Hver eneste dag bliver der gennemført mere end tre millioner Dankort-transaktioner i Danmark.
Men betalingsmarkedet i Danmark kan stå overfor nogle ganske radikale forandringer, hvor det fysiske betalingskort bliver afløst app-baserede løsninger.
Indtil nu har mobilbetalingskrigen først og fremmest stået mellem MobilePay og Dankorten-appen fra Nets.
Men meget tyder på, at det danske mobilbetalingskrig kan stå overfor en kraftig optrapning.
Det er der især tre tegn på.
1. AliPay kommer til Danmark
Den kinesiske mobilbetalingsgigant AliPay, der har mere end 500 millioner brugere i Kina, står overfor et indtog på det danske marked.
Ifølge mediet Finanswatch er AliPay meget tæt på at lukke en aftale med Nets, der betyder, at det i fremtiden bliver muligt for kinesiske turister og forretningsrejsende at bruge AliPay i danske butikker.
Men spørgsmålet er om AliPay på længere sigt også vil forsøge at tilbyde sin løsning til danske forbrugere. Zennon Kapron, der ekspert i det kinesiske fintech-marked, har tidligere sagt til Computerworld, at han forventer, at det vil ske “før eller siden”.
2. Apple Pay bliver lanceret meget snart
Mere og mere tyder på, at en lancering af Apple Pay i Danmark er nært forestående.
Tidligere på sommeren oplyste Apples administrerende direktør Tim Cook, at Apple inden udgangen af året vil lancere Apple Pay i Danmark, Finland, Sverige samt De Forenede Arabiske Emirater.
De to store spørgsmål er nu blot: Hvornår sker det og i samarbejde med hvem?
Vi ved, at Apple for nylig har oversat sin support-side vedrørende Apple Pay til dansk, hvilket mobilsiden.dk i sidste uge kunne berette. Det antyder, at en dansk lancering af Apple Pay kan være særdeles tæt på.
Dernæst ved vi, at Apple har brug for at indgå et partnerskab med mindst en dansk bank. Det er dog endnu uvist hvilken bank.
Computerworld har tidligere været i kontakt med Nordea, Jyske Bank og Danske Bank, der alle er tavse om, hvorvidt de har tænkt sig at indgå et samarbejde med Apple. Men vi ved dog, at Danske Bank allerede tilbyder Apple Pay i Storbritannien.
I den forbindelse er det måske værd at hæfte sig ved, at Danske Bank netop har skilt MobilePay ud i et selvstændigt firma, hvilket muligvis vil kunne mindske eventuelle interne gnidninger, hvis banken vil begynde at understøtter en konkurrende betalingsløsning som Apple Pay.
Apple Pay understøtter udelukkende Apple-enheder, men en lancering af Apple Pay vil muligivis også kunne åbne døren for Android-baserede alternativer som Samsung Pay og Android Pay.
3. MobilePay opruster
Den populære danske mobilbetalings-app MobilePay opruster i disse dage kraftigt.
Måske på grund af udsigten til stigende konkurrence fra Apple Pay samt Dankort-appen fra Nets.
Senest har appen lanceret betaling fra låsskærm i Matas-butikker, dagligvarekæden Meny og taxier fra Taxi 4x27.
Samtidig har MobilePay annonceret, at appen der hidtil har været en del af Danske Bank nu overgår til at være et selvstændigt selskab. Det sker fordi MobilePay nu skal servicere de mere end 60 forskellige banker, som gennem det seneste år har valgt bakke op om MobilePay.
I den forbindelse vil MobilePay nu også begynde at understøtte konto-til-konto-betalinger.
Det betyder i praksis at bankerne har færre udgifter ved transaktionerne og kunderne får mere detaljerede oplysninger om MobilePay-transaktioner på deres kontoudtog. Det skyldes at transaktionen nu ikke længere sker via et tilknyttet betalingskort, men som en mere traditionel bankoverførsel.