TDC Group endte årets tredje kvartal med et resultat på bundlinjen på 413 millioner kroner.
Det er et fald på hele 46,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvor det lød på 773 millioner.
Det samlede resultat for de første tre kvartaler i 2017 lyder på knap 1,5 milliard kroner, hvor det i de første tre kvartaler af 2016 var på knap to milliarder. Der er dermed tale om et fald på 25,3 procent.
Læs også: TDC Group kaprer titusindvis af nye mobilkunder - men telegigantens samlede resultat er i frit fald
Alligevel er det ikke bundlinjen, TDC Group selv fokuserer ret meget på i kvartalsregnskabet.
Her skriver TDC i stedet om, at man med et fald i omsætningen på 5,2 procent og et fald i driftsresultatet på tre procent er “på sporet i forhold til forventningerne.”
Her er forklaringen
Stig Pastwa, koncerndirektør og CFO i TDC Group, hvad er baggrunden for, at bundlinjen er gået tilbage med 46,6 procent?
“Det er ikke for at prøve at skjule det, at vi ikke gør så meget ud af det. Men det er ikke det, der er i fokus hos de analytikere, der ser på os, og aktionærerne og investorerne kigger på driftsresultatet og på cash flow.”
“Når resultatet helt nede på bundlinjen er lavt, er det fordi, at det er der, at vi har to store poster: Den ene er, at vi har afskrivninger og nedskrivninger, som ikke har nogen cash flow-effekt. Vi nedskriver for eksempel it-udstyr, når vi opgraderer til giga-speed."
"Hvis der stadig er værdi tilbage af det gamle udstyr, nedskriver vi det til nul, og så har vi så et nyt aktiv i form af det, vi har investeret i for at opgradere.”
“Den anden store post er den regnskabsmæssige effekt af lån mellem os og vores norske datterselskab. Det kan svinge op og ned, men regnskabslovgivningen siger nu engang, at man skal regnskabsføre den effekt, der er af udviklingen i kursen. Så lånet er, som det hele tiden har været - det har bare en anden kurspåvirkning,” lyder det fra Stig Pastwa.
“Så vores fokus er på driftsresultatet, hvor vi er godt tilfredse med resultatet for det her kvartal, og på vores cash flow, hvor vi leverer bedre end kvartalet sidste år.”
Skal vende en supertanker
Selvom I er godt tilfredse, så går driftsresultat jo tilbage med tre procent. Hvad er argumentet for, at det er i orden, at det falder?
“Hvis vi tager de helt store briller på, så faldt vores driftsresultat fra 2015 til 2016 med en milliard. I vores forventninger for i år siger vi, at det falder med 300 millioner kroner, og så er næste år der, hvor vi ser noget vækst."
"Så det er godt i forhold til, at vi er på den rette rejse.”
“Hvis vi så også ser på, at dette kvartal ikke indeholder vores Hosting-forretning - det gjorde det sidste år - så har vi faktisk underliggende en vækst på 0,5 procent."
"På den måde er vi i den 'vende-mode', hvor vi prøver at få supertankeren på rette vej,” forklarer Stig Pastwa til Computerworld.
Læs mere af interviewet med Stig Pastwa senere på Computerworld.dk
Læs også:
TDC Group kaprer titusindvis af nye mobilkunder - men telegigantens samlede resultat er i frit fald
TDC vinder kæmpe-aftale: Skal levere telefoni og data til 80 kommuner og staten
TDC Erhverv fyrer 50 medarbejdere - og giver samtidig comeback til NetDesign