Artikel top billede

Fortalt til: Mads Elkær

Mennesker i IT
Udgivet 19. oktober 2016 kl. 15.00

"Jeg har oplevet, at der mange steder sidder administrerende direktører, som slet ikke ser eller forstår perspektiverne i it, som vi i it-branchen ser dem.

Ja, ja, vores branche lever af at sælge it, men brugen af informationsteknologi er jo blevet lig med forretningsstrategi, og den kan vise sig at være en afgørende parameter for virksomhedens evne til at skabe vækst.

Der er nogle steder en vis træghed med at få hevet selv it-direktøren ind i direktionslokalet, hvor der i dag ligefrem kan være en fornemmelse af fremmedgjorthed over it-brugen og digitaliseringen i særdeleshed.

De færreste tør tage chancer, men det er jo bare sådan, at hvis ikke forretningsudviklingen sker i Danmark, så sker den i udlandet.

Udover at it-direktørerne burde rykke meget tættere på ledelsen, har vi et væld af unge derude med en værdifuld it-viden og en helt anden og innovativ tankegang, som mange direktører slet ikke forstår.

Derfor vil jeg opfodre ledelserne til også at invitere den digitale generation inden for i deres forretning, så de bedre kan få oversat mulighederne for, hvad it kan bringe til deres virksomhed. Og ønsker man at være en attraktiv arbejdsplads og være med i konkurrencen om fremtidens medarbejdere, så er man også nødt til at sikre nytænkning ved at bringe it tættere på ledelsen."

Lars-Bo Klausen, country manager for VMware i Danmark


Flere mennesker i IT Om mennesker i it