Opdateret: Vi har fået bekræftet fra Microsoft, at dette ER den sidste version af Windows 10, inden vi rammer den 29. juli.
Windows 10 10240.
Det er det kryptiske navn på et nyt Windows 10 build, som ifølge flere amerikanske tech-medier - heriblandt The Verge - er den endelige RTM-version.
RTM-versionen er den version af Windows, som bliver sendt ud til hardware-producenterne, som nu skal i gang med at sætte Windows 10 sammen med nye computere og tablets, som vi dog først får at se efter lanceringen af Windows 10.
Forvent ny hardware fremvist på IFA-messen i august.
RTM-versionen har ifølge The Verge været sendt rundt internt hos Microsoft, og allerede nu kan du hente den til din computer, hvis du er en del af Windows Insider-programmet.
Ligeledes skulle Microsoft ifølge de amerikanske medier være klar til offentligt at annoncere RTM i slutningen af denne uge.
Endelige version er ikke endelig
Selv om vi kalder det den endelige RTM-version, så er det på ingen måde en færdig version af Windows 10.
Windows skal i fremtiden ses langt mere som en service, ergo det originale "Windows-as-a-service"-udtryk, som bliver brugt om det nye Windows 10.
Windows 10 vil derfor i langt højere grad modtage større opdateringer end tidligere versioner af Windows, lidt ligesom en app eller et mobilt styresystem a la iOS eller Android.
Navnet på RTM-buildet er for resten en sjov joke fra Microsofts side, da Microsoft altid har haft en intern joke med det endelige serienummer på RTM-build.
Windows 95 hed for eksempel 4.00.950, Windows 8 hed 8888, og Windows 10's RTM får som sagt nummeret 10240. Ud over 10-tallet, så er 10240 i kilobytes det samme som 10 megabytes.
Well played Microsoft.
Læs også: Windows 10 tæt på endelig form med to nye builds: Microsoft ændrer på Edge og Start-menuen