Hvis man målte København mod andre danske byer i disciplinen bredbånd, hvordan tror I så, hovedstaden ville klare sig?
I den dårligste del af feltet er svaret.
For hvis man tager udgangspunkt i hastigheden 100/30 Mbit/s, som er regeringens målsætning i 2020 og udgør 100 meter-distancen i bredbåndsverdenen, så har København dækning med 66 procent, Aarhus med 84 procent og Sønderborg med 92 procent.
Det er måske overaskende for nogen, men det er ikke desto mindre sandt, at hovedstaden - som skulle være landets vækstmotor - halter voldsomt efter. Det viser data fra Erhvervsstyrelsens glimrende nye hjemmeside, TjekDitNet.
En 19. plads efter blandt andre Rumænien
Når vi ved, at højhastighedsbredbånd er en vækstskaber, er det dybt bekymrende.
Kigger man på data for hele landet, tiltager bekymringen.
Det er for eksempel blot 62 procent af alle danske virksomheder, der kan få en højhastighedsforbindelse.
Helt galt står det til med udbredelsen af højhastighedsbredbånd i yderdistrikter, hvor Danmark indtager en 19. plads efter blandt andre Rumænien.
Hvad er årsagen til, at Danmark tilsyneladende klarer sig mindre godt eller ligefrem dårligt på flere punkter?
3. sidst i EU
Ja, det har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen begået en lang rapport om, der hedder "Konkurrencen på bredbåndsmarkedet" fra december 2014.
Det fremgår heraf, at TDC's markedsandel er så stor, at Danmark - hold nu fast - er tredje sidst i EU i forhold til konkurrence på bredbåndsmarkedet.
Videre skriver ministerens embedsmænd, at Danmark som det eneste land i EU har ladet TDC som monopolselskab beholde kabel-tv-nettet og videre "at TDC's ejerskab af kabel-tv-nettet... er en væsentlig barriere for at opnå en reel infrastrukturbaseret konkurrence."
Denne liberaliseringsbrøler er således nældens rod i forhold til at forstå det strukturelle konkurrenceproblem på det danske bredbåndsmarked.
50 shades of TDC
I København er det særligt slemt som dokumenteret ovenfor.
Her kan forbrugerne typisk vælge mellem "50 shades of TDC" i form at TDC gennem YouSee, TDC gennem fiber i det tidligere DONG-net eller det TDC-ejede ComX-net eller selve TDC via flagskibet, kobbernettet.
På kobbernettet kan man få bredbånd via andre udbydere som for eksempel Telia, men det er stadig gennem TDC's infrastruktur eller måske ligefrem via opkøbte selskaber som Fullrate.
Visse københavnere kan dog være heldige at have adgang til små lokale fibernet.
Kundetilgang til fiber falder i Nordsjælland
Konkurrenceproblemer går som altid ud over forbrugerne. På det danske marked ses det tydeligst ved, at TDC begrænser udbuddet af bredbånd.
Erhvervsstyrelsen har i ovennævnte konkurrenceredegørelse dokumenteret et godt eksempel herpå.
Kundetilgangen har således været negativ i TDC-fibernettet i Nordsjælland, og den er således faldet fra 15.000 i 2010 til 11.150 i 2013 - altså et fald på 26 procent, mens der i resten er landet er sket en stigning på mellem 20-28 procent på fiber per år i samme periode.
Som nævnt er der betydelig konsensus - også fra regeringens side - om, at vi har et konkurrenceproblem.
Desværre viser regeringens konkurrenceredegørelse, at der ikke er meget, man tør gøre ved det.
Man foreslår for eksempel, at TDC frivilligt burde afstå YouSee, men vi kan da lige tage en håndsoprækning på, hvor mange af Computerworlds læsere, der kan se dét ske. Anyone?
Behov for nye relevante mål
Men det er jo altid nemt at kritisere. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at gøre noget ved situationen.
Her er det helt oplagt at pege på, at det digitale Danmark har behov for nye relevante mål for, hvor vi skal hen. I øjeblikket føres der ad hoc politik på teleområdet, hvor justeringer af telemarkedet bæres igennem af skiftende politiske konstellationer.
Teleforliget har for eksempel et princip om, at udrulningen af bredbånd skal ske markedsbaseret, men samtidig vedtager et andet politisk flertal i en vækstpakke at afsætte 60 millioner statskroner til at subsidiere bredbånd på Bornholm.
Der kan være mange grunde til at støtte bredbånd på Bornholm, men det harmonerer i hvert fald ikke med teleforliget.
Årsagen til ad hoc politikken er jo, at teleforliget er fra 1999 og ikke udgør nogen aktuel og relevant ramme for at fremme telepolitikken, og derfor laver man bare politik udenom.
Der er derfor et tydeligt behov for, at man i Danmark erstatter ad hoc politikken med et nyt visionært sammenhængende teleforlig, der kan fremme vækst.
Der er tre oplagte steder at starte:
Princip nummer 1
Første princip i et nyt teleforlig må være, at konkurrencen skal fremmes på alle tænkelige måder.
TDC's kabel-tv net må reguleres hårdt.
I øjeblikket er Erhvervsstyrelsen i gang