Build, Seattle: For andet år i træk har Microsoft gennemført en Build-konference næsten uden at nævne selskabets Windows 10-Mobile-platform en eneste gang.
Kun en enkelt gang blev der fremvist en Windows Phone på scenen - i forbindelse med One Drive On-Demand - hvilket medførte et enkelt, enestående "wuhu!" fra publikum efterfulgt af latter.
Alle nye lanceringer af apps eller funktioner i forbindelse med Build var kun rettet mod iOS og Android-platformene.
Selv om Microsoft ikke selv siger det, så peger det kun i en retning: Microsoft har indset, at selskabets fremtid ikke ligger inden for smartphones.
I hvert fald har de færreste udviklere eller forbrugere været interesserede i at røre Windows 10-telefoner med en ildtang, alt imens Microsoft har ladet platformen dø en langsom kuldedød over de seneste år, og i dag sælger selskabet næsten ingen Windows 10-telefoner.
Folk vil hellere have iPhones eller Samsung-telefoner, men ejer stadigvæk en Windows-computer.
Derfor har Microsoft smart nok valgt at gøre det eneste rigtige: At ride med på Apples og Googles succesfulde mobileventyr ved at gøre iOS eller Android bedre sammen med en Windows-computer.
Bedre sammenhæng mellem Windows og iOS/Android
Markedet for smartphones styres i dag af Android med iOS-platformen som en sikker nummer to.
Til trods for Androids store udbredelse, 80 procent af alle smartphones i verden styres af Android, er iPhones med iOS en yderst populær platform særligt i USA og i Vesteuropa - nogle af de mest købelystne markeder.
Ved Build 2017 fremviste Microsoft en række nye tiltag, der gør det lettere at eje en Windows 10-computer sammen med en iPhone/Android-telefon ved at udviske barrierene mellem telefon og computer - lidt i stil med Apples eksisterende Continutity-teknologi mellem iOS og MacOS.
I den kommende Fall Creator Update vil Timeline-funktionen samle alle dine handlinger over den seneste tid i Windows i en overskuelig oversigt, men bruger du Microsoft-apps som Word, PowerPoint eller lignende på din iPhone sammen med din Windows-konto, ved din computer det og viser appen i Timeline-oversigten.
Har du haft Outlook-appen åben på din iPhone, kan du ved at trykke Windows-tast + tab på din computer finde appen automatisk i oversigten og hurtigt åbne den igen, og tredjepart-apps kan tilslutte sig Microsoft Graph og komme ind på Timeline-oversigten.
Nye evner i Microsofts digitale assistent Cortana giver iPhones og Android-telefoner lignende evner. Har du haft nyheds-appen eller Groove-musikafspilleren åben, vil Cortana på din telefon automatisk foreslå at du læser artiklen færdig i nyheds-appen, eller åbne Groove på din telefon.
Cortana findes dog ikke på dansk endnu, så den funktion må vi kaste en hvid pind efter.
Kopier fra computer til telefon
Microsoft går skridtet videre. Har du både en iPhone og en Mac-computer, kan du allerede nu kopiere tekststykker på telefonen og sætte det ind med Command + V på din Mac.
Med sin nye Clipboard-funktion vil du kunne kopiere både billeder og tekst fra en Windows 10-computer til telefon - eller den anden vej - via SwiftKey-tastaturet til iOS og Android, som Microsoft opkøte for et år siden. Det betyder, at funktionen vil fungere på tværs af alle apps.
Microsoft eksemplificerede det med, at du nu ikke længere behøver sende dig selv en mail med et billede fra din telefon, som du skal bruge billedet på din computer.
Det er alle funktioner, som ikke resulterer i flere solgte Windows 10-telefoner, men som gør det lettere at eje en iPhone eller Android-telefon sammen med en Windows 10-computer eller Microsoft-tjenester.
Og det er der, pengene ligger for Microsoft.