Der er fuld fart på udviklingen af 4G/LTE i den globale teleindustri. Flere og flere lande kommer med på 4G-bølgen, hastighederne stiger, og dækningen bliver hele tiden bedre.
Det er konklusionen i en ny opgørelse fra OpenSignal, der løbende tracker 4G-situationen i en lang række lande via OpenSignal-appen, som flere hundrede tusinde mobilbrugere har installeret.
I den nye globale 4G-undersøgelse er der indsamlet over 50 milliarder målinger fra 3,8 millioner enheder i perioden 1. juli til 1. oktober 2017. 77 lande indgår i undersøgelsen.
OpenSignal skriver i rapporten, at fokus i teleindustrien nu er skiftet fra, at man primært fokuserer på, at man skal opnå højere hastigheder, til at man i højere grad har fokus på at øge dækningen.
“Mens det er gået lidt i stå med hastighederne, har OpenSignal målt en massiv fremgang med 4G-tilgængeligheden rundt omkring i verden. 4G-signaler er tilgængelige konsistent oftere og flere steder end for seks måneder siden,” lyder det i rapporten.
“Mobilindustrien ser ud til - i hvert fald for en stund - at have skiftet fokus fra at at bygge kraftfulde LTE-netværk til at bygge netværk med en stor rækkevidde.”
Danmark klarer sig dårligt med 4G-tilgængelighed
Netop på grund af den udvikling er det også interessant at se nærmere på OpenSignals opgørelse over, hvor ofte 4G-brugerne i de forskellige lande rent faktisk kan få forbindelse til 4G.
Danmark ikke klarer sig ikke ret godt på det parameter.
Danmark kommer ind på en 28. plads, når der måles på 4G-tilgængeligheden. Her i landet er 4G tilgængeligt 77,64 procent af tiden, lyder det i OpenSignal-rapporten.
Læs også: Lynhurtige dataforbindelser på mobilen: Derfor retter alle nu øjnene mod teknologien MIMO
Dermed ligger vi også langt bagved eksempelvis Norge på tredjepladsen, hvor man har adgang til 4G 88,66 procent af tiden.
I Sverige, der ligger på 12. pladsen, er 4G-tilgængeligheden på 83,92 procent, mens den i Finland er på 79,50 procent - og altså også bedre end i Danmark.
Foran Danmark ligger også lande som Ungarn, Litauen, Tjekkiet og Letland, mens der naturligvis også er rigtig langt op til førstepladsen, hvor Sydkorea kan klare en 4G-tilgængelighed på hele 96,69 procent.
De danske 4G-hastigheder
Mens Danmark altså ligger forholdsvist langt nede på listen blandt de 77 lande, når det kommer til 4G-tilgængeligheden, så står det meget bedre til med 4G-hastighederne på de danske 4G-net.
Her kommer vi ind på en ottendeplads med en gennemsnitlig download-hastighed på 33,85 Mbps.
Vi er stadig bag Norge på tredjepladsen, hvor den gennemsnitlige hastighed er 42,03 Mbps, men i hastighedsopgørelsen ligger vi trods alt langt foran både Finland og Sverige.
Også her er der dog ganske langt op til førstepladsen, for i Singapore får man en gennemsnitlig 4G-hastighed på 46,64 Mbps.
Den gennemsnitlige download-hastighed på tværs af alle 77 lande, der indgår i undersøgelsen, ligger på 16,6 Mbps.
Læs også:
Lynhurtige dataforbindelser på mobilen: Derfor retter alle nu øjnene mod teknologien MIMO
LTE-netværket bliver opgraderet til gigabit-hastigheder: Derfor kommer der turbo på mobilnettet