En lang række danske it-virksomheder har i disse år masser af vækst, og det er i en grad, man bør bemærke også uden for it-branchen.
Der er nemlig tale om vækstrater, som de færreste andre brancher kan matche. Det viser Computerworlds nye undersøgelse, It-komet 2017.
Her har vi set nærmere på, hvordan de danske it-virksomheder, der har positive resultater, har klaret sig over en fireårig periode. Der er med andre ord tale om de bedst performende danske it-virksomheder – og dem har vi heldigvis rigtig mange af.
Forklaringen på den imponerende vækst er ikke bare, at der generelt er mere vækst i samfundet i dag, end der var for fire årsregnskaber siden, da efterdønningerne af den globale, økonomiske krise stadig var en betydelig udfordring.
Nej, det handler også om, at it og digitalisering i stigende grad stryger til tops på agendaen i både store og små virksomheder.
Samtidig er der fra politisk side kommet en længe ventet forståelse af, hvor stort et potentiale, der rent faktisk er i en mere strategisk og målrettet satsning på it-branchen og anvendelsen af it i alle lag i samfundet.
Sådan har vi analyseret regnskaberne
It-komet 2017-undersøgelsen tager udgangspunkt i regnskabsdata fra Computerworld Brancheguide, og vi har så til denne undersøgelse fokuseret på de virksomheder, der i de seneste fire tilgængelige årsregnskaber har haft positive resultater på de to regnskabsposter resultat af primær drift og resultat før skat.
For at medvirke skal man samtidig som minimum have et resultat på 500.000 kroner i resultat af primær drift i 2013-regnskabet (eller 2013/2014).
Der er i alt 409 selskaber, der har haft positive resultater i alle årene, og som lever op til kravene. Undersøgelsen er på den måde et indblik i cremen af den danske it-branche – hvis altså man tror på, at vækst og positive resultater er vejen frem.
It-væksten er til gavn for hele Danmark
Det bringer os tilbage til det med, at it-virksomhederne leverer en vækst, der bør give genklang i hele den danske nation.
Væksten viser nemlig, at der i disse år er gyldne muligheder for at drive sunde og fremgangsrige virksomheder med udgangspunkt i it og digitalisering.
Og væksten viser, at man rent karrieremæssigt gør sig selv en stor tjeneste ved at kigge i retning af it-uddannelserne, fordi der er masser af indikationer på, at der her vil være gode jobmuligheder også i mange år frem.
Læs også: Godt nyt for danske it-virksomheder: Her kan I forvente masser af vækst i det kommende år
Tallene fortæller også historien om, at vi som samfund bør satse endnu mere på it-branchen som en vækstmotor, der kan styrke Danmark i den globale konkurrence og være et solidt økonomisk fundament for, at der også i fremtiden er råd til velfærd i form af gode skoler og hospitaler med videre.
It er lig med titusindvis af nye arbejdspladser og kernesunde virksomheder, der kan bidrage til samfundsøkonomien.
Og så har vi slet ikke nævnt det vigtigste af det hele: It-løsningerne hjælper hver eneste dag danske virksomheder og offentlige myndigheder med at blive endnu mere effektive og konkurrencedygtige, ligesom innovationen blomstrer i takt med digitaliseringen.
Sådan klarer virksomhederne sig
Når vi kigger på resultaterne af primær drift hos de 409 danske it-virksomheder, er det ganske opsigtsvækkende, at virksomhederne er gået fra et samlet resultat af primær drift på over 5,5 milliarder kroner i de første årsregnskab til over 7,8 milliarder kroner i det seneste af de fire årsregnskaber, der indgår i undersøgelsen.
Det er en vækst i det samlede resultat af primær drift på hele 41,4 over de fire årsregnskaber.
Der er naturligvis it-virksomheder i undersøgelsen, der både vokser mere og mindre end gennemsnittet, men uanset hvad er det en imponerende vækst, som vækstkometerne kan præstere samlet set.
Samlet resultat af primær drift for de 409 selskaber
Primær drift år 1: 5.547.729.000 kroner.
Primær drift år 2: 5.903.125.000 kroner.
Primær drift år 3: 7.330.710.000 kroner.
Primær drift år 4: 7.843.773.000 kroner.
Vækst over de seneste fire regnskaber: 41,4 procent.
Resultaterne før skat
Endnu mere positiv bliver historien, når vi zoomer ind på resultaterne før skat hos de 409 danske it-virksomheder, der har haft positive resultater i de seneste fire årsregnskaber.
Her kunne virksomhederne i det første årsregnskab klare et samlet resultat før skat på over 5,3 milliarder kroner. Det er i det seneste årsregnskab fra de 409 virksomheder steget til et samlet resultat før skat på over 8 milliarder gode danske kroner.
Det betyder, at det samlede resultat før skat er steget med 50,4 procent.
Det er rigtig godt gået, og det viser, at det øgede fokus på it hos både danske virksomheder, forbrugere og beslutningstagere smitter af i resultaterne hos de virksomheder, der leverer it-løsningerne, -produkterne og -rådgivningen.
Samlet resultat før skat for de 409 selskaber
Resultat før skat år 1: 5.362.903.000 kroner.
Resultat før skat år 2: 6.017.577.000 kroner.
Resultat før skat år 3: 7.413.003.000 kroner.
Resultat før skat år 4: 8.066.971.000 kroner.
Vækst over de seneste fire regnskaber: 50,4 procent.
Udsigt til mere vækst
Ikke nok med at der i de senere år har været masser af vækst hos de danske it-virksomheder.
Lige så vigtigt er det, at der er udsigt til nye væksteventyr i de kommende år ifølge analysefirmaet Gartners netop udsendte nye forecast for it-investeringerne i EMEA i 2017 og 2018.
Det kan du læse mere om her:
Godt nyt for danske it-virksomheder: Her kan I forvente masser af vækst i det kommende år