Artikel top billede

Test: Asus har presset et af de kraftigste grafikkort ned i denne tynde computer - og den er vild

Asus har presset et Nvidia GTX 1080-grafikkort ned i en ultratynd gaming-computer takket være Nvidias Q-Max-arkitektur. Resultatet er en vanvittig computer

Skal man tro Computerworlds læsere, er en computer ikke en rigtig gaming-computer uden et stærkt grafikkort.

Det koster kassen i øjeblikket grundet guldfeberen blandt kryptovaluta-minere, og skal du have en bærbar computer med et dedikeret grafikkort, skal du enten leve med et mindre grafikkort i en tynd skal, eller at computeren hurtigt bliver både tyk og kluntet.

Og så er der Zephyrus.

Zephyrus er Asus’ vinderhest, en computer, der ikke er meget kraftigere end en Macbook Pro 13 af nyere slags, men som bryster sig af et af Nvidias mest kraftige grafikkort, Nvidia GTX 1080 i sin næsten fulde form, skaleret af Nvidias Q-max-teknologi.

Det er en af de første computere, der for alvor gør brug af Nvidias Q-Max-teknologi, hvor man kan isætte desktop-grafikkort i selv tynde computere, uden at det koster særlig meget på ydeevnen.

Det er imponerende. Vanvittigt imponerende, faktisk - men også vanvittigt dyrt.

25.400 kroner dyrt.

Læs også: Sådan byggede vi vores egen gamingcomputer for 6.500 kroner

“Gamer-computer by heart”

Når du ser computeren er du ikke i tvivl om, at computeren med den 15 tommer store skærm er en gamer-computer.

Ud over det noget eksotiske navn Zephyrus, ser computeren både farlig og avanceret ud med sine skarpe kanter og børstet metal på toppen.

Som udgangspunkt ser computeren i lukket form dog mere voksen ud end mange andre gamer-computere, der har falske udstødningsrør og generelt ligner noget fra en Transformer-film af Michael Bay.

Den har et meget rektangulært udseende med skarpe linjer, og på siderne finder du alle de porte, du kan ønske dig - med undtagelse af ethernet-port.

Inden vi går i detaljer med computerens unikke design-valg, skal det siges, at computeren generelt føles solidt bygget i gode materialer, og dem føles på ingen måde billig.

Når computeren åbnes, ændres alt.

For at kunne køle det kraftfulde GTX 1080-kort, der sidder inde i det tynde chassis, hæves computeren fra bunden og skaber en åbning, så den varme luft kan udskilles… selvfølgelig med dertilhørende rødt LED-lys.

Det skal jo se sejt ud imens.

Det fungerer og er med til at holde computeren kold og relativt stille af en gamer-computer at være.

Men bundpladen giver sig let og virker underligt skrøbelig, hvilket betyder, at jeg ikke ville være tryg ved at have computeren i skødet. Zephyrus er en computer til at have på et bord.

Særlig tastatur-placering

Vi er vant til, at tastaturet på en computer placeres bagerst på computeren under skærmen. På Zephyrus sidder tastaturet dog helt nede ved kanten af computeren med en aflang og lille trackpad ved siden af sig.

Dette er valgt for at give plads til det store GTX 1080-grafikkort og kølingen i computeren.

Det giver mening, men kræver virkelig tilvænning. Der medfølger en håndsledsplade til at give støtte til dine hænder, når du spiller på computeren og benytter tastaturet, hvilket igen bekræfter, at det er en computer beregnet til et skrivebord og ikke til at have i skødet.

Generelt skriver man okay på tastaturet, der selvfølgelig kan stråle i alle regnbuens farver, om end ikke helt på niveau med eksempelvis Razers Blade-computere.

Trackpadden til højre er udmærket, og man vænner sig løbende til dens placering. En smart lille funktion er, at pladen ved tryk på en knap kan omdannes til en numpad. Fiks ide.

Du ender nok for det meste med at bruge en mus, da du skal spille på computeren, men når der nu ikke er nogen touch-skærm på computeren, fungerer trackpadden fint.

Skærmen er desuden en map IPS-baseret 15 tommer skærm med en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels. Det er måske en lav opløsning, men når skærmen ikke er større, tvivler vi på, at du vil mangle flere pixels.

Ligeledes har skærmen en opdateringsfrekvens på 120Hz, hvilket vi i højere grad ønsker end en høj opløsning.

Læs også: AMD-nyheder: Så (vanvittig) kraftfuld er Ryzen Threadripper 1950X i tests

Viiiiild ydeevne

Inde i computeren finder du som nævnt et Nvidia GTX 1080-grafikkort (8GB VRAM). Det er et af Nvidias mest kraftige grafikkort, der til en almindelig desktop-computer vil koste knap 6.000 kroner.

