Hvert år studerer Computerworld it-branchen, og især de seneste år har budt på gode nyheder.
Det gælder også i 2017, hvor i alt 499 it-virksomheder indgår i vores store analyse af konsulentfirmaer, serviceleverandører, hardware- og softwareproducenter, ERP-udviklere og alle de andre, som til sammen udgør den danske it-branche.
Top 100-analysen, som medtager virksomheder med personaleomkostninger på mindst 10 millioner eller en opgivet omsætning på 20 millioner eller mere, viser, at det samlede resultat af primært drift blandt de analyserede virksomheder er vokset til i alt 10 milliarder.
Det svarer til en fordobling fra de 4,3 milliarder, som Computerworld regnede sig frem til sidste år.
Stærke tal
Det er stærke tal, specielt når it-branchens vækst holdes op imod den moderate vækst i samfundet generelt.
Men den stærke vækst sætter også problemet med at skaffe den rette arbejdskraft på spidsen, for de fleste større it-virksomheder mangler eller forudser at de snart kommer til at mangle it-specialister.
Den udfordring mærker også direktør Klaus Eldrup-Jørgensen fra Vedbæk-virksomheden TrackMan:
“Vi mangler ingeniører og programmører i Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi ikke uddanner nogle flere. I dag kan du intet gøre, uden der er software involveret. Der er ikke én softwareudvikler de næste mange år, der ikke vil kunne få job”, fortalte han til Computerworld tidligere i år.
Det kan du læse mere om her: Fik en god ide på golfbanen: Nu har danske it-firma et trecifret million-overskud, 170 ansatte - og brug for endnu flere.
Samme sang har også brancheforeningerne IT-Branchen og DI Digital sunget i flere år.
Og her er der nævnt, at vi på længere sigt kan savne helt op til 20.000 it-specialister.
Det kan du læse mere om her: Se listen: Disse it-folk bliver ansat på stedet - cheferne skriger efter helt bestemte it-kompetencer
Den gode nyhed er, at optaget til både datalogi og ITU er steget. Men den dårlige nyhed er, at stigningen på syv-ti procent ifølge både IT-Branchen og Dansk Erhverv ikke engang er i nærheden af at dække behovet.
Det er et behov, som ikke kun handler om at lande flotte overskud og millionbonuser i it-branchen, men også om at kunne fastholde den vækst og de udenlandske investeringer, som teknologitunge virksomheder står for.
Misset mulighed
I det lys virker regeringens vækstudspil, der blev præsenteret i sidste uge, som en misset mulighed.
Du kan læse mere om udspillet her: Regeringen vil støtte dele-økonomi med 100 millioner kroner om året - flere store planer på trapperne
I de kommende måneder vil regeringen løfte sløret for flere digitale planer, der skal sætte skub i både digitalisering og dele-økonomi.
De bedre forhold for aktieordninger er absolut et spændende forslag, som kan være nødvendigt for at konkurrere med udlandet.
Men den ensidige fokusering på at reducere skatter er ikke en løsning på it-branchens problemer.
Selvfølgelig så mange virksomheder gerne en lettelse i selskabsskatten på en procent eller to, men spørgsmålet er, hvad den lettelse kan bruges til, hvis ikke man kan få de rigtige folk til at løse opgaverne?
Kun ved at investere massivt i de tekniske it-uddannelser kan vi sikre, at Danmark også i fremtiden kan levere den nødvendige vækst og velfærd.
Det sker desværre heller ikke i år.