I en længe ventet dom slår EU-domstolen fast, at Uber skal reguleres som en et taxiselskab.
Det skriver Bloomberg.
Dommen, der ikke kan ankes, er et klart nederlag for Uber.
Virksomheden har argumenteret for, at virksomheden ikke er et taxiselskab, men blot en digital platform, der sætter passagerer og chauffører i forbindelse med hinanden.
Udfaldet har været imødeset med spænding, fordi digitale platforme er omfattet af EU’s regler om fri bevæglighed for varer og tjenesteydelser, mens taxitjenester derimod frit kan reguleres af de enkelte medlemslande.
EU-dommen tager udgangspunkt i Ubers tjeneste Uber Pop, der har været brugt i adskillige europæiske byer, heriblandt i København.
Dommen tager afsæt i en spansk sag fra 2014, hvor Uber fik forbud mod at drive personbefordring i Spanien. Et spørgsmål som Uber dog mente stred mod EU-retten.
Uber: Rammer millioner af europæiske borgere
Computerworld har forsøgt at få en kommentar fra Uber.
Og den amerikanske virksomhed oplyser i et mailsvar til Computerworld, at kendelsen ikke får nogen betydning i langt de fleste EU-lande, hvor Uber allerede opererer i overenstemmelse med de nationale reguleringer af taximarkedet.
Derimod får kendelsen betydning på marekder som det danske, hvor nationale regulerering afskærer Uber fra at være tilstede.
"Kendelsen betyder, at millioner af europæiske borgere vil blive afskåret fra at bruge apps som vores. Vores nye CEO har sagt, at det er helt i orden at regulere tjenester som Uber, og derfor vil vi fortsætte dialogen med byer over hele Europa," lyder det i mailen
Endnu et nederlag for Uber
EU-dommen er blot et af flere juridiske nederlag, som Uber har lidt i Europa gennem det seneste år.
Tidligere på året valgte Uber at trække sig fra det danske marked, fordi tjenesten vurderer at den nye danske taxilov ”vil umuliggøre den fortsatte drift af tjenesten”.
Derudover har transportmyndighederne i den engelske hovedstad London tidligere på efteråret valgt ikke at forlænge Ubers tilladelse til at operere i byen.
Det skete blandt andet med den begrundelse, at Uber ikke har levet op til sit ansvar for at gennemføre baggrundstjek af chaufførerne.