TDC Group har svært ved at holde på kunderne - og det er hele vejen rundt i telekoncernens mange forretningsområder.
TDC Group mistede i årets tredje kvartal 20.000 fastnetkunder, 18.000 tv-kunder og 7.000 bredbåndskunder.
Mobilforretningen gik frem med 75.000 kunder, men kvartalsregnskabet strækker sig også over den periode, hvor TDC Group købte Plenti og dermed fik 83.000 nye mobilkunder.
Derfor er det værd at bemærke, at TDC uden købet af Plenti og de 83.000 kunder fra det selskab faktisk ville have haft en tilbagegang i antallet af mobilkunder også.
“Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at vi går tilbage,” siger Stig Pastwa, koncerndirektør og CFO i TDC Group, til Computerworld, efter at selskabet i dag har offentliggjort regnskab for årets tredje kvartal.
“Men de initiativer, vi har - eksempelvis at sikre det bedste netværk - er noget, vi tror på, at vores kunder sætter pris på,” tilføjer Stig Pastwa.
Læs første del af interviewet: TDC efter kæmpefald: Derfor er det ikke så vigtigt med et fald på 46 procent på bundlinjen
Plenti-kunderne giver underskud i første omgang
Stig Pastwa forklarer, at der er flere ting, der spiller ind i forhold til mobilkunderne:
“Det her kvartal er også et kvartal, hvor vi har haft effekten af, at vi har hævet priser som følge af EU-roaming-reguleringen. Sådan noget skaber nogle gange forrykninger, hvor nogle kunder træffer et valg om at prøve et abonnement et andet sted.”
“Vi håber selvfølgelig på, at vi kan vise dem, at det var meget bedre der, hvor de var, og at de kommer tilbage,” forklarer TDC-direktøren.
“Og så håber vi også at se en normalisering: Vi har det stærkeste netværk, og vi fortsætter med at investere i det. Og vi leverer gode løsninger med eksempelvis Telmore Play og i YouSee, så der er nogle ting, der gør, at vi tror på, at vi igen kan levere vækst på mobilområdet.”
Læs mere om regnskabet: TDC Group kaprer titusindvis af nye mobilkunder med Plenti-opkøb - men telegigantens samlede resultat er i frit fald
Hvad har I gjort jer af erfaringer med de 83.000 kunder, I fik med købet af Plenti, i forhold til, hvilken værdi de har for jer?
“Først og fremmest kan jeg sige, at som vi også skriver i regnskabet, så får det en negativ effekt for vores regnskab for Q4. Det er mest fordi, at kunderne stadig er på 3’s netværk."
"Så vi får først en regnskabsmæssig positiv effekt ud af det, efterhånden som de kommer over på vores netværk.”
“Men vi kan jo se, at det er kunder, der går op i entertainment og i dataforbrug. Og de går op i, at deres adgang til det virker. Det er tre væsentlige parametre for kunderne, så vi satser benhårdt på, at vi skal levere et mindst ligeså godt produkt, som de kommer fra - og jeg tør også godt love, at det på nogle parametre bliver bedre.”
Satser ikke på nye opkøb
Har I fået blod på tanden i forhold til at få flere mobilkunder ind i butikken ved at opkøbe andre selskaber?
“Umiddelbart ser jeg det som en enkeltstående mulighed, der var, hvor der var en sælger, der gerne ville sælge, og hvor det var relevant at købe til den pris, vi blev enige om.”
“Det var ikke sådan, at vi var aktive ude i markedet, men vi slog til, fordi nogen ønskede at sælge, og vi kunne blive enige om en pris.”
“Men ellers er vores fokus, som det har været i de seneste år, på de eksisterende kunder. Der er fokus på at levere gode løsninger og produkter til dem og på løbende at forbedre vores kundeservice og komme med nye digitale services.”
“Forhåbentlig kan det så skabe nogle ambassadører, så vi kan få nye kunder ind, men det er faktisk på de eksisterende kunder, at vi har vores hovedfokus,” forklarer Stig Pastwa til Computerworld.
Læs også:
TDC Group kaprer titusindvis af nye mobilkunder - men telegigantens samlede resultat er i frit fald
TDC vinder kæmpe-aftale: Skal levere telefoni og data til 80 kommuner og staten
TDC Erhverv fyrer 50 medarbejdere - og giver samtidig comeback til NetDesign