Hvordan ved du som it-chef eller forretningsudvikler, hvorvidt I har nok fokus på innovation eller ej?
Virksomheder og organisationer er efterhånden enige om, at udvikling og nytænkning er vigtigt, men hvornår er nok nok? Kan man også have for meget innovation?
De såkaldt eksponentielle teknologier, som jeg blandt andet skriver om i Disruptionbogen, har affødt en virkelighed, hvor digitalisering er blevet en selvfølgelighed, og hvor disruption er blevet en mulighed og dermed også en risiko.
Uanset om vi taler chatbots, droner, kunstig intelligens eller selvkørende biler, så ved vi, at én eller flere af disse teknologier kommer til at påvirke store områder af samfundet på markante måder.
Læser man ”Flash Foresight” af amerikaneren Daniel Burrus får man endda også en ret god indikation af, hvornår og hvordan dette formentlig kommer til at ske.
Forandring er den eneste konstant
Denne virkelighed, hvor forandringen er den eneste konstant, understreger vigtigheden af innovation, men giver ikke svaret på mit indledende spørgsmål: Hvordan ved man, at man innoverer nok?
Der kan ikke gives ét entydigt svar, men et godt sted at begynde vil være at sikre, at I som organisation går fra at være forandringsparat til forandringsskabende. Det vil sige, at I ikke kun har en strategi for jeres innovation, men en kultur.
En kultur indebærer, at innovation finder sted uanset om det er skrevet i en strategi eller ej.
Det kan finde sted igennem idéportaler, hvor medarbejderne kan byde ind med nye idéer, der så siden omdannes til forbedringer og forandringer i organisationen, eller det kan ske igennem etableringen af inkubatorer og acceleratorer som en del af virksomhedsstrukturen.
Hvilken model, der er den optimale i fremtiden, har vi endnu ikke knækket koden til at kunne svare sikkert på.
Rammevilkår og motivation
Hvad vi ved med sikkerhed er imidlertid, at det kræver en kultur, hvor medarbejderne ikke blot får at vide, at de gerne må være innovative, men at man også understøtter dette i praksis igennem både rammevilkår og motivation.
Sker det ikke, sker der ingenting.
Ergo vil I sjældent innovere nok, hvis jeres tilgang til innovation er den, at det skal foregå som en tilføjelse til en i øvrigt travl hverdag.
Hvis det er din holdning som leder, så vil du formentlig blot opleve frustration, øget stress og mindre innovation. Du er altså nødt til at turde afsætte ressourcer og fokus. Du må stoppe op, for siden hen at kunne sætte tempoet op.
I nogle organisationer opfordres medarbejderne til at afsætte én time om ugen eller måske endda én time om dagen til at arbejde på nye og innovative løsninger og tiltag.
Dette er en udmærket tilgang til innovationskultur, så længe det så samtidig er realistisk, at medarbejderne kan finde den nødvendige tid.
Det er altså ikke nok, at det blot er noget, I siger som ledelse. I skal sikre, at medarbejderne ikke blot skal løse de samme opgaver som
hidtil, men at der rent faktisk frigøres tid til at tænke nyt.
Er det kvalificeret?
Når I har sikret dette, så lyder anden del af svaret på det indledende spørgsmål, at I kan se det på de resultater, I skaber.
Der findes forskellige værktøjer til at kvalificere den innovation, I laver, og ofte er den form for målbarhed produktiv, fordi den også giver argumenter til resten af organisationen: ”Se her hvad vi har skabt i it-afdelingen, efter vi bevidst afsatte ressourcer til at innovere. Det var aldrig kommet uden dette nye fokus.”
Hvis du ikke bryder dig om at være helt så analytisk, så kan du også vælge den mere pragmatiske tilgang: Nemlig at kigge på organisationens produkter og services og spørge dig selv:
Er dette genbrug af vores eksisterende sortiment, eller lykkes vi rent faktisk med at introducere virkeligt nye og banebrydende løsninger til vores kunder?
Forhåbentlig kan du svare ja til sidstnævnte spørgsmål. Hvis ikke nu, så i løbet af 2018, når jeres organisation for alvor har taget skridtet fra forandringsparat til forandringsskabende.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.