Min kone er ikke udbredt tilfreds med, at jeg bruger et betragteligt antal af mine hverdage på at rejse. Og slet ikke, når der står Ryanair på siden af skroget.
Hun frygter simpelthen for mit liv. Man har jo hørt så meget, og oven i det betaler ledelsen vist nok ikke medarbejderne ordentlig løn, pension og forsikring og en masse andre ting. Det kan vi ikke lide hjemme hos os.
Da jeg fortalte hende, at jeg skulle flyve med Ryanair fra Krakow til Birmingham med forventet ankomst 24:00 i den engelske by kendt for sin karrygryde, bad hun mig om at finde et andet selskab.
Jeg tror, det var kombinationen af Ryanair og Birmingham, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.
Medlem, men aldrig adgang
Jeg har været SAS-medlem i 15 år og har mere end 80 SAS flyvninger på CV'et, men jeg har endnu ikke formået bare at få lov til at kigge ind gennem de polerede vinduer i Kastrups lounge.
I de mange år har jeg i gennemsnit haft færre bonuspoint at gøre godt med end klip i kørekortet.
Så jeg tænkte, at jeg vil ignorere fruens velmenende råd, og at det nu var tid til at prøve noget nyt, lære noget nyt og måske få en god oplevelse oven i kasketten (jeg flyver altid med en Stavanger Oilers kasket (med mindre den er til vask (men det er den sjældent))).
All in
Så jeg gik "all in" og udvalgte tre lavprisselskaber til at fragte mig rundt i det europæiske luftrum.
Den første udfordring viste sig hurtigt. Mit firmas standard-flybookingssystem kunne ikke finde lavprisselskaberne, men henviste mig blot til de dyrere flyselskaber, som til gengæld ikke kunne tilbyde direkte flyvninger.
Og ikke nok med, at prisforskellen var flere tusinde kroner, den foreslåede rejsetid var også forlænget med mindst tre timer i forhold til lavprisselskaberne.
Så jeg måtte selv lægge ud.
Super apps
Næste skridt var hente de tre apps. Min gamle telefon kunne ikke håndtere det, så jeg måtte ud og investere i nyt isenkram. Det begyndte at blive en dyr uge ...
Men derfra gik det bedre. To af de tre selskabers apps var ganske gode. Med EasyJets den mest lækre - ligesom deres in-flight blad - og Ryanairs den mest simple. Vidste du i øvrigt, at Ryanair ikke har lommer til blade bag sæderne for at spare rengøringstiden?
Mega lean, hvis du spørger mig.
Norwegians app var svær at forstå og virkede ufærdig - til gengæld kunne jeg opdatere min FB på flyet, og det er jo også noget værd.
Alle tre flyveture forløb glimrende. Selv turen fra Krakow til Birmingham med Ryanair - trods torden og lyn lige under mit vindue - gik, som den skulle.
Så hvad lærte jeg af det?
Udover at Birmingham er mere end bare karry, blev det klart for mig, at dyre komplicerede løsninger ikke altid er at foretrække. Simple løsninger til billige penge kan give dig den samme - eller bedre - ydelse, så lad være med at hænge dig i de traditionelle spor og beslutninger.
Prøv noget nyt og spændende.
Og bare rolig. Du skal nok lande sikkert.