Det er fint nok at tale om internet of things, big data, machine to machine og alle mulige andre spændende tech-trends.
Hvis potentialet i teknologierne skal indfries, kræver det dog massive investeringer i og forbedringer af de trådløse netværk.
Her spiller især 5G og næste generations WiFi, 802.11ax, en afgørende rolle.
Det var budskabet til deltagerne på den årlige telekonference, Tele2017, der fandt sted onsdag i København.
“Verden ændrer sig,” lød det fra Jane Rygaard Pedersen, der er ingeniør og head of marketing hos Nokia, med henvisning til megatrends som eksempelvis internet of things og big data.
“Vi kan ikke forvente, at alt kan kables. Vi kan ikke have kobber eller fiber til det hele. Derfor ser vi 5G komme til at spille en stor rolle,” lød det fra netværksgiganten.
Mere om Tele2017: Danmarks teleminister på scenen foran hele den danske telebranche - men han afslørede ikke den dato, alle venter på
Høj pålidelighed og lav latency
Petar Popovski, professor i trådløs kommunikation på Aalborg Universitet, fortalte om arbejdet med at designe og udvikle 5G til at kunne blive er ultra-pålideligt netværk med en ekstremt lav latency.
Det er to afgørende kvaliteter, når den trådløse teknologi skal være fundament for fremtidens virksomheder og det digitale samfund.
Professoren fremhævede nogle af de centrale teknologiske udfordringer, man skal håndtere med 5G.
Eksempelvis skal man designe teknologien til, at den skal kunne levere meget forskellige services. Og man skal kunne sikre en optimal 'network slicing', hvor ét fysisk netværk er delt op i mange virtuelle netværk.
Samtidig er kravet om den høje pålidelighed også en udfordring, når data skal bevæge sig igennem netværket og ud til slut-brugeren eller -enheden og tilbage igen.
“Hvis du ønsker meget høj pålidelighed, skal hvert eneste skridt være korrekt. Det er udfordringen,” forklarede Petar Popovski.
Derfor bliver 5G helt anderledes
Jane Rygaard Pedersen fra Nokia forklarede i sin præsentation også, at 5G i høj grad kræver et samspil på tværs af enheder og leverandører.
“Netværket kan ikke klare det hele - der er stadig behov for at processere data ude på enhederne,” forklarede hun
“Den største udfordring ved 5G er, at vi skal sikre, at vi får koblet alle de endepunkter sammen. Det er ikke bare de fem millioner brugere, det er hele vores industri og alle sensorer.”
“Vi skal have en form for operativsystem for netværket. Ellers kan det her ikke fungere. Der er brug for en form for hjerne oven på det hele, så netværket kan konfigurere sig selv,” lød det på Tele2017-konferencen fra Jane Rygaard Pedersen.
Hun opfordrede samtidig til, at man overvejer grundigt, hvordan man markedsfører 5G i forhold til kunder og brugere.
“Hovedparten af de ting, vi skal kunne med 5G, er digitalisering af samfundet, ikke digitalisering for brugeren,” sagde hun.
Næste generations WiFi
Det er dog ikke kun 5G, der er høje forventninger til i it- og teleindustrien, når det kommer til fremtidens digitale samfund.
Også næste generations WiFi i form af standarden 802.11ax blev nævnt adskillige gange på dagen.
Det skyldes ikke mindst, at 802.11ax - lidt ligesom 5G - er designet til at matche den moderne brug af trådløse netværk. Her er langt flere enheder er koblet på hver sendemast/hvert hotspot, og der der stigende krav om mere pålidelighed, lav latency og høj hastighed.
Læs mere her: Nu kommer den nye WiFi-standard: Det skal du vide om WiFi 802.11ax
Henrik Engqvist, administrerende direktør i Zibra Wireless, pegede i sit indlæg på, at WiFi allerede i dag fylder meget i vores samfund. Eksempelvis viser Cisco-undersøgelser, at WiFi i 2016 genererede 52 procent af internettrafikken. Og 71 procent af mobiltrafikken sker ifølge WiFi Alliance over WiFi.
Samtidig foregår mere og mere af vores kommunikation ikke som traditionelle sms’er eller telefonsamtaler.
“Over-the-top-applikationerne snupper en stor del af tale- og besked-forretningen,” sagde Henrik Engqvist.
Både behov for kablet og trådløst bredbånd
Dagen igennem var der også debat om fordele og ulemper ved kablede og trådløse bredbåndsforbindelser.
Lars Dittmann, professor, Fotonik, DTU, argumenterede for, at vi skal stoppe med at diskutere, om fiber eller kobber er bedst. Vi har brug for begge teknologier i den digitale infrastruktur i Danmark, og i sidste ende er det alligevel en WiFi-router, der bringer bredbåndssignalet ud til brugeren.
“At få fiberen helt ind igennem husmuren, er sådan set ligegyldigt. Det handler om at bringe den tættere på brugeren, så vi kan optimere de andre teknologier. Der vil eksempelvis næsten altid være en eller anden form for trådløs teknologi, der vil hjælpe os de sidste meter,” forklarede Lars Dittmann.
Læs om hele hans indlæg her: Klar besked fra dansk bredbånds-professor: Glem diskussionen om fiber versus kobber - det er slet ikke det vigtige
Det trådløse bredbånd har fordele og ulemper i forhold til kablede forbindelser. Det er eksempelvis lettere at etablere en trådløs WiFi-forbindelse, men samtidig er netop WiFi ofte også årsagen til problemer med bredbåndsforbindelsen, forklarede Steen Garbers Enevoldsen, udviklingschef hos Fullrate, i en af paneldebatterne på Tele2017:
“Jeg tror, at der er behov for at kigge på en form for 'politeness' eller koordinering inden for WiFi. Når kunder ringer ind til os med internetproblemer, er det ofte WiFi, der er problemet,” sagde han med henvisning til eksempelvis kampen om frekvenser og kanaler.
Samtidig mente Steen Garbers Enevoldsen også, at der er behov for, at vi fokuserer lidt mindre på hastigheder - og meget mere på stabilitet.
“Jeg oplever tit, at kunder klager over WiFi. Jeg oplever aldrig, at de klager over hastigheden - det er altid stabiliteten, de klager over. Jeg tror, at man skal kigge mere på stabilitet og rækkevidde,” lød det fra Fullrate-chefen.
Mere fra Teledagen: