"It help wanted. CIO's need not apply".
Denne jobannonce kan meget vel være et råb om hjælp fra topledelsen i en virksomhed i nærheden af dig. Et wakeup-call og en øjenåbner og sandsynligvis ganske foruroligende, hvis du rent faktisk er den nuværende CIO.
Toplederne har øjnene stift rettet mod digital transformation.
Det forretningsmæssige potentiale og truslen om disruption tiltrækker opmærksomhed som aldrig før.
For tidligere i år afslørede en undersøgelse af CEO'er i Danmark, at omkring halvdelen af toplederne lige nu har teknologibaseret transformation som deres topprioritet.
I mange velrenommerede virksomheder er den vindende plan i spørgsmålet om strategi, tidsplan og omfang af digital transformation, stadig til debat.
Den endelige dom får enorm effekt på den måde, hvormed beslutninger om it bliver taget, og på castingen til spillet om at forme fremtidens it-landskab.
Nu er det ikke et spørgsmål om at formulere og gennemføre en digital strategi. Det handler om at have en strategi i en digital økonomi.
CFO'en er ikke storfavorit
Økonomidirektøren har hidtil haft en afgørende indflydelse på it-beslutningsprocessen, og masser af CIO'er rapporterer stadig til en CFO.
Men økonomi skal ikke forvente på kort sigt at kunne beregne effekten af digital transformation i en klassisk ROI-analyse, og derfor er økonomidirektørerne ikke de mest sandsynlige drivere i den digitale transformations æra.
På den anden side er de potentielle negative virkninger af fjendtlig disruption meget store, og beregningen af omkostningerne og tabte markedsandele ved ikke at gøre noget kan være det centrale bidrag til digital transformation fra økonomidirektørens kontor.
Og den beregning kan meget vel bane vejen for nytænkning af den digitale infrastruktur.
Nye konkurrenter
Digital transformation indebærer også nye forretningsmodeller, der i langt højere grad er holistiske og mere omfavnende af hele økosystemet omkring et fokus på at skabe kundeværdi på en ny måde.
For mig at se er en alliance mellem marketingdirektøren og it-direktøren et vigtigt første skridt i digital transformation.
Data har et enormt potentiale til at skabe kunde-centrerede forretningsprocesser.
Det samme tema giver jo også grobund for nye medlemmer af direktionen eller "C-laget": Chief Digital Officer eller Chief Customer Officer vil sandsynligvis spille en central rolle i forhold til teknologi, data og transformation.
Virksomhederne er nødt til at udnytte data intelligent i samtlige berøringspunkter med kunden, og det nedbryder organisatoriske barrierer mellem salg, marketing, service og administration. CDO'en eller CCO'en er logisk set tæt forbundet med denne dagsorden.
40-årige it-giganter i forandring
Den digitale transformation ændrer det globale billede markant. På listen over verdens største virksomheder ser man flere unge virksomheder end nogensinde før. Amazon, Google, Facebook og AirBNB og så videre.
Selv teknologivirksomheder i 40 års-alderen som Microsoft og SAP, der skal levere funktionalitet til den digitale transformation, er i gang med fundamentale forandringer.
Den samme tendens er (endnu?) ikke til stede i Norden. De store - og ofte meget ældre virksomheder - er stadig dominerende.
Men direktion og bestyrelse er i stigende grad opmærksomme på behovet for digital transformation, og det kan være et problem for CIO'en.
I de sidste måneder har vi set usædvanligt mange udskiftninger på CIO-posten.
Jeg tror ikke, at det er tilfældigt.
Op med risikoappetitten
Problemet er, at vi typisk undervurderer de langsigtede virkninger af eksponentielle teknologier, når de viser sig i vores branche. Det er en øjenåbner for den nuværende CIO.
Risikoappetitten i teknologibeslutningerne skal et hak op, og risikoaversionen skal et hak ned. Lige nu er risikoen ved ikke at handle større end ved at handle.
Transformation er derfor også nødvendig i rollen som CIO.
Vi skal modernisere med i en verden domineret af en kompleks it-installation med on-premise infrastruktur og applikationer bygget til en lav omkostningstruktur eller lav TCO.
Ændringen går fra et defensivt og omkostningsreducerende paradigme til et aggressivt og forretningsdrevet paradigme, med fokus på en lav omkostning ved forandringer, hvor enkelhed er nøglen til at frigøre tid og ressourcer til innovation.
Vi skal på en og samme tid standardisere, gøre det enkelt, og sikre at end-to-end processer understøttes og samtidigt gøre det voldsomt skalerbart for at understøtte den digitale succes vil kunne skalere eksponentielt.
Mit bedste gæt er, at rigtig mange CIO'er vil kunne placere sig selv i førersædet på denne udvikling, men kun hvis de etablerer en betroet relation til den topleder, som vil forsvare eller som vil angribe på scenen for disruption, samtidigt med at man justere risikovilligheden til at understøtte en mere eksperimenterende tilgang. Lige nu er der et større behov end nogensinde for it-hjælp - spørgsmålet er, om du vil forsvare eller angribe.