Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne fredag morgen.
Dansk it-firma på vej på børsen
Det danske software-firma AdForm vil forsøge at blive børsnoteret til næste år, skriver Business.
Det 15 år gamle selskab udvikler software til onlineannoncering og har haft eksplosiv vækst i de seneste år.
Ifølge avisen har det i dag en værdi i omegnen af to milliarder kroner og sigter i år efter at nå en omsætning på omkring en halv milliard kronerl.
Selskabet er stiftet af Jakob Bak, Stefan Juriric og Gustav Mellentin, der leder selskabet til daglig. Han står ifølge avisen til at score en milliard-gevinst, hvis børsnoteringen bliver til noget.
Cyberangreb mod Mærsk har fået rederier til at købe flere forsikringer
Forsikringsselskaberne oplever ‘klart stigende interesse’ fra rederier i kølvandet på det store hackerangreb mod Mærsk i CCC, fortæller et par forsikringsselskaber til Finans..
Du kan læse mere om dønningerne efter det store angreb mod Mærsk her: Efter cyberangrebet mod Mærsk: Nu frygter danske rederier hackerangreb.
“Der er en klar stigning i interessen, og vi drøfter med rederierne, hvordan vi kan dække deres manglende indtjening af som følge af et angreb på dem selv eller en vigtig samarbejdspartner," siger head of broking i forsikringsselskabet Edge Denmark, Michael Weber..
Europæiske forsvarsministre med i ‘wargames’
Forsvarsministre fra EU-landene deltog torsdag i et ‘wargame’ under en øvelse i Tallin i Estland.
Her skulle forsvarsministrene i en øvelse håndtere en situation, hvor hackere saboterede EU’s militære indsats i Mellemøsten og samtidig lancerede en kampagne på de sociale medier, hvor EU blev miskrediteret.
Øvelsen tog ifølge Reuters 90 minutter, hvor ministrene i deres warrooms blev præsenteret for nyhedsbulletiner, informationer og rapporter som var det hele virkelighed.
De blev også tvunget til at tage stilling til, hvorvidt nyheden om cyberangrebene straks skulle offentliggøres - og hvad de i givet fald skulle fortælle deres befolkninger.
Ifølge ministrene viste øvelsen, at EU-landene har brug for at være mere opmærksom på de konsekvenser, som cyber-angreb har på EU-landenes kritiske infrastruktur.
Microsofts Satya Nadella udgiver bog 26. september
Microsofts topchef, Satya Nadella, udgiver 26. september bogen ‘Hit Refresh,’ der handler om hans arbejde på at redefinere ‘Microsofts sjæl,’ som han kalder det.
På LinkedIn fortæller han, at han helt fra sin udnævnelse som CEO i 2014 satte transformationen af Microsofts kultur øverst på sin agenda.
“Jeg sagde [til bestyrelsen, red], at vi var nødt til at genopdage Microsofts sjæl, vores grund til at være her. Jeg har efterhånden forstået, at min primære opgave er at kuratere vores kultur, så Microsofts ansatte bliver bedre i stand til at forme vores fremtid,” skriver han.
Satya Nadella skriver om bogen, at den ikke er en sejrsrunde eller en ‘how-to manual,’ men en række reflektioner, ideer og principper om transformation.
Du kan læse mere om bogen her.
IT-Branchen om udspil: Det offentlige skal fokusere på at blive bedre kunde
IT-Branchen er godt tilfreds med det udspil, som regeringen præsenterede torsdag med fokus på, at det offentlige ikke bør konkurrere med private aktører om blandt andet levering af it-systemer.
”Vi har en rigtig bred og mangeartet branche med over 2.000 it-leverandører, der leverer løsninger til det offentlige. Derfor skal det offentlige også fokusere på at blive bedre kunder – ikke leverandører,” lyder det fra IT-Branchens direktør, Birgitte Hass, i en udsendt meddelelse, som du finder her.
Her skriver brancheorganisationen videre, at regeringen i udspillet lægger ‘op til at begrænse den kommunale og regionale erhvervsaktivitet, ligesom de statslige institutioners adgang til indtægtsdækket virksomhed indskrænkes. Og det er sundt.’
”Markedet kan levere bedre løsninger, og tilbyde mere fleksibilitet og skalerbarhed, hvilket i sidste ende vil give lavere priser, end de offentlige myndigheder selv vil kunne opnå,” mener Birgitte Hass.
Også DI Digital er begejstret.
“Det er en barok situation, at kommuner, regioner og stat bruger skattepenge til at udvikle it-løsninger, som der er et stort og velfungerende marked for. Det er både ærgerligt for de virksomheder, som gerne vil udvikle løsninger, men også for det offentlige, da konkurrence som regel medfører de bedste løsninger. Vi håber, at folketinget tager rigtig godt i mod det nye udspil, så vi kan få konkurrencen op i gear,” lyder det fra organisationen.
Læs Computerworlds leder om sagen her: Regeringen tager fejl: ‘Opgavetyveri er ikke det egentlige problem for offentlig it-udvikling’
Europæiske Centralbank: Klar nej til fælles digital valuta
Den Europæiske Centralbank siger klart nej til at indføre en fælles-europæisk digital valuta, der skal være styret fra centralt hold. Det sker efter, at den estiske regering har foreslået, at der lanceret et digitalt alternativt til euroen.
Estland arbejder selv med planer om at tilbyde en digital kryptovaluta, en såkaldt estcoin.
Direktøren for Den Centraleuropæiske Centralbank, Mario Draghi, er imidlertid klar i spyttet:
“Ingen medlemsstat kan indføre sin egen valuta. Valutaen i eurozonen er euroen,” siger han ifølge Reuters.