Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

KMD betaler 100 millioner kroner i bod til Kombit i stort forlig efter måneders voldsom kritik

KMD betaler 100 millioner kroner tilbage til kommunernes fælles it-organisation, Kombit, som led i et forlig om de stærkt forsinkede systemer.

Efter en turbulent tid med voldsom kritik og stor utilfredshed fra flere store kunders side, har KMD indgået forlig med kommunernes it-selskab, Kombit, i sagen om en række stærkt forsinkede it-systemer.

I forliget indgår, at KMD betaler 100 millioner kroner i bod til kommunerne for den stærkt forsinkede leverance af de såkaldte støttesystemer.

Kombit-formand Erik Nielsen siger i en pressemeddelelse, at det er hans indtryk, at KMD har 'lyttet' til kommunernes utilfredshed.

"Og med dette forlig imødekommer KMD centrale dele af kommunernes ønsker," siger han.

Læs også: Utilfredse kunder, møgsager og store erstatningskrav hober sig op for KMD: Hvad er gået galt?

Støttesystemerne er indtil videre 15 måneder forsinkede. Kommunerne har været aldeles rasende over forsinkelsen, da støttesystemerne skal erstatte gamle KMD-systemer, som er væsentligt dyrere for kommunerne.

Det betyder, at KMD tjener meget store summer for hver måned, KMD er forsinket, hvilket har fået kommunerne til direkte at beskylde KMD for at spekulere i forsinkelserne.

Dette har KMD's topchef, Eva Berneke, blankt afvist.

Det kan du læse mere om her: KMD-topchef efter voldsom kritik: "Jeg afviser fuldstændigt blankt, at KMD spekulerer i at forsinke systemer til kommunerne"

Forliget mellem Kombit og KMD indeholder tre hovedelementer.

1: Tilbagebetaling af 100 millioner kroner.

2: En forlængelse af den nuværende prisaftale om de eksisterende systemer, hvilket sikrer kommunerne en besparelse på 300 millioner kroner.

3: En skarp tidsfrist, der gør, at KMD har indvilget i at betale yderligere bod, hvis ikke systemerne er klar senest i oktober 2017.

Denne sidste del af aftalen skal sikre, at det er KMD, der taber penge, hvis systemerne forsinkes yderligere, og ikke kommunerne, der ellers hidtil har måtte gribe i lommerne for hver måned, de nye systemer er blevet forsinket.

Eva Berneke meddeler i pressemeddelelsen, at KMD anerkender, at 'leveranceforløbet omkring støttesystemerne ikke har mødt kommunernes krav og forventninger, og har heller ikke mødt vores egne.'

"KMD vil i samarbejde med Kombit gøre sit yderste for at få afsluttet leveringen af støttesystemerne til alles tilfredshed," lyder det fra Eva Berneke.

Kombit har tidligere meddelt, at kommunerne forventede at blive kompenseret 'krone for krone' for forsinkelserne - inklusive afledte skadeeffekter, da forsinkelserne betyder, at også andre systemer er blevet sat i venteposition.

Kombit har tidligere sagt, at det forventede beløb ville løbe op i 'stort, tre-cifret millionbeløb.

Hård kritik

KMD har gennem de seneste måneder været udsat for meget hård kritik for både selskabets forretningsmetoder og kvaliteten af selskabets systemer.

Både kommunerne, ATP, FTF-A, Skat, Region Syddanmark og senest Coop har i hårde vendinger udpeget KMD som en væsentlig årsag til it-problemer.

Flere af dem har peget på dårlige leverancer, manglende efterlevelse af aftaler og dårligt samarbejde som nogle af de væsentligste kritikpunkter.

Fornylig har både Region Syddanmark og FTF-A ophævet store aftaler med KMD om udvikling og levering af store it-systemer, mens Skat har stævnet KMD med krav om tilbagebetaling af 700 millioner kroner for det kuldsejlede EFI-projekt.

"Vi står med et it-system, der aldrig kom til at fungere og en leverandør, der ikke har leveret som lovet," sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) dengang.

Læs også:

Coop i hård kritik af KMD: Er skyld i alle it-problemerne - og vil ikke erkende fejl

Rapport: KMD har udviklet for få standardkomponenter i omstridt ATP-projekt i strid med aftale

Kommuner opsiger del af kæmpe-aftale med KMD: "Set i bagklogskabens klare lys skulle KMD aldrig have haft den her opgave"

Stor a-kasse fyrer KMD flere år inde i stort projekt: Skifter til Netcompany

Kommunerne truer KMD: Overvejer at udelukke KMD fra fremtidige ordrer

Region Syddanmark ophæver kæmpekontrakt med KMD

Kommunerne truer KMD: Overvejer at udelukke KMD fra fremtidige ordrer




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere