Artikel top billede

Godt nyt for danske it-virksomheder: Her kan I forvente masser af vækst i det kommende år

Danske it-virksomheder leverer rekord-regnskaber på stribe, og der er udsigt til endnu mere vækst på en række vigtige it-markeder i det kommende år. Få overblikket her.

Der er masser af vækst hos de danske it-virksomheder i disse år, hvor der leveres rekord-regnskaber på stribe. 

Computerworld analyserede for nogle måneder siden de seneste to årsregnskaber fra 499 danske it-virksomheder.

Konklusionen var ganske klar: Der er fuld fart på væksten i den danske it-branche i øjeblikket, og virksomhederne lander imponerende resultater på stribe.

Læs analysen: Stor analyse af 499 danske it-firmaers regnskaber: Sådan går det netop nu i den danske it-branche

Én ting er dog resultaterne fra årsregnskaberne, der i sagens natur peger bagud. Lige så vigtigt er det, at der er udsigt til nye væksteventyr i de kommende år.

Her er vækst-forventningerne

Analysefirmaet Gartner har nemlig netop udsendt sit nye forecast for it-investeringerne i EMEA i 2017 og 2018.

Gartner vurderer, at vi i Europa, Mellemøsten og Afrika i 2018 vil nå op på investeringer på over 630 billioner danske kroner (en billion er en million millioner).

Selvom de fleste nok har lidt svært ved at forholde sig til tal i den størrelsesorden, så er den væsentlige pointe, at it-investeringerne i EMEA ventes at stige med 4,9 procent i 2018. I år er der kun tale om en vækst på 1,6 procent.

Valutakurserne spiller ind

Gartner forklarer dog også, at alle kategorier af it-investeringer i EMEA har ligget under det globale niveau i 2017. En del af forklaringen er udviklingen i valutakurserne. Kurserne vil så til gengæld også bidrage positivt til væksten næste år, vurderes det.

"Men der er mere i genopretningen i 2018 end bare valuta-effekterne. En stærk efterspørgsel i kategorierne enterprise software og it services på tværs af EMEA indikerer et signifikant skift i it-investerings-mønstrene,” skriver Gartner.

Analysefirmaet forklarer videre, at det nu er meget tydeligt, at mange virksomheder forsøger at reducere investeringerne i og omkostningerne til egen hardware og i stedet går efter at leje sig til it-løsningerne.

Overgangen til it-as-a-service betyder også, at it-investeringerne har ligget lavere her i 2017 end ventet, fordi selve betalingen falder som et abonnement snarere end som en engangsbetaling.

"Skiftet til cloud services og opex-investeringer (driftsomkostninger, red.) inden for it bør hjælpe med at stabilisere væksten i de overordnede it-investeringer i 2018 og de kommende år,” lyder forudsigelsen fra Gartner.

Læs også: Overblik: Her er it-organisationens to-do-liste med de afgørende teknologier og digitale strategier

Her vil der være mest vækst

Hvis vi ser frem mod 2018, forventer Gartner altså en vækst i EMEA på 4,9 procent, mens væksten i år kun vil være på 1,6. Væksten fordeler sig således på de forskellige it-kategorier:

Data center systems

Vækst 2017: 1,1 procent.
Vækst 2018: 3,1 procent.

Enterprise software

Vækst 2017: 7,6 procent.
Vækst 2018: 10,5 procent.

Devices

Vækst 2017: 2,6 procent.
Vækst 2018: 4,0 procent.

It services

Vækst 2017: 2,5 procent.
Vækst 2018: 6,4 procent.

Communications services

Vækst 2017: -0,6 procent.
Vækst 2018: 3,2 procent.

Læs også:

Stor analyse af 499 danske it-firmaers regnskaber: Sådan går det netop nu i den danske it-branche