Godmorgen fra Computerworld. Her har du det hurtige overblik over it-nyhederne onsdag morgen.
Robotter i gang med arbejdet i Odense Kommune
Odense Kommune har på syv uger høstet gode erfaringer i et pilotprojekt med software-robotten Tyra, som kommunen har sat til at håndtere lægeerklærings-fakturaer og digitale underretninger for Beskæftigelses- og Sundhedsforvaltningen.
Kommunen modtager årligt henholdsvis 12.000 og knap 36.000 af disse dokumenter, som hidtil har skullet håndteres manuelt.
"I arbejdet med Tyra har vi mødt stor interesse for ny teknologi og løsninger af rutineprægede opgaver. Det har været et nyt skridt for os alle, men tanken om at bruge robotter er nu blevet langt mere konkret. Når vi automatiserer rutineprægede opgaver, er det med til at aflaste medarbejdere og frigøre ressourcer til andre opgaver, " lyder det fra kommunens IT- og Digitaliseringschef Jørgen Brolykke Rasmussen, i en udsendt meddelelse.
Accenture har stor succes med mindfullness
It-konsulenthuset Accenture har succes med kurser i mindfullness, hvor medarbejderne via bestemte øvelser bliver bedre i stand til at fokusere og prioritere opgaverne fremfor hele tiden at lade sig presse af mailstrøm og mobiltelefon.
Programmet er udviklet i samarbejde med Potential Project.
"Jeg har lært at slutte fred med det, jeg ikke når, fordi jeg i stedet går helhjertet ind i de opgaver og projekter, som jeg prioriterer. Jeg var dybt skeptisk, da jeg startede på programmet, men stod alligevel tidligt op hver anden fredag fem gange for at deltage i kurset, der varer halvanden time. Til kurset hører en app, som jeg bruger til at holde mine færdigheder ved lige i hverdagen," siger direktør Birgitte Ludvigsen til Børsen.
USA sagsøger Fiat Chrysler for snyde-software i 100.000 biler
Den amerikanske stat sagsøger bil-koncernen Fiat Chrysler med beskyldninger om, at bil-firmaet har udstyret 104.000 biler solgt på det amerikanske marked med snyde-software, der har registreret fejlagtige emissions-tal på bilerne.
Det drejer sig om biler af mærket Dodge Ram 1500 og Jeppe Grand Cherokee fra 2014, 2015 og 2016.
Søgsmålet kommer efter, at Fiat Chrysler har meddelt, at selskabet vil opdatere al softwaren.
Bil-firmaet afviser alle anklager og bedyrer, at det ‘forsvare sig indædt - især mod alle beskyldninger om, at selskabet har været involveret i nogen som helst bevidst plan om at installere snyde-devices for at narre emissions-test", lyder det.