Chatbots er ifølge Microsoft og Facebook den helt store fremtidsteknologi. En teknologi som vel at mærke allerede er her.
En ny undersøgelse fra PA Consulting bekræfter, at kunstig intelligens og human enhancement-teknologi vil være teknologiske stjerner frem mod 2025.
Economist skriver, at teknologivirksomhederne investerede over 70 milliarder kroner på udvikling af kunstig intelligens sidste år.
Microsoft taler om at kombinere de menneskelige kvaliteter som sprog, kommunikation, empati, kreativitet og fortolkning, med machine automation.
Det menneskelige sprog er den nye brugerflade, bots er de nye apps, og digitale assistenter fungerer som meta-apps eller browsere.
Hos Microsoft er Skype vært for chatbotterne, så man kan sætte sin virtuelle assistent til at bestille en pizza, hvorefter Siri eller Cortana taler med pizzeriaets bot, der så sørger for at håndtere bestillingen.
I Facebooks univers kan vi tale direkte med chatbots på samme måde, som vi chatter med vores venner på Messenger.
Også i Facebooks tjeneste kan man bruge chatbotterne som personlige assistenter, der ikke blot kan fortælle, hvordan vejret bliver, men også om man skal tage regntøj på og køre hjemmefra tidligere, samtidig med at de bestiller bøger og biografbilletter.
Et teknologisk vidunder eller en tikkende bombe?
Bots handler i store træk om tilgængelighed, frameworks og integration.
De store teknologispillere har netop lanceret bot-frameworks, som kan integrere med hinanden, og som er lette at udvikle til.
De kan således skabe rammerne for bots, men de er afhængige af, at andre virksomheder og forbrugere hopper med på vognen, så botterne kan kommunikere med hinanden. Helt automatisk.
Det kan man blive klogere på i denne demo.
Ikke alle er begejstrede
Det kan lyde lidt skræmmende, og alle er da heller ikke lige begejstrede for idéen om botter.
Ifølge den svenske fremtidsforsker Niklas Boström er bots en eksistentiel trussel mod menneskeheden - hvis man ikke udnytter potentialet på rette vis.
Truslen består i, at hvis den teknologiske udvikling går stærkere, end mennesket og hjernen kan følge med, kan der være risiko for en intelligenseksplosion - helt ude af kontrol.
Mon ikke potentialet i bots vil overskygge begrænsningerne, når teknologien kan gøre dagens opgaver både lettere og billigere at løse?
Faktum er, at bots kan mere end at bestille pizza.
Ved hjælp af lyd- og billedgenkendelse kan de hjælpe med at reparere din bil eller tv på stedet, så du slipper for at søge efter en ekspert.
Bots kan gøre gavn i en større samfundsmæssig sammenhæng. For eksempel med at assistere læger med relevant information om sygdomme eller behandlingsteknikker.
I Internet of Things-sammenhæng vil nye sensorer indeholde kamera- og lydfunktioner, der automatisk kan kommunikere med bots, selv analysere og give feedback.
Botleren - den nye servicemedarbejder
I takt med, at Internet of Things forbinder digitale enheder og indsamler data på nye måder, får vi adgang til nye indsigter og mere intelligente løsninger.
Vi bør opfatte bots som den personlige assistents servicemedarbejder, der med tiden bliver klogere på, hvilke ressourcer man kan trække på, og hvilke løsninger som er mest populære.
I privatsfæren såvel som på jobbet vil din verden bestå af dig, din personlige (digitale) assistent og bots.
Din digitale assistent skal ikke oversætte det, du siger, til maskinsprog og API-snak.
Den sender din chat, dit talte spørgsmål eller ordre videre, hvorefter bots vil finde et svar til din personlige assistent, som så hjælper dig videre.
Bedre kundeservice
I virksomheden er kundeservice et godt eksempel, hvor bots kan gøre en forskel.
Hvordan finder dine kunder hjælp på din virksomheds hjemmeside i dag? Hvor lang tid tilbringer de der, og hvad leder de efter?
Botten er den digitale servicemedarbejder, der giver kunden svar på forespørgsler helt automatisk - enten ved at kommunikere direkte med kunden selv, eller via den digitale assistent, som vi kender den i dag.
Den personlige assistent - privat og forretningsmæssigt - bliver med tiden skarpere på, hvad dine behov helt specifikt er, og de vil spørge bots om hjælp og løse udfordringer, uden at du ser det ske.
Kvaliteten hos bot-tjenesterne vil hurtigt løftes, da bots taler med bots, og de bedste bots vil dermed få flest henvendelser og transaktioner.
Den usynlige revolution
Bots bliver nøglen til digitale ydelser og mobile enheder. Bots forstår menneskesprog, så mens vi i dag taler og skriver via Skype, vil de indsamle informationer og arbejde med at forstå vores behov.
Bots fungerer 24/7, og med bots kan din virksomhed og services kan holde åbent døgnet rundt.
Med bots får vi dækket behov med løsninger, som vi måske slet ikke viste eksisterede. Eksempelvis er nyhedsmedier som CNN og Wall Street Journal blandt de første, som har udviklet botter, hvor man kan hente mere præcis og relevant information om nyheder og aktiekurser.
Microsoft kalder Bot-indtoget for den usynlige revolution, fordi botterne arbejder automatisk bag scenen og bliver klogere, mens vi sover, og fordi det er en bevægelse, som vil afløse eksisterende teknologier og hjælpemidler, som vi kender dem.
Med bots bliver meget automatiseret og bekvemt, og den digitale assistance fylder mere.
Hvad apps i sin tid gjorde for smartphonen, vil bots gøre fremover - ikke kun på smartphones og pc'er, men også i en Internet of Things-sammenhæng, hvor man kan udnytte andre teknologier smartere.
Perspektiverne er enorme for virksomheder og forbrugere - så måske vi skulle byde botterne velkomne?
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling. Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt? Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.