Jeg har set Formel 1 lige så lang tid jeg kan huske og har fuldt både Prost, Senna, Schumacher og Vettel i deres storhedstider, og bruger faktisk et par timers tid hver uge på at diskutere sporten med en kammerat, i vores egen, hjemmebryggede podcast.
Jeg er med andre ord en stor fan at motorsport og fortæller gerne enhver om herlighederne ved Spa, Suzuka eller Melbournes Grand Prix, hvis de skulle spørge - og det er måske paradoksalt nok derfor jeg også er så vild med Mario Kart 8 Deluxe.
Og nej, jeg ikke forsøger at overbevise nogen om at Mario Kart har særlig meget med virkeligheden at gøre, for Nintendo har med stor glæde skabt endnu en oplevelse der udnytter de ikke eksisterende rammer i Mario-universet.
Således foregår ræsene her både under vandet, i luften og på jorden, mens banernes omgivelser inkluderer variationer af alt fra noget der minder om reelle racerbaner til verdner bygget af kage og skumfiduser.
Hele farvebøtten er brugt på de i alt 48 baner, der alle indeholder en enorm variation og ofte hver især spænder over adskillige forskellige undertemaer. Det bliver med andre ord sjældent kedeligt at kigge på, og i stedet vil man selv efter at have fræset den samme bane igennem mange gange, stadig være i stand til at finde små finurlige detaljer over det hele.
Men blot fordi det hele er pakket ind i farvefyldte klæder og sprudlende humør, kommer man dog ikke uden om at ræset er grundpillen i Mario Kart 8 Deluxe. Og det er her Nintendos efterhånden mangeårige erfaring med genren viser sig, og ligeledes her fans af alskens forskellige slags motorsport vil kunne drage lidt på erfaringen, for her er tale om en overraskende raffineret omgang væddeløb.
Opsætningen af dit fartøj er godt nok holdt til det minimale, men banegenkendelse og perfekt udnyttelse af de mange sving gennem det indbyggede powerslide-system, er hvad der på distancen kommer til at sikre dig banerekorder og guldpokaler. Marios nyeste gokart-eventyr skjuler det gerne, men under overfladen ligger der et overordentligt kompetent racingspil, og det giver hele oplevelsen en bund man sjældent mærker i genren.
Kontrollen over speederen og de mange svingkombinationer er dog ikke alt. Møntindsamlingen under løbet vil således tilføje hestekræfter til motoren, mens et bredt udvalg af forskellige midlertidige opgraderinger kan gøre livet surt for modstanderne, eller på anden vis forøge chancer for at man selv kommer først i mål.
Som Deluxe-tilføjelsen til titlen antyder, er her ikke tale om et nyt spil - faktisk ikke engang tæt på. I stedet har Nintendo finpudset de i forvejen få kanter fra WiiU-versionen af Mario Kart 8, og tilføjet yderligere indhold til den såkaldte Battle Mode, hvor det er muligt at plaffe løs på vennerne i i labyrint-lignende baner.
Ingen af delene har gjort noget drastisk for den opdaterede version. Det gør dog ikke det store for Mario Kart 8 har lige siden dets oprindelige lanceret været kongen af genren, og den opdaterede version bærer stolt den titel videre med en afsindigt finpudset oplevelse, der er enormt svær at ligge fra sig når man først er kommet godt i gang.
At man med Switch-versionen har muligheden for at tage det hele med sig i ukomprimeret form er dog tæt på at være skelsættende, særligt fordi konsollens to controllere og muligheden for multiplayer i splitscreen, betyder at man kan udfordre vennekredsen hvor som helst.
Indholdsmæssigt byder Mario Kart 8 Deluxe ikke på nogle markante opdateringer, men det gør ikke det store da hele pakken stadig er fantastisk spilbar.
Esset i ærmet er dog muligheden for at tage det med på farten og nyde det med vennekredsen uanset hvor man befinder sig, og en bedre demonstration af Switch-konsollens unikke mulighed findes endnu ikke.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera