ComputerViews: Det "mobile Dankort" fra Nets bliver i øjeblikket omtalt som det store dyr i åbenbaringen, når det gælder mobilbetalinger.
I et interview med Ritzau forudser eksperten Henning N. Jensen, der er seniorpartner i konsulentvirksomheden PlusCon og som har en fortid hos Nets, at det mobile Dankort kommer til at vinde en kommende mobilbetalingskrig i den danske detailhandlen.
Her ventes Nets at få en kæmpe fordel i forhold til at få opbakning fra detailhandlen, hvor blandt andet Dansk Supermarked har meddelt, at virksomheden dropper MobilePays betalingsløsning til fordel for Nets'.
Dermed vil det være fristende at konkludere, at Nets står med en potentiel bragende succes på hånden.
Men så simpelt er det langt fra.
Mobilbetalings-apps har det svært
For erfaringerne viser, at det er svært at få et gennembrud med mobile betalingsløsninger.
I Danmark har vi set, at MobilePay ikke har opnået samme succes med mobilbetalinger i butikker som med person-til-person betalinger, og sidste år var vi også vidne til, at mobilbetalings-løsningen Swipp måtte give fortabt efter at have haft en strategi om at blive Danmarks førende app til betalinger i butikker.
Samtidig har vi i USA set, at en række af de største detailkæder - heriblandt Wall Mart og Target - er gået sammen om mobilbetalingsløsningen Current C, der dog sidste år måtte give fortabt og lukke.
Skal løse et problem
En del af forklaringen er formodentligt, at mobile betalinger i butikker kun i meget begrænset problem løser et problem for folk.
Det gør ikke dit liv som kunde meget lettere, at du ikke behøver tage dit Dankort frem fra pungen, men i stedet skal finde din telefon, låse den op, åbne en app og derefter godkende betalingen.
Når MobilePay oprindeligt fik stor succes er det, fordi appen har løst et reelt problem for mange mennesker, der har manglet en løsning, som gør det let og simpelt at overføre penge til venner og bekendt uden, at de behøver finde NemID frem og logge ind på deres netbank og indtaste et langt kontonummer.
På samme måde har MobilePay også opnået en vis udbredelse som butik-betalings-løsning hos mindre butikker, i boder og såkaldte foodtrucks. Her har mobilbetalinger løst et problem for de mange små forretningsdrivende, der ikke ønsker at investere i en Dankortterminal.
Sidste år leverede Nets et overskud på knap 1 milliard kroner.
Hos Nets kan det derfor være fristende at konkludere, at virksomhedens succes med at drive Dankortet og NemID-løsningen giver virksomheden en helt særlig markedsposition, der let lader sig omsætte til succes på området for mobilbetalinger.
Men der er ofte en risiko for, at virksomheder fejlvurderer årsagen til deres egen succes. For der kan være en hårfin grænse mellem det at have en velbegrundet selvtillid, og det er at hvile på laurbærerne med skyklapperne godt trukket ned om øjnene.
Læs også: Apple Pay rykker tættere på den danske grænse - på vej til Tyskland og Italien
Ikke et udslag af kærlighed
Derfor bør de hos Nets huske på, at virksomhedens succes ikke behøver være et udslag af en særlig kærlighed fra brugerne.
Succesen skyldes nok snarere at virksomhedens mangeårige monopol, og den deraf følgende store udbredelse i detailhandlen.
Men skal du have succes som et digitalt produkt i dag, skal du have kunderne til at elske dit produkt. Det får du ved at løse et reelt problem og tilbyde en brugeroplevelse i topklassen.
Spørgsmålet er derfor om virksomheden bag løsninger som NemID er den rette virksomhed til at skabe sådan et produkt?
Ikke mindst når vi i løbet af de kommede år kan forvente, at det mobile Dankort ikke blot skal konkurrenter med MobilePay, men også med virksomheder som Apple, Samsung og Google, der før eller siden vil lancere deres betalingsløsninger i Danmark.
Læs også:
Danske Bank forudser Apple Pays snarlige ankomst: Sådan vil banken forsvare sig