Da Region Hovedstaden i sidste uge indgik en million-aftale om kunstig intelligens med IBM, så handlede det især om udfordringer med at få kvalificeret sundhedspersonale.
Det fortæller regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til Computerworld:
"Vi bruger mere og mere billeddiagnostik i sundhedsvæsenet, når vi skal se efter kræftknuder, tumorer, væskeansamlinger eller brud."
"Den store udfordring er, at det lægger et pres på antallet af vores radiologer og radiografer. De skal jo se på måske 100 billeder og det gør dem til flaskehalsen når patienter skal udredes eller behandles," forklarer formanden.
"Ved at fodre billederne til en supercomputer, som endda bliver klogere, når den rammer rigtigt eller forkert, så kan vi få en nøjagtighed, som er rigtig god på rigtig kort tid. Resultatet er effektivisering på et område, hvor vi allerede mangler personale," uddyber hun.
Bedre behandling af kræftpatienter
Mens IBMs Watson-teknologi starter med at kigge på tusindvis af scanningsbilleder, så har regionsrådsformanden også kig på, hvordan supercomputere kan være med til at forbedre behandlingen for hovedstadens kræftpatienter:
"Vi ved allerede i dag, at nogle mennesker får en behandling som ikke gavner dem. De modtager måske en pille, som koster 80.000 kroner, hvor måske en tredjedel får det bedre, en tredjedel oplever ingen effekt og måske en tredjedel får bivirkninger. Det er både ineffektivt og skidt for patienterne," forklarer Sophie Hæstorp Andersen.
Hun uddyber, at der derfor er stor fokus på såkaldt personlig medicin, hvor behandlingen kan skræddersyes ud fra blandt andet patientens gener:
"Menneskets gener er allerede kortlagte, men vi skal blive endnu klogere på, hvordan de hænger sammen med kræftbehandlingen. Men for at komme derhen har vi brug for regnekraften fra supercomputere."
Pilotforsøg allerede gennemført
"Vi har allerede lavet et pilotforsøg med Watson og ladet den analysere data fra en patient. Derefter gennemtrawlede Watson hele verdens medicinske litteratur og kom med en række forslag."
På trods af mulighederne for effektivisering og bedre behandling ser Sophie Hæstorp Andersen dog ikke Watson overtage sundhedsvæsenet i hele hovedstaden:
"Jeg ser ikke computere som Watson afløse læger eller sygeplejersker lige nu. Men de kan supplere det uddannede personale og få skabt hurtigere beslutninger. Der er jo allerede nu områder, hvor vi har mangel på uddannet personale."
"Anvendelsen af it rejser samtidigt nogle etiske udfordringer. For hvad hvis systemet begynder at konkludere i en helt anden retning, end hvad der er rigtigt? Det er faren ved systemer, som skal blive klogere. Derfor er det vigtigt for mig, at systemerne i første omgang fungerer ved siden af personalet og ikke som erstatning for dem," slutter regionsrådsformanden.
Læs også: Alzheimersforeningens direktør vil finde kur i data - men er bekymret over begrænsningerne fra EU