Banker lancerer rival til TDC-signatur

De danske banker og pengeinstitutter går i kødet på den officielle digitale signatur-løsning, som TDC leverer. Det sker med lanceringen af bankernes egen digitale identifikations-løsning, som bankerne nu slipper løs efter sammenbrud i forhandlingerne med TDC. Løsningen kan med det samme anvendes af to millioner netbank-brugere. TDC ærgrer sig.

Efter flere måneders forberedelse er bankerne klar til at udfordre TDC frontalt med deres nye digitale identifikationsløsning, Net-ID.

Med lanceringen af bank-signaturen står danskerne pludseligt over for at kunne vælge mellem flere identifikations-løsninger på nettet - ganske som før den officielle signatur gik i luften med TDC som leverandør.

Det sker, efter forhandlinger mellem TDC og pengeinstitutterne om at finde en fælles digital identifikationsløsning for nylig brød endegyldigt sammen.

Flere end to millioner brugere

- Vi kunne ikke finde en fælles model, selv om det ville have været et gevaldigt løft for det digitale Danmark, hvis vi kunne kombinere styrkerne i den offentlige løsning med bankernes mange brugere. Der er ingen tvivl om, at det digitale Danmark nu står med to standarder i stedet for én, siger Morten Brøgger, markedsdirektør i TDC.

Den nye digitale bank-signatur bygger på det samme system, som anvendes i netbankerne.

Flere end to millioner danskere benytter netbank, som dannede grundlag for den løsning, som bankerne forgæves forsøgte at få valgt som Danmarks officielle signatur i et konsortium bestående af KMD, PBS og DMdata. Sidstnævnte ejes af A.P. Møller, Danske Bank og WM-Data.

Siden nederlaget har bankerne blankt afvist at tage den officielle TDC-løsning - som bygger på OCES-standard (Offentlige Certifikater til Elektroniske Services) - ind i varmen.

Begrundelsen har blandt andet været, at TDC-løsningen ifølge bankerne ikke er sikker nok, samt at den ikke kan eskaleres nok på sikkerhedssiden.

Som det er tilfældet med den officielle TDC-signatur er ideen med den nye bank-løsning, at de kommende brugere af Net-ID kun behøver huske én adgangskode - nemlig den, som de anvender for at logge på deres netbank - for at identificere sig på nettet.

Naturlig for finanssektoren

Med lanceringen af løsningen skydes regeringens ide om at én digital signatur som adgangskode til alle relevante steder i sænk.

Bankerne finder det naturligt, at især finanssektoren begynder kigge i retning af løsningen, ligesom den også kan forestille sig, at det offentlige kan være interesseret.

- Net-ID vil være en naturlig adgangsvej til tjenester inden for finansverdenen som for eksempel realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og lignende. Man kunne også godt forestille sig, at offentlige organisationer kom med, siger Tina Füssel, afdelingsleder i Finansrådet.

Hun peger på, at løsningen har den fordel, at enhver virksomhed, der udbyder tjenester via nettet, umiddelbart kan komme i kontakt med de to millioner danskere, der allerede har netbank.

Rutiner indarbejdet

Desuden er den nem at anvende, og brugerne er rutinerede og kender metoderne fra deres besøg i netbanken.

- Det er nemmere at anvende noget, som folk i forvejen er vant til at bruge. Her skal der ikke installeres noget nyt, ligesom rutinerne allerede er indarbejdede. Brugervenligheden ligger lige for, siger Tina Füssel.

Finansrådet har dog ingen forventninger til udbredelsen af den nye digitale identifikations-løsning.

- Det handler først og fremmest om at give kunderne merværdi, og vi har ikke for tiden nogen ide om, hvor mange eller hvor få der kommer med, siger Tina Füssel.

Net-ID-løsningen er blevet testet af Sygeforsikringen Danmark, der som den første organisation tilbyder sine kunder netbank-løsningen.

Net-ID er udviklet af PBS, som også skal stå for driften.

Omkring 150.000 danskere har i dag taget en digital TDC-signatur i brug.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere


Det næste GDPR-kapitel: Det skal du have fokus på i 2025

Hvad er compliance verdenens fokuspunkter for næste år? Hvilke nye tiltag skal du gøre ift. jeres GDPR-arbejde? Hvordan forholder GDPR sig til AI?

18. marts 2025 | Læs mere


IT og OT: Balancering af sikkerhed og effektivitet

Lær, hvordan du effektivt kan integrere din virksomheds Operational Technology (OT) med moderne IT-systemer. Vi fokuserer på sikkerhed og hvordan du beskytter dine mest kritiske processer mod cybertrusler. Få indsigt, værktøjer og inspiration fra eksperter og kolleger i branchen, og vær med til at forme fremtidens produktionsmiljøer.

19. marts 2025 | Læs mere