Det er desuden et grafikkort, er normalt er dobbelt så tykt som selve Zephyrus-computeren, så det er altså et imponerende stykke ingeniørkunst, Asus har formået med computeren her.

1080-kortet i Zephyrus er dog Q Max-optimeret, hvilket betyder, at det er en anelse mindre kraftigt (og dermed bruger mindre strøm og generer mindre varme) end det større desktop-kort.

Yderligere finder du en i7-7700HQ (3.8 GHz quadcore)-processor, 16 GB DDR4 RAM og 512 GB M.2 PCIe SSD.

Det er heftige sager i en heftig computer, og når der startes spil på maskinen, er det også heftige resultater.

I benchmarkprogrammer som 3DMark Sky Giver opnår vi en score på 29.816, hvilket er utroligt højt, ligesom vi når en CineBench CPU-score på 737 - også en høj score.

I spil ser det ligedan ud:

Rise of the Tomb Raider på “Ultra”: 81 fps
League of Legends: “højeste indstillinger” 199 fps
Playerunknowns Battlegrounds (PUBG) “Ultra” 79 fps
Doom “ultra): 97 fps
Fallout 4, “Ultra” 99 fps.

Springer du ned fra Ultra til High, får du fps-tal på den anden side af 100 i langt de fleste spil. På den måde kan du også bedre udnytte 120Hz-skærmen.

Et eksempel er i Witcher 3 “High,” “hairworks off”: 118 fps.

Alt sammen på computerens almindelige 1080p-opløsning.

Der er muligvis computere, der vil kunne trække flere billeder i sekundet ud af et GTX 1080-grafikkort, men den her computer er under to centimeter tyk. Det er værd at huske på.

Det er imponerende, særligt taget i betragtning af, hvor stille computeren forbliver. Jo den bliver varm, men da du ikke lægger hånden på computeren, men i stedet på bordet, så lægger du ikke mærke til det.

Læs også: Inspiration: Her er 13 glimrende gamer-gaver til de spilleglade

Batteri…

Værende en gamer-computer med en 120Hz skærm, der også understøtter G-Sync (for at synkronisere bedre med grafikkortet), så skal du ikke regne med en særlig lang batterilevetid.

Der sidder et 50 Wh batteri i maskinen, hvilket er cirka så stort, som det kan blive i en maskine, der er 50 procent grafikkort.

Faktisk kan du kun opnå, hvis du virkelig skruer alt ned og med computeren i batteribesparende funktion og med Word tændt, knap 2,5 timers batteri, før den skal oplades.

Bruger du computeren ved normal brug (en YouTube-video, Chrome-faner, skærmen på 20 procent lys og WiFi slået til), så kan du med nød og næppe ramme to timer.

Spiller du på den, skal du være heldig og ramme én time - og så begrænses grafikkortet endda til kun at kunne vise 30 fps.

Det bekræfter igen, at Zephyrus mest af alt skal anses som en mikrotynd bærbar computer, der aldrig nogensinde skal forlade sit skrivebord.

Det er hovedsageligt på grund af G-sync, der ikke kan slåes fra og dermed holder GTX 1080-kortet i brug i stedet for at slå over til det indbyggede grafik-chip i Intel-processoren, der nok godt kunne give et par timer

Læs også: Nye APU'er fra AMD samler processor og grafikkort i en chip - og er overraskende kraftige

Konklusion

Asus Zephyrus er unægteligt en imponerende computer, der for alvor viser, hvad Nvidias Q Max-teknologi kan præstere.

Men vi er lidt i tvivl om, hvorvidt computeren er andet end en præsentation, en demo af Q Max. Den imponerende tynde computer er vederstyggelig hurtig, og vil æde sig igennem alle spil, du måtte præsentere for den. Det er uden tvivl en af de hurtigste bærbare gamer-computere på markedet, og endda en af de absolut tyndeste.

Men computeren er også hæmmet. Hæmmet af at høre til på et skrivebord for bedst at kunne bruge tastaturet og for bedst at kunne ventilere via flappen i bunden, og hæmmet af en utrolig lav batterilevetid.

Er du typen, der ofte er flere steder, hvad end det er til LAN-fester eller blot rejser meget og er glad for spil, så kommer du længst med den ultra tynde, ultra hurtige Zephyrus.

Prisen ligger på 25.400 kroner, hvilket er mange penge, men Acers Triton 700, der har næsten identiske specifikationer, koster næsten præcis det samme.

Det er åbenbart prisen for så voldsomt ydeevne i så lille en skal. 

Læs også: Test af Razer Phone: Hvem havde troet, at et gaming-brand ville lancere årets mobiloverraskelse?


Loading ikon