På kontoret hos Columbus i Lautrupparken i Ballerup er der egentlig ikke langt til kilden med friske medarbejdere.
På tværs af parkeringspladsen ligger DTU, der dagligt uddanner nye kræfter til den danske it-branche, men der er ikke nok kvalificerede folk til at mætte medarbejdersulten hos Columbus.
Hos Columbus har man i følge administrerende direktør Thomas Honoré 35 stillinger slået op globalt, men den verdensomspændende koncern kunne sagtens bruge 60 nye folk.
"Så hvis du kender nogen, så sig, at de skal ringe," siger han og griner.
For øjeblikket går det nemlig godt for Columbus, og direktøren har travlt med at indfri ambitionen om, at hæve omsætningen til 1350 millioner i løbet af 2017, og hvis det skal lykkes, kunne han godt bruge flere hænder.
Men at ansætte danske medarbejdere er dyrt. Langt dyrere end, når Columbus indrykker jobannoncer i Indien, Litauen eller USA.
"Problemet er, at vi på grund af det danske skattetryk skal betale så meget mere for dem i løn i forhold til for eksempel amerikanske medarbejdere, der har en anden lønstruktur i forhold til skatten," siger Thomas Honoré.
Blander kortene
De høje omkostninger ved at ansætte danske medarbejdere og det begrænsede udbud af kvalificerede folk, presser Thomas Honoré til at kigge mod udlandet.
Her udnytter Columbus sit globale tilstedevær og rekrutterer uden for landets grænser.
"Vi servicerer vores kunder globalt, så hvis vi får et projekt for en kundes datterselskab i hele verden, så ville vi typisk lave noget her i Danmark og så rejse rundt og lave det arbejde for den pågældende kunde. Men i sådanne tilfælde tænker vi meget over, hvor kernen af det team skal sidde. Hvis det kun skal sidde i Danmark, så kan det simpelthen blive for dyrt," siger Thomas Honoré.
"Så tager vi i stedet nogle medarbejdere fra Rusland, Indien og England og laver et kombineret team, der servicerer den kunde globalt. Du kan sige, at en dansk medarbejder derfor konstant er i konkurrence med en global medarbejder."
Men den danske medarbejder kan jo ikke vinde den konkurrence rent lønmæssigt?
"Nej, ikke lønmæssigt. Derfor skal konkurrencen vindes kompetencemæssigt eller som kombinationen af kompetencer og løn."
Men du sagde tidligere til mig, at vi er på niveau med de internationale medarbejdere. Man kan vel ikke vinde ved blot at være på niveau?
“Nej, det er da også derfor, at der rykker en masse arbejdspladser ud af landet i øjeblikket til andre økonomier. Det er ikke kun til Indien. Det er også til Polen, Tjekkiet og andre steder i Europa, hvor der er en helt anden omkostningsstruktur primært på grund af skatten,” siger Thomas Honoré.
Fem gange så dyr
Columbus-chefen slår fast, at alle de danske medarbejdere er dygtige, men at omkostningsniveauet ikke overraskende er markant højere i Danmark end i andre dele af verden.
Derfor giver det for Columbus tit mening at blande sine hold, så nogle funktioner, der understøttes fra udlandet, mens foreksempel kundekontakt og support varetages på dansk, hvis kunden har det behov.
“Det kan sagtens være sådan, at omkostningerne til en medarbejder i Indien er en femtedel af, hvad den er i Danmark, hvor begge medarbejdere har stort set de samme kompetencer. Hvis det skal give mening, så skal danskeren være fem gange så produktiv som inderen, og det er der ikke så mange der er," understreger Thomas Honoré.
Handler ikke blot om at spare
Selvom det kan lyde som en belejlig spareøvelse for topchefen at placere en del resurser i udlandet til en brøkdel af den løn, som danske medarbejdere skal have haft.
Det er dog ikke den eneste fordel, man hos Columbus drager af at "blande holdene".
"Det handler ikke kun om at spare. Det vi manglede var kompetence, så ved at bygge en forretning op, så vi kan ansætte i Ballerup eller i Vilnius er vi sikre på, at vi kan få den kompetence, vi skal bruge. Det handler også om tilgængelighed af ressourcer, og det er ligeså vigtigt som omkostninger,” siger Thomas Honoré.
Og det siger du ikke bare fordi, det lyder mere behageligt at tale om rekrutere fra en global arbejdsstyrke end at spare på lønbudgettet?
“Jeg driver en børsnoteret virksomhed, og jeg har ikke nogle problemer med at spare på omkostningerne. Det er en del af mit job at kunne levere service til vores kunder til de laveste mulige omkostninger.”