Det offentlige bruger 21.000 millioner kroner på it-udvikling. Men pengene bruges visionsløst på centralisering, som i værste fald med til at finansierer udviklere i udlandet på bekostning af danske vækstvirksomheder.
Det var budskabet fra Umbraco-stifter Niels Hartvig og Thomas Madsen-Mygdal, stifter af blandt andet Twentythree og formand for den netop afholdte Techfestival i København, da de to succesfulde it-folk talte på IT-Branchens Lederdøgn 2017, som netop er blevet afviklet.
De to garvede it-folk er langt fra imponerede over den retning, som de offentlige it-investeringer har taget i de seneste 10 år.
Opfordrer til opgør
De opfordrer derfor til et opgør, hvor it-investeringerne i den offentlige sektor anvendes til vækst i danske virksomheder og til reel forandring i stedet for blot at stræbe efter besparelser gennem digitalisering af det eksisterende:
”Vi har sejret fuldstændigt i de første 10 år af digitaliseringen. Det er derfor, at vi har en styrelse, som hedder Digitaliseringsstyrelsen. Men det dækker ofte over, at man tager det eksisterende og så sætter man digitalt på det – og så har man en ny løsning, hvor brevene kommer som PDF'er i stedet for som fysisk brev,” forklarede Thomas Madsen-Mygdal til Computerworld efter oplægget.
”Men man kan spørge, hvad visionen er for det her? Man har jo blandt andet lagt byrden over på borgerne. Nu får man et eller andet brev uden personlig afsender, og hvor man ikke kan trykke reply noget sted for at svare.”
De store udbud centraliserer ideer og lukker døren for mindre virksomheder
Det er dog især de store centrale offentlige udbud, som de to it-iværksættere ser som et problem:
”Når det kommer til de store udbud, så er der bare en kæmpe disconnect mellem de penge, som det offentlige bruger på it – og så de mennesker, som rent faktisk sidder med hænderne nede i bolledejen”, siger Niels Hartvig til Computerworld.
Han tilføjer, at det offentlige i højere grad burde skabe forbindelser sammen med danske vækstvirksomheder.
Det er noget, som klummeskribent Mogens Nørgaard har argumenteret for i en nylig klumme på Computerworld, som du kan læse her. Nørgaard: Stop snakken om 'opgavetyveri': Her er den fantastiske og rigtige løsning - nogle hundreder vilde, unge komplet med store skærme og coladåser.
”Lige nu er der ingen nye løsninger eller nye virksomheder, som er involveret i det offentlige forbrug. Du kan måske højest finde 0,1 procent. Det betyder, at det offentlige fueler [finansierer, red.] programmører, som sidder i Dehli eller alle mulige andre steder. Det fueler overhovedet ikke, at vi bygger danske vækstvirksomheder,” konstaterer Madsen-Mygdal over for Computerworld.
”I de værste tilfælde flyver man eksperter fra de syv store techvirksomheder ind og holder foredrag og bliver helt benovet over det,” supplerer Niels Hartvig fra Umbraco.
Kun plads til én løsning
For Niels Hartvig handler det også om, at centraliseringen af opgaver reelt betyder, at der kun er plads til én løsning i Danmark:
”Det betyder også, at vi ikke skaber produkter. Hvert enkelt offentligt udbud ender med at være et meget stort centralt projekt. Der er ingen planer om at produktificere, og der er ingen motivation for dem, som vinder udbuddet til at skabe produkter,” forklarer han.
Han henviser til, at man med mindre centralisering og flere konkurrerende løsninger kunne skabe reelle produkter i flere firmaer - og det ville vel at mærke være produkter, der måske ville kunne eksporteres.
Ifølge Thomas Madsen-Mygdal er ensretningen af løsninger dog ikke alene et it- og erhvervsmæssigt problem. For som han ser det, så betyder de centrale løsninger også, at nye ideer aldrig prøves af:
”Det er hele den monokultur, som det offentliges centralisering giver. En digital platform for kommunikation mellem skole og hjem er jo udtryk for hele den pædagogik, som skolen har. Det kan man ikke putte ind i en eller anden national monolit. Hvad hvis der lige pludseligt kom en ny retning inden for skole-hjem-samarbejdet ud af en anden løsning? Det kommer der ikke nu, det er umuligt, når der nu kun er ét system på området,” siger Thomas Madsen-Mygdal
Læs også: Ny rapport slår fast: Dyre og bøvlede it-udbud skræmmer danske it-virksomheder væk