Danske virksomheder er for alvor ved at få øjnene op for de meget positive effekter, man kan opnå ved at implementere DevOps.
Det er dog en gevaldig udfordring for virksomhederne at skaffe de nødvendige medarbejderkompetencer.
Det fremgår af en rapport om implementering af DevOps i danske virksomheder, som Devoteam står bag.
Rådgivningsfirmaet har gennemført DevOps-undersøgelsen med udgangspunkt i svar fra 583 ledere i 309 offentlige og private danske virksomheder.
DevOps, der kommer af development og operations, handler grundlæggende om, at man satser på en organisationsmodel, metoder og processer, der kan bringe de to sider af it-arbejdet tættere sammen.
Gevinsterne kan blandt andet være højere hastighed i udvikling og udrulning af software, ligesom også færre fejl og en generelt højere kvalitet i softwaren er i fokus.
Har svært ved at skaffe de rette folk
Når en del danske virksomheder fortsat tøver noget med at give sig i kast med DevOps, kan det blandt andet skyldes, at der er flere barrierer - og de handler i høj grad om mennesker frem for teknologier.
Blandt andet svarer hele 53 procent af virksomhederne i Devoteams undersøgelse, at den væsentligste udfordring ved implementering af DevOps er, at man skal ændre virksomhedskulturen.
40 procent svarer samtidig, at det er, at man skal tiltrække de rette kompetencer.
“Langt de fleste virksomheder forventer, at det er besværligt grænsende til særdeles udfordrende, at rekruttere til DevOps stillinger. Dette har også været oplevelsen for de fleste virksomheder, som har implementeret DevOps,“ skriver Devoteam i rapporten.
“En af årsagerne kan være, at virksomhederne har svært ved at formulere de præcise kompetencer, man efterspørger. Det kan også være, at der er behov for flere eller mere varierende kompetenceprofiler end først antaget.”
Læs også: Fem helt nødvendige projekter i danske it-organisationer i 2018: Her skal der satses
Devoteam skriver, at virksomhederne har behov for tekniske kompetencer inden for værktøjer, der understøtter DevOps, men også metodekompetencer som agile metoder og personlige kompetencer.
Så langt er danske virksomheder med DevOps
Devoteam kan i rapporten konkludere, at 24 procent af respondenterne kommer fra virksomheder, der allerede har implementet DevOps, mens 19 procent er i gang, og 57 procent ikke er i gang med at implementere Devops.
Besvarelserne er indhentet i efteråret 2017, og mens det altså på daværende tidspunkt fortsat var næsten seks ud af 10 virksomheder, der endnu ikke var i gang med at implementere Devops, så viser Devoteams undersøgelse også, at 24 procent af virksomhederne har implementeringsplaner for DevOps.
Undersøgelsen viser også, at 30 procent af de private virksomheder har implementeret DevOps, mens 22 procent er i gang. I det offentlige er det 14 procent, der allerede har implementeret DevOps, mens 14 procent er i gang med det.
“Det er ikke overraskende, at tallene for de offentlige virksomheder er lavere. Den offentlige sektor er historisk lidt længere om at adoptere nye teknologitrends, fordi en række forudsætninger er anderledes."
"Offentlige virksomheder sender også typisk it-udviklingsopgaver i udbud, hvor der af hensyn til ligestilling stilles særlige krav til udbudsmaterialet – for eksempel med hensyn til kravspecifikation. Det kan i sig selv være en barriere for fuld udnyttelse af DevOps,” skriver Devoteam.
Opnår hurtigere time-to-market
Devoteam har også spurgt de private og offentlige virksomheder om de effektier, som man håber at kunne opnå med indførelsen af DevOps, samt hvad man allerede har opnået.
I forhold til de forventede effekter svarer 90 procent, at det i høj grad eller meget høj grad drejer sig om hurtigere releases (time-to-market).
80 procent svarer samtidig, at det er øget kundetilfredshred, mens 45 procent mener, at det er et lavere ressourceforbrug, og 30 procent fremhæver en forbedring af økonomien.
Fordelingen er stort set den samme, når man kigger på, hvilke effekter, der rent faktisk opnås - dog er procenterne her lidt lavere, så eksempelvis hurtigere releases ligger på 75 procent.
“Undersøgelsen viser klart, at den altovervejende årsag til at anvende DevOps er ønsket om forbedret time-to-market, og at dette ønske også bliver opfyldt,” skriver Devoteam.
Nødvendigt med konkrete mål
Samtidig anbefaler rådgivningsfirmaet, at man som virksomhed opstiller konkrete mål for eksempelvis forbedret time-to-market og kundetilfredshed, når DevOps skal implementeres.
“Kundetilfredshed handler ikke kun om at få et produkt udviklet hurtigere, men også om produktets kvalitet. Anbefalingen er derfor at arbejde med en målformulering, der indeholder flere emner afledt af de strategiske overvejelser omkring DevOps.”
“Målsætninger for ressourceforbrug og økonomi bør først opstilles, når der er indhøstet erfaringer med at arbejde med DevOps,” lyder det blandt andet fra Devoteam.
Deltag i afstemning om DevOps
Computerworld kunne godt tænke sig at vide, hvor langt danske virksomheder er kommet med DevOps.
Deltag derfor gerne i undersøgelsen herunder og uddyb eventuelt dit svar med en kommentar i debatfeltet.
Læs også:
Nu rykker DevOps for alvor - og virksomhederne høster gevinsterne: Hvor langt er din arbejdsplads?
Fem helt nødvendige projekter i danske it-organisationer i 2018: Her skal der satses
It-udviklere jubler over opbakning fra eksperter: Kontrol-fikserede chefer ødelægger innovationen