Hvad er min cloud-strategi egentlig?
Se, det er der sikkert mange virksomheder, der spørger sig selv om i disse tider, ikke mindst fordi mulighederne er så mangfoldige, at det kan kræve sin mand at navigere i mængden af løsninger med utallige budskaber om automation samt om ROI og TCO.
Men de underliggende spørgsmål er vel: Hvad skal vi egentlig bruge cloud til, og lægger man ikke bare det hele ud i skyen, eller hvorfor egentlig ikke?
Infrastruktur er softwarebaserede muligheder
Infrastruktur er efterhånden blevet en fabelagtig størrelse af softwarebaserede muligheder, og det skaber fleksibilitet. Ikke kun for de service providere, som gerne vil levere cloud, men også for de virksomheder, som finder nytte ved selv at have et datacenter.
Man kan så diskutere, hvor meget man bør have selv, hvilke workloads der passer bedst hjemme i virksomhedens kælder, og hvilke applikationer der faktisk sagtens kunne køre i skyen.
Måske vil man ikke lægge alle sine æg i én kurv, og måske giver det mening at have kerne-it-ydelser lokalt og tæt på virksomheden.
Men samtidig kan man købe compute og storage efter behov i skyen og derfor vælge med omhu, hvad der netop kunne drage nytte af denne fleksibilitet og agilitet.
Hermed mener jeg, at for eksempel midlertidige workloads til udvikling eller test måske sågar med fordel kunne eksistere i skyen.
Sådanne workloads kan oprettes eller nedlægges efter behov, uden man for eksempel har købt hardware, som så alligevel ikke skulle bruges. Man får dertil ofte service level agreements både på oprettelse og på tilgængelighed af service.
Ydermere drager man fordel af alskens it-kundskaber til alle grene af infrastrukturydelser, og sevice provideren gør sit ypperste for at holde tingene i luften, uden man selv skal spekulere på det.
For langt de fleste virksomheder vil det aldrig kunne svare sig at ansætte specialister til alle dicipliner - men det har service providere ofte.
Markedet flytter sig mod hybridkonceptet
Det virker efterhånden som om, markedet flytter sig i mod et hybrid-koncept, hvor en virksomhed han have en mindre portion infrastruktur, som den selv drifter eller ejer, og hvor man så kombinerer med cloud service providers som for eksempel Amazon Web Services eller Microsoft Azure.
Målet er at få det bedste fra begge verdener.
Softwaren er ved at være klar til dette med for eksempel standardservices, som leverer integration eller migreringsmuligheder mellem forskellige cloud services, eller for eksempel fra virksomhedens egen VMware-farm til en service provider.
De seneste løsningsmodeller til compute og storage, de super hotte HyperConverged-løsninger som for eksempel VxRail fra EMC eller løsninger fra Nutanix, har et meget højt niveau af indbyggede softwarefeatures og indeholder efterhånden som standard integration til sådanne leverandører (ofte rigtig mange).
De giver også mulighed for, at man dynamisk kan skifte mellem, udvide til eller dele workloads mellem cloudleverandøren og virksomhedens private cloud, og oftest helt uden nedetid og med en meget simpel brugeroplevelse.
Læs mere her: Hvorfor tøver virksomhederne, når nu man kan gøre så mange vilde ting ved deres datacentre?
Markedet er ved at være modent
Så markedet er ved at være ganske modent, og vi vil se mange flere services i skyen, som man kan kombinere med sin egen infrastruktur for at opnå den ultimative hybridløsning.
Denne fleksibilitet kommer uden tvivl mange virksomheder til gavn i en meget dynamisk it-verden, hvor virkeligheden meget hurtigt kan ændre sig og nye behov kan opstå over natten.
De begreber, som udsprang af cloudtankens spæde start for år tilbage - for eksempel Utility Computing - begynder at give mening med det udvalg af ydelser, der findes allerede nu.
Som en gammel ven engang sagde for en del år siden, "It skal da bare komme ud af væggen". Det virker nu ikke så langt væk længere.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.