Det er kun en måned siden, at ATP efter længere tids ballade opsagde kæmpekontrakten med KMD om levering af udbetalingssystemet Social Pension.
Alligevel er ATP allerede nu klar med det nye opgaveudbud, som skal anvendes til at finde det selskab, der skal afløse KMD som leverandør af systemet.
Der er tale om et kæmpeudbud på ikke mindre end 320 millioner kroner på systemet, der skal anvendes til håndtering af pensionsudbetalinger til de 1,2 millioner pensionister i Danmark
Det kan virke som hastværk allerede at være klar med udbudsmateriale i dette omfang så kort tid efter, at den foregående leverandør blev fyret.
Men det er det ikke, lyder det fra ATP.
"I al væsentlighed ser udbudsmaterialet ud som første gang, så det har sådan set ikke været et kæmpe-arbejde at udarbejde dette nye materiale. Derudover har vi jo været i gang med arbejdet i et stykke tid, fordi vi længe har vidst, at der var en mulighed for, at vi skulle i udbud igen. Så vi gik ikke først i gang den dag, hvor vi opsagde aftalen med KMD," siger underdirektør i ATP, Hans Christian Jelstrup, til Computerworld.
ATP's fyring af KMD var undervejs i meget lang tid og var resultatet af meget lang tids utilfreds og uenighed mellem parterne.
Store erstatningskrav
Efter fyringen af KMD kunne Computerworld afsløre, at ATP forlanger gigantiske 881 millioner kroner i erstatning fra KMD.
Det kan du læse mere om her: ATP forlanger 881 millioner kroner i erstatning af KMD for kuldsejlet it-projekt
KMD-direktør Eva Berneke meddelte efter fyringen, at KMD ville sagsøge ATP for fyringen med krav om erstatning. KMD mener, at ATP's indsats i projektet var under al kritik og præget af passivitet og fejl.
Det kan du læse mere om her: KMD vil sagsøge ATP efter fyring: ATP's indsats har været ‘mangelfuld, forsinket og fejlbehæftet.'
Den udlægning er ATP lodret uenig i.
"I al væsentlighed mener vi jo, at det oprindelige udbudsmateriale samt vores måde at samarbejde på har været i orden," lyder det fra Hans Christian Jelstrup.
I det nye udbudsmateriale forsøger selskabaet dog at tage højde for risikoen for at løbe ud i lignende uenigheder.
Derfor har ATP i det nye udbudsmateriale indlagt krav om demonstration af standardsystemet på et langt tidligere tidspunkt, end det var tilfældet med KMD.
"Det er klart, at vi har tænkt en del over, hvordan vi kan undgå at havne i samme situation. De største tilpasninger, vi har foretaget, er, at vi har sikret os, at vi får demonstreret standardsystemet på et så tidligt tidspunkt, at vi får mulighed for at trække os ud af samarbejdet. Det skal sikre, at vi på et tidligere tidspunkt er trygge ved, at vi får den kvalitet, der er aftalt i kontrakten. Og så nævner vi specifikt §137 i materialet," siger Hans Christian Jelstrup.
Også det oprindelige udbud havde en ramme på 320 millioner kroner, men Computerworld erfarede dengang, at KMD endte med at byde ind med en pris på under 200 millioner kroner.
Det kan du læse mere om her: ATP presser stor KMD-regning ned med 25 procent.
I det nye udbudsmateriale fremhæver ATP da også, at ‘prisen ikke er det eneste bedømmelseskriterium."
Hvor stor sandsynlighed er der for at ATP undgår at komme ud i en ny skandalesag om denne nye leverance?
"Vi kan ikke udtale os om sandsynligheden. Men vi kan sige, at vi har flere andre lignende projekter i gang, hvor vi ikke er landet i en lignende kritisk situation."
Kan I garantere, at I ikke kommer ud i et nyt fejlslagens projekt?
"Nej, det kan vi ikke. Men vi stoler selvfølgelig på, at den leverandør, vi tegner kontrakt med, lever op til sine forpligtelser, ligesom vi selv skal leve op til vores."
Får den nye leverandør kortere lunte end KMD?
"Som i ethvert samarbejde vil vi gøre brug af kontraktens forskellige håndtag, hvis der opstår udfordrende situationer. Men vi stoler selvfølgelig på, at den leverandør, vi tegner kontrakt med, lever op til sine forpligtelser, ligesom vi selv skal leve op til vores."
Krav om økonomi og muskler
Det kræver muskler af en vis størrelse at stå for en leverance af denne størrelse, og ATP betinger sig da også i udbudsmaterialet, at kun etablerede selskaber med en årlig omsætning på mindst 80 millioner kroner og en egenkapital på mindst 25 millioner kroner kan komme i betragning.
KMD er på forhånd udelukket fra at deltage i processen, da ATP usædvanligt i kølvandet på fyringen har aktiveret udbudslovens §137 til at sætte det store selskab uden for døren.
I §137 hedder det, at en ‘udbudsgiver' kan udelukke en leverandør fra at deltage i et udbud, hvis
"...ordregiveren [ATP, red] kan påvise, at ansøgeren eller tilbudsgiveren væsentligt har misligholdt en tidligere offentlig kontrakt, kontrakt med en forsyningsvirksomhed eller koncessionskontrakt og misligholdelsen har medført den pågældende kontrakts ophævelse eller en lignende sanktion."
Også kommunerne har truet med helt at udelukke KMD fra kommende udbud.
Det efterlader muligheder for gruppe leverandører med kompetencer på området, som i de senere år har meldt sig på banen som interesserede i de store, offentlige opgaver, efter KMD er blevet tvunget til at afgive sine monopolsystemer.
KMD vandt i sin tid ordren foran Netcompany, CSC, IBM og EG, der alle er selskaber, som har vundet offentlige opgaver i den senere tid.
Fyresedlen til KMD blev udstedt, efter KMD og ATP måtte opgive at nå hinanden i et forlig i sagen.
Her havde KMD ellers tilbudt ATP en rabat på 100 millioner kroner samt en række forskellige vilkår, hvis ikke Social Pension-projektet kom på banen.
Bestyrelsesformand i Udbetaling Danmark, Frank Jensen, sagde i forbindelse med fyringen,, at erstatningskravet vil modsvare det tab, som kommunerne i sidste ende risikerer at betale.
Du finder udbudsmaterialet om Social Pension her: IT-løsning til administration af Social Pension (2017).