For efterhånden syv år siden introducerede SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice - en dengang helt ny it-rammeaftale med det mundrette navn "02.18 Systemløsninger, Projekter samt Vedligehold".
Aftalen var på mange måder nyskabende, idet man understøttede sammenhængende løsnings- og vedligeholdelsesaftaler.
Desuden introducerede man et nyt samarbejdsparadigme i form af en "grundlov" for alle leverandører på rammeaftalen, hvor processer roller og ansvar var grundigt beskrevet på tværs af leveringsaftaler og leverandører.
Den offentlige kunde fik mulighed for at kunne tildele en kontrakt direkte (naturligvis under nogle styrede og formelle processer), eller gå i et miniudbud - det vil sige at genåbne konkurrence mellem egnede leverandører.
Man fik et bredt leverandørfelt ind bestående af 71 unikke leverandører. Der er både de store, små, smalle og nicheprægede virksomheder.
Succes - og krise
Aftalen blev en stor succes.
Men som dem, der har fulgt lidt med i offentlig udbud sikkert ved, så ramte en krise SKI nogle år senere, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved lovligheden af SKI's daværende aftaleparadigmer.
Krisen betød, at SKI fokuserede på "juridisk uangribelige" aftaler samt ganske simpelt at skulle tjene penge igen.
For cirka tre år siden trådte den nuværende SKI 02.18-aftale så i kraft.
Nu hedder den "02.18 It- løsninger og -vedligehold". Ordet "projekter" er altså taget væk.
Samtidig ændrede man også købsformen på aftalen, således at man kun kan tildele via miniudbud.
Muligheden for en hurtig tildeling via direkte tildeling eksisterer simpelthen ikke på rammeaftalen, og helt usædvanligt er der heller ikke nogen prissætning men i stedet prosabeskrivelser på en række såkaldte bruttoløsninger indenfor de givne aftaleområder, for eksempel ERP eller ESDH.
Hvilke konsekvenser har disse umiddelbart mindre justeringer så?
De mindre firmaer og de nicheprægede er der ikke plads til
Først og fremmest tilgodeser selve aftalen ikke mindre og nicheprægede virksomheder ret godt mere.
Der er godt nok stadig cirka 60 leverandører på aftalen i alt, og - bevares - der er da stadig mindre/nicheprægede virksomheder repræsenteret, men hvis man dykker ned i det, ser man, at de cirka 60 leverandører er fordelt på 17 delaftaler.
Der er derfor ikke plads til særligt mange mindre eller nicheprægede virksomheder på en given delaftale, når de sædvanlige tre-fire giganter på delaftalen først har fået sine næsten selvskrevne pladser.
Dernæst gør den eneste tildelingsform, miniudbud, det også rigtigt svært for de udvalgte SKI-leverandører.
Ganske simpelt fordi, man skal besvare et udbudsmateriale fra den offentlige kunde, der formentlig ikke er ret meget mindre, end hvis det havde været et EU-udbud.
Derudover skal man sætte sig ind i et større rammeaftale-paradigme - utvivlsomt juridisk uangribeligt - der i udgangspunktet ikke tilgodeser mindre organisationer særligt godt.
Og mindre virksomheder har typisk heller ikke fuldtidseksperter siddende, der kan dechifrere de mulige konsekvenser af paradigmerne.
Det kan gøres meget bedre
Man kan sige, at komplekse aftaler er et vilkår indenfor offentlig udbud, men derfor mener jeg stadig, at man godt kunne gøre det mere simpelt.
Man kan kun gisne om, hvorfor aftalen blev strikket sådan sammen, men et bud kunne være, at de store leverandører selvfølgelig omsætter mest, og SKI lever jo af leverandørernes omsætning. Desuden er færre unikke leverandører billigere at forvalte.
Budomkostningerne for virksomhederne på aftalen er derfor ikke blevet væsentlig mindre, end de ellers ville have været, og for den offentlige kunde er transitionsomkostningen ved et SKI-miniudbud i mange tilfælde heller ikke ret meget mindre end ved eget udbud.
Jeg tror, at hvis man trykker leverandørerne på SKI 02.18 på maven og spørger, hvad de har fået ud af at være på aftalen, vil langt de fleste - især de mindre - svare "intet", eller "meget lidt".
En ny aftale er på vej
SKI annoncerer nu på deres hjemmeside, at man er i gang med markedsanalysen for den nye aftale, der skal erstatte den eksisterende, der udløber november 2017, og nu hedder den "02.18 It-projekter og løsningsanskaffelse".
Dermed har man indført ordet "projekt" igen, og det tolker jeg som et positivt tegn på, at SKI igen vil forsøge at få flere af de mindre eller nicheprægede virksomheder med på aftalen.
SKI vil formentlig udmelde udbuddet med en forventet volumen på over en milliard kr. i aftalens løbetid, og leverandørerne vil afsætte en række ressourcer til at byde ind på udbuddet.
Aftalen kan helt sikkert have sin berettigelse, men hvis man som kommende - især mindre - tilbudsgiver skal have "Value For Money", så skal aftalen strikkes helt anderledes sammen end den nuværende.
Aftalen skal af-akademiseres
Der skal gøres mere for at "af-akademisere" aftalen, så også virksomheder uden en fastansat ekspert i udbud kan forstå paradigmerne, og der skal laves nogle aftræksmuligheder på aftalen, der gør, at transaktionsomkostningerne mindskes for både ordregiver såvel som tilbudsgiver.
Man skal simpelthen blive bedre til at håndtere paradokset mellem "juridisk uangribeligt" og "praktisk anvendeligt".
Ellers risikerer man som tilbudsgiver først at bruge en bunke af tid og penge på at komme på SKI aftalen, for derefter ikke at få noget økonomisk ud af det.
Spørgsmålet er, om jeg overfortolker SKI's hensigt, eller om man rent faktisk vil gøre noget ved det - det vil kun tiden vise.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.