OnePlus One var sidste år en stor succes for det kinesiske firma OnePlus.
Det var en flagskibstelefon med matchende specifikationer på Samsungs S5, men til den halve pris, og folk var vilde med den.
Det var vi ligeledes her på Computerworld, hvor vi gav telefonen mange roser på vejen i anmeldelsen på trods af et middelmådigt kamera og en til tider flimrende forbindelse.
For halvanden uge siden lancerede OnePlus så den nye model, OnePlus 2. En telefon med ligeledes vanvittige specifikationer prisen taget i betragtning: 2.499 - 2.999 kroner for, hvad andre producenter mere eller mindre tager 5.000 kroner for.
Igen kræver det en invitation, før du kan få lov til at købe den. Og denne gang er telefonen så eftertragtet, at over 2,2 millioner på dette tidspunkt har været inde og skrive sig på ventelisten til telefonen.
Stor interesse - Stor telefon
Selvom man selvfølgelig ikke kan omregne 2,2 millioner på en venteliste til 2,2 millioner solgte enheder, så er den store venteliste en flot milepæl for OnePlus.
Mange fandt invitationssystemet på OnePlus One generende, og koder blev fra tid til anden solgt for flere hundrede kroner på diverse auktionssider - alene fordi det var svært at få telefonen i starten.
Det blev nemmere med tiden, og nu kan du købe OnePlus One uden invitation. Man kan håbe, at det samme sker for OnePlus 2, men hurtigere end ved OnePlus One.
OnePlus 2 ser ud til at blive en spændende og stærk telefon på 5,5 tommer - en stor basse for mange.
Du kan her læse om telefonen, og den amerikanske YouTube-blogger, Marques Brownlee har allerede haft den i hænderne.
Læs også: Prisbomber: Er tiden løbet fra smartphones til 5.000-6.000 kroner?