Artikel top billede

Prøvekørt: Computerworld blæst bagover af Microsoft Mixed Reality-platform - men hvad skal vi bruge det til?

Microsoft har store planer med det såkaldte Mixed Reality, og Acer er klar med det første MR-headset. Oplevelsen blæste Computerworld totalt omkuld under en prøvekørsel i New York.

For to år siden løftede Microsoft sløret for selskabets HoloLens-briller.

Ingen havde set det komme, og Microsoft havde udviklet dele af headsettet under det teater, hvor headsettet blev præsenteret for verdenspressen.

HoloLens virkede som et kig ind i fremtiden: Et headset, der kan vise hologrammer svævende over dit køkkenbord og vise arbejdstegninger i 3D for øjnene af dig.

Du kan læse om vores møde med HoloLens her: Prøvekørt: Så fantastisk er HoloLens Developer-udgave - vi har prøvet den

Men hologrammerne skulle ikke kun vises på Microsofts 20.000 kroner dyre HoloLens-headset.

I den seneste version af Windows 10 - Creators Update - inkorporerede Microsoft Mixed Reality-platformen: Det er en platform, der anvendes til at vise hologrammerne som digitale elementer og apps i en virtuel verden via headsets, som skal sælges til en tiendedel af prisen af HoloLens.

Mixed Reality-platformen blev fremvist i efteråret og nu er det første headset fra Acer klar til at vise Microsoft "VR/MR"-univers, der udspiller sig i en virtuel luksus-lejlighed med havudsigt.

Så hvordan fungerer det? Overraskende godt, men med nogle mangler.

Hvad er MR?

Microsoft kalder platformen for Mixed Reality eller MR. Igennem "MR"-headsets får du vist en 3D-version ligesom virtual reality-briller som HTC Vive og Oculus Rift, men modsat de dyrere VR-headset, har MR-headset ikke brug for eksterne IR-målere. 

I stedet er der indbyggede kameraer i headsettet, hvilket måler dine omgivelser og kan lave digitale kopier af flader i den virkelige verden.

Da headsettet ikke kræver eksterne trackere, er opsætningen af brillerne langt lettere end de klassiske VR-headsets.

Ved et event i New York afprøvede vi Acers nye MR-headset - som også er en developer-udgave - og opsætningen bestod vitterlig blot af at indsætte headsettet via USB C-port, at indskrive sin højde i Mixed Reality-appen i Windows 10 og bevæge headsettet rundt i en firkant for at markere det område, hvor man gerne vil kunne gå rundt.


Derefter tager man headsettet på.

Da vi ikke måtte filme eller tage billeder i forbindelse med testen af headsettet for Acer, har vi tilføjet en af Microsofts videoer af oplevelsen. Det virtuelle univers er anderledes, men oplevelsen er den samme.

Lækker lejlighed

Med headsettet på står du i en lejlighed med havudsigt. Acers headset giver et overraskende skarpt billede, langt skarpere end i et HTC Vive og Oculus Rift.

Ligesom med andre VR-headset kan du kigge dig rundt, og da du allerede har markeret en firkant omkring dig under opsætningen, kan du også bevæge dig en smule rundt i den virtuelle verden ved at gå rundt i den virkelige verden.

Lejligheden kaldet "Cliff House" er blot en måde at tilgå den virtuelle verden på, og du vil få mulighed for selv at opbygge dine omgivelser i den digitale virkelighed på et senere tidspunkt.

Det fungerer næsten lige så godt som HTC's langt dyrere og mere begrænsede Vive-headset.

Med en Xbox controller kan du bevæge dig rundt i den digitale lejlighed. Da jeg forsøgte at bevæge os rundt med thumb-stikket, blev jeg dog hurtigt utilpas og køresyg.

Det er et almindeligt problem for VR-headset - at du bliver køresyg, når dine egne bevægelser ikke passer til dine bevægelser i den virtuelle verden - og blev løst af, at du kan "teleportere" dig rundt med "y"-knappen på controlleren i stedet. Det fungerer lang bedre.

Læs også vores anmeldelse af HTC Vive: Test: HTC Vive er et kig ind i en ubeskrivelig og skræmmende fremtid - men den koster kassen

Overbevisende apps

Kigger du rundt i lokalet, kan du se flere rum, hvor der hænger forskellige billeder og applikationer på væggene eller på borde.

Der er eksempelvis et arbejdslokale, et vindue med panoramaudsigt, en globus og en hjemmebiograf.

Platformen, lejligheden, bygger på Microsofts Holographic Platform, som nu hedder Mixed Reality, og derfor finder du de samme applikationer i MR-headsets, som du finder i Microsofts HoloLens.

Det er et smart valg, for på sigt kan det være med til at fylde butikken op med apps til både MR-headset og til HoloLens.

Læs også: Nyt om HoloLens: Her er syv vigtige detaljer om Microsofts hologram-headset

Ved at kigge på en app, aktiveres den, og kan benyttes, hvad end det er en Edge-browser eller Netflix-vindue. Apps håndteres enkelt og relativt intuitivt, ligesom du let både gør vinduer større eller lukker dem ned.

En anden app er en virtuel turist-app, som lader dig besøge Machu Picchu i Peru set fra en luftballon. Det er yderst overbevisende, og man kan nemt se muligheder i forbindelse med undervisningsverdenen eller ved salg af store produkter med de virtuelle briller.

Alt styres med Xbox controlleren, men en Microsoft-udvikler bag Mixed Reality-platformen fortæller mig, at man i øjeblikket ser på alternative interaktionsmuligheder.

Det er eksempelvis et minus, at man hverken kan se Xbox Controlleren for sig eller for den sags skyld et tastatur, hvis man skulle bruge platformen som et virtuelt arbejdsmiljø.

Konklusion:
Microsofts MR-univers viser sig at være velfungerende, men stadig på et meget tidligt stadie.

For hvad er brugsscenariet?

At apps placeres i en digital lejlighed kan være med til at lette overgangen for de knap så tekniske til den digitale verden, og både apps og platform ser ud til at fungere godt.

Acer-headsettets skarpe skærm giver en fin gengivelse af den virtuelle verden, og at headsettet kan placere dig i rummet og tillade, at du bevæger dig rundt uden eksterne tracking-enheder er yderst imponerende og efterlader HTC Vive med et forklaringsproblem.

Desuden er prisen for de nye MR-headset mere fristende end både HTC Vives, Oculus Rifts og Microsofts HoloLens. Acer og andre producenter har indgået en aftale med Microsoft om, at prisen på de nye MR-headset skal starte på 299 dollars - knap 2.000 kroner. Det er noget lidt andet end HoloLens' 20.000 kroner.

Ligeledes kræver Microsofts Mixed Reality og Acers headset ikke en synderlig stærk computer. Selvom headset og platform fungerer bedst med et dedikeret grafikkort, vil det være i stand til at fungere på en computer med en ny Core i-processor (7.gen) med integreret GPU. Både HTC Vive og Oculus Rift kræver relativt stærke - og dyre - computere for at fungere.

Kort fortalt er Microsofts platform allerede i sin spæde form imponerende velbygget, og Acers udviklerheadset et gedigent produkt til de udviklere og entusiaster, der vil i gang med den virtuelle verden så tidligt som muligt.

Læs også: Tivoli i København indfører superfed virtual reality: Tag med os på en vild flyvetur gennem bjerge, eksplosioner og en rød kinesisk drage


Loading ikon