Det officielle motto for virtualiseringskonferencen VMworld 2016, der blev afholdt i denne uge i Barcelona er 'be Tomorrow'.
Det tygger VMwares topdirektør Pat Gelsinger på således, da han står foran konferencepublikummet:
"Vi tror, at den digitale verden har lige så stor indflydelse på verdensudviklingen, som den industrielle revolution havde," lyder det fra Pat Gelsinger fra konferencescenen til de mere end 10.000 it- og forretningsfolk i konferencecentret Fira Barcelona Gran Via i den catalanske hovedstad i Spanien.
I dette digitale ræs er en af store kunster at kunne navigere mellem frihed og kontrol, hvilket VMware-direktøren også gør en dyd ud af at understrege på selskabets europæiske version af VMworld 2016.
Her er det underforstået, at brugerne ønsker frihed til at bruge deres eget it-grej og egen fundne software, mens it-afdelingen og forretningsledelsen ønsker kontrol.
"Hvis I har teenagebørn, kender I jo alt til, at I ønsker kontrol, mens jeres teenagere vil have frihed," siger VMwares topdirektør Pat Gelsinger i sin åbningstale.
Cross-cloud er nøgleordet
Han står på scenen med en frisk indgået aftale med cloud-giganten Amazon, hvilket måske er den største begivenhed i VMware i mere end en håndfuld år.
Det kan du læse mere om her: VMware bliver med et trylleslag cloud-gigant med stor Amazon-aftale
Amazon-aftalen fylder i sagens natur en del af den godt halvanden time åbningskeynote, hvor de to it-selskaber al ubeskedenhed rammer partnerskabet ind med, at det er "to af verdens mest innovative firmaer, der går sammen" med deres cross-cloud-arkitektur.
Rollefordelingen er, at Amazon anser sig selv som verdensmester i offentlige skyer, mens VMware udråber sig til at være den bedste til at mestre den private sky med sit softwarebaserede datacenter.
Mestendels vil Amazon kunne nyde godt af VMwares mange store enterprise-kunder i sin sky, mens VMware kan blive fedet godt op af Amazons dominerende rolle i den offentlige sky.
Public clouds er først størst 2030
At opfedningen sker ved et fingerknips er meget tvivlsomt, hvilket også efterlader hele konferencens motto 'be Tomorrow' som lidt af et tåget mysterium i et cloud-perspektiv.
For Pat Gelsinger giver i sin åbningstale også sine bud på, hvornår it-verdenen er klar til public clouds, efter termen første gang blev brugt i 2006 af Googles daværende chef Eric Schmidt.
Dette var også året, da Amazon Web Services for første gang kunne slå dørene op til sine cloud-fabrikker.
Pat Gelsinger forklarer, at it-infrastrukturerne i 2016 stadig for 73 procents vedkommende kører traditionelt i server- og datacentre. Cloud fylder derimod kun 27 procent, hvor fordelingen mellem public og private er på henholdsvis 15 procent og 12 procent.
Om fem år i 2021 vil cloud ifølge VMware fylde cirka halvdelen af verdens it-infrastruktur, mens public clouds først runder 50 procent af it-infrastrukturen i 2030, lyder det fra VMware-direktør Pat Gelsinger.
"Vi har en 14 år lang rejse foran os. Vi har årtier foran os, hvor vi vil befinde os i den hybride cloud verden," er hans og VMwares budskab.
Demonstrerer med Amazon
I mellemtiden vil VMware gøre sit fra at komme som en fortaler for private og hybride clouds til også at blive en integrationsvirksomhed til de offentlige skyer.
Pat Gelsinger understreger i hvert fald flere gange, at VMwares cross cloud-teknologi også kan flytte arbejdsbyrderne ind i andre skyer.
Det gælder eksempelvis hos en partner som IBM og sågar også for Microsofts Azure-sky samt for andre spillere.
I en live-demonstration fra scenen i Barcelona, er det dog Amazon, som ganske sigende bliver brugt som eksempel, da VMware-via vMotion flytter to clusters gnidningsfrit fra en privat cloud i Denver, USA, via vMotion til Amazon-datacentret i Irland ved at linke datacentrene med hinanden.
Fra scenen lyder det også, at services fra forskellige datacentre kan bruges af hinanden, mens områder som brugerpolitik, firewall-begrænsninger, compliance også kan styres via NSX-netværksteknologien.
Servicen fra VMware-Amazon-alliancen er tilgængelig om et lille års tid, uden it-selskaberne nævner nogle priser.
vSpehere nu som 6.5
Udover en masse marketingbulder omkring Amazon-samarbejdet byder VMware også på en masse mindre opdateringer i sin software-portefølje.
Flagskibsproduktet vSphere bliver som forventet opgraderet til version 6.5 med over 100 nye forbedrede funktioner på blandt andet sikkerhedsfronten og ved kørsel af apps i containere.
Også VMwares vSAN rykker til version 6.5, mens der ligeledes er en række mindre opdateringer til selskabets netværksteknologi NSX.
Derudover fortælles der om opgraderinger i VDI-platformen Horizon i samarbejde med Microsoft, så eksempelvis Skype for Business burde køre noget mere glat fremover.
VMwares egen cloud vCloud Air bliver også opdateret, selvom den sky kan ses som en konkurrent til Amazon-skyen. Selskabets direktør Pat Gelsinger fortæller efterfølgende på en pressekonference, at vCloud Air mere skal ses som et specialiseret tilbud end en direkte Amazon-konkurrent.
For det gælder om at holde sig gode venner med alle.
Også da han bliver spurgt om partnerskabet med HP, som synes at være klemt noget i bund, efter ægteskabet mellem modervirksomheden EMC og Dell samt nylige annonceringer af partnerskaber med IBM og så selvfølgelig Amazon.
Pat Gelsinger siger noget forudsigeligt, at HP selvfølgelig stadig er en vigtig partner for VMware.
Læs også:
It-folk tvivler ikke længere på sikkerheden ved cloud: Nu kan cloud ligefrem forbedre sikkerheden