Uden de store pressefanfarer eller begivenheder lancerede Apple en ny iPad i starten af april måned.
Den fortjener heller ikke de store armbevægelser eller superlativer, for det er bare en iPad. Og her forsøger jeg ikke at sparke til fanboy-ilden og tirre de Apple-glade.
Jeg forsøger bare at sige, at den nye iPad blot er en iPad uden nogen former for nye innovationer eller californisk hippie-kapitalist-magi.
Den er så intetsigende og tom for nyheder, at Apple ikke engang har givet den et nyt navn. Den hedder iPad. Ingen Air, ingen 5'er. Intet.
Bare iPad.
Men netop derfor er den som skabt til dig, der står og vil erstatte din gamle iPad 2, 3 eller 4.
Gammel, men velkendt skal
Ligesom sidste års kedelige lancering af verdens kedeligste smartphone, iPhone SE, består den nye iPad af et flere år gammelt design med relativt opdateret hardware.
Selve iPad (2017) har præcis den samme skal som iPad Air fra 2013 og er en smule tykkere end efterfølgeren, iPad Air 2 fra 2015.
Da iPad Air udkom i 2013 var den revolutionerende tynd, men i dag i 2017 virker den småfed og gammeldags med sine 7,5 mm. Dog har hjem-knappen fået indbygget en fingerskanner, så du kan bruge Touch ID til at åbne iPad'en.
Selvom iPad (2017) har samme skærmstørrelse som en iPad Pro (9,7 tommer), har den ingen smart connectors til at forbinde til Apples egne tastaturer, og du kan heller ikke bruge en Apple Pencil på iPad (2017).
Læs også: Test: iPhone SE er Apples den mest uambitiøse telefon - men den er billig
Luft mellem skærm og glas
iPad (2017)'s skærm har stadig den samme høje iPad-opløsning som på andre nyere iPads. 2.048 x 1.536 pixels med en pixeltæthed på 264ppi. Skærmen er skarp og tekst står flot. Den har dog ikke helt lige så realistiske farver som på en iPad Pro, ligesom skærmen også er lidt mere reflekterende.
Men skærmpanelet er ikke lamineret til glasset, som du berører med dine fedtede fingre, og derfor er der godt en millimeter luft mellem glas og skærm.
Sådan så skærmen også ud på en iPad Air tilbage i 2013, men her i 2017 er det normalt kun på skærme på billige Acer-tablets, at vi ser den slags vederstyggeligheder.
Det er grimt, og har du først lagt mærke til det, er det svært at abstrahere fra.
Særligt tydeligt er det, hvis du vælger en iPad (2017) med en hvid front. Det er langtfra lige så tydeligt på en sort iPad.
Læs også: Overblik: Seks attraktive tablet-computere som er i handelen lige nu
Yder som en ny iPad
Måske ligner iPad (2017) en iPad Air fra 2013, men hardwaren er dog opdateret. Inde i iPad'en finder du Apples A9-processor, som også sidder i Apples iPhone 6S.
Målt på benchmarks ligger iPad (2017) sig som forventet midt imellem den nu udgåede iPad Air 2 og den markant bedre, men også næsten dobbelt så dyre iPad Pro.
I praksis oplever vi, at iPad (2017) åbner alle apps lynhurtigt, spil eksekveres flot og hurtigt, og multitasking er en leg. Du kan have to apps åbne på samme tid, ligesom du kan trække udvalgte apps ind fra siden.
Det føles som en iPad.
Vi oplever også, at iPad (2017) har den samme forventede lange batterilevetid som iPad-ejere er vant til. Efter en uge i Vestjylland og to bøger tygget i stykker, har vi kun været nødt til at oplade en gang.
Konklusion:
Der er intet nyt under solen med iPad (2017), men ligesom med iPhone SE, så er der heller ikke altid brug for nytænkning.
Nogle gange er der bare brug for en opdatering.
iPad (2017) er sådan en. En stille og rolig opdatering af verdens mest populære tablet, nu med en startpris på 3.000 kroner.
Den fungerer som en iPad, har batterilevetid som en iPad og ligner en iPad.
Skærmen er iPad (2017)'s største minus og ligner noget fra Steve Jobs tid, men det er formodentligt med til at holde prisen nede.
Det er ikke den iPad, man går rundt og ønsker sig, men i stedet den iPad, som er brugbar og funktionel.
Har du eller familien erstattet den gamle HP Pavillion-bærbar med en iPad 2,3 eller 4, og er de ved at være forældede, er den nye iPad den naturlige opgradering.
Læs også: Test: Ny iPad Pro på 9,7-tommer er den bedste tablet - men måske skal du købe en anden