Kasper Tjørntved Davidsen stopper som Group CIO i transport- og logistikvirksomheden Leman.
Han oplyser, at han har valgt at takke ja til et nyt job i finansverdenen: Kasper Tjørntved Davidsen skal fra 1. januar være senior vice president of transformations i Nets.
“Der foregår mange spændende ting på markedet, og så har man så spurgt mig, om jeg vil hjælpe med til at forsøge at styre Nets igennem nogle af de transformationer, der skal ske,” siger Kasper Tjørntved Davidsen til Computerworld.
Han betegner det nye job som en ultra spændende stilling og kalder det samtidig for et ønske scenarie.
“Det er det, jeg har brugt det sidste lange stykke tid af min karriere på - og senest også hos Leman; at drive transformationer og digitalisering."
Har en fortid hos KMD
Kasper Tjørntved Davidsen blev CIO i Leman i oktober sidste år. Da han tiltrådte, bragte Computerworld et interview med ham, hvor han fortalte, at hans opgave i Leman ville være at automatisere flest mulige processer:
"Der skal ganske enkelt være færre varme hænder, der er i berøring med de enkelte processer. I den proces, hvor et produkt bliver fragtet fra A til B, skal tingene flyde gennem de forskellige systemer af sig selv," sagde han i interviewet, som du kan læse her:
Kasper Tjørntved Davidsen kom til Leman fra en stilling som vice president for Corporate IT i KMD. Han nåede at være et år og tre måneder hos Leman, før han nu skal arbejde for Nets.
“Da jeg startede i Leman, satte jeg gang i hele digitaliseringsprocessen og professionaliseringen af it og alt det, der rører forretningsgangene igennem it.”
“Det er klart, at man på et år ikke når i mål med alle projekterne, men man når at sætte dem i gang og at se, at de er on track i forhold til tid og cost, og man ser, at det er den rigtige strategi,” siger Kasper Tjørntved Davidsen til Computerworld.
"I Nets får jeg mulighed for at arbejde videre med det, som, jeg synes, er det mest spændende; at sætte ting i gang og at transformere. Det er en gylden mulighed for mig.”
Læs også:
Overblik: Her er it-organisationens to-do-liste med de afgørende teknologier og digitale strategier