederne kommer, så vidt jeg kan vurderer, ikke fra aktivet selv, men fordi nogen mødes på et marked og bliver enige om en pris. Men hvad er det for faktorer, der ligger bag købers lyst til at betale penge for kryptoenheder?
Anonymitet
Det skyldes blandt andet, at en af egenskaberne er anonymitet.
Det er klart, at det har en værdi, at man kan udveksle uforfalskbare digitale enheder anonymt i form af en digital kryptovaluta, der har en værdi, der kan bruges til at købe en vare eller en tjeneste anonymt.
Enhver, der har set en film, hvor en rigmandsdatter kidnappes, ved, at det kritiske punkt er overdragelsen af kufferten med de små umærkede sedler. Det går næsten altid galt.
Betaling med en kryptovaluta betyder, at betalingen kan gøres umulig at spore. Den funktionalitet har naturligvis en værdi som værdsættes og dermed øger efterspørgslen fra kriminelle.
Transaktionsevne
Evnen til at gennemføre bruger-til-bruger transaktioner skal forstås om parallellen til internettets frie og globale bevægelighed af data.
Man kan i dag frit over hele verden overføre data fra en bruger til en anden uden at bruge post- og telegrafvæsenet.
På samme måde kan man via kryptoenheder flytte værdi direkte mellem to brugere uden at bruge omkostningsfyldte og forsinkende banker.
Den egenskab har en reel værdi, som ikke kan underkendes, hvilket flere og flere banker også har indset og derfor er begyndt at samarbejde med for eksempel kryptoenheden Ripple. Det skaber værdi og efterspørgsel og dermed sættes en pris.
Fejlprojekteret tillid
Den mærkeligste faktor er det, jeg vil kalde projekteret tillid.
Den opstår i folks hjerner, når de hører ordet valuta, så antager de, at en kryptoenhed er en ny slags penge, fordi det er det begreb, der falder tættest på, når man skal forsøge at forstår, hvad kryptoenheder er for noget.
Det er min analyse, at kryptovalutaer ikke er penge, men det er enheder, der har en værdi, der kan veksles til penge.
Det samme gælder muslingeskaller, hvis nogen vil betale penge for en muslingeskal, så betyder det ikke, at muslingeskallen bliver til penge, det betyder bare, at den har en værdi, som et marked med efterspørgere og udbydere sætter en pris på.
Penge bygger på tillid til, at en centralbank kan holder pengenes værdi stabilt over tid. Kryptoenheder er ikke penge, der er ingen garant bag, og hvor skal man forankre sin tillid?
Problemet er, at tilliden til penge i sidste ende er blind tro - tillid.
Der er ingen ægte logik bag tilliden til penge, det er tro kombineret med erfaring og konsensus. Når kryptoenheder med deres projekterede tillid opfattes som penge, opfører sig som penge og kan veksles til andre slags penge, så bliver det nemt forstået som penge. Men det er ikke penge.
Grådighed
Nogle husker måske Albanien efter sammenbruddet af Sovjetunionen og Murens fald.
Et nationalt pyramidespil, der lovede enorme afkast, opstod hurtigt i det fattige land og spillet kollapsede og efterlod titusindevis af økonomiske analfabeter i endnu dybere fattigdom.
Er det ikke det samme, er driver værdien af de forskellige kryptovalutaer op i skyerne? Jo det er grådigheden, der driver værdierne for højt op, fordi ingen kan finde ud af at værdisætte dem andet end den næste køber, der kun køber, fordi han forventer at sælge endnu dyrere.
I slutningen af 2017 toppede værdien af flere kryptovalutaer – måske midlertidigt.
Ripple steg fra januar 2017 fra 0,006 dollar til cirka tre dollar. En stigning på 36.000 procent.
Den værdistigning skyldes ikke udelukkende anonymiteten, transaktionsevnen eller fejlprojekteret tillid, det skyldes altovervejende grådighed og reel bobledannelse. Nu er boblen måske delvist punkteret og Ripple handles aktuelt til omkring en dollar.
Vær bevidst
Jeg siger ikke, at kryptoenheder ikke har værdi. Det er jeg overbevist om at de har, og de er også kommet for at blive.
Jeg siger bare, at man som investor i kryptoenheder skal være 100 procent bevidst om, hvad det er, man har med at gøre. Om du sparer op i telekort, frimærker, ejendomme, aktier, pengesedler eller bitcoins er dermed i princippet lige fedt, bare du kender risikoen og de mekanismer, der styrer værdien af dine aktiver.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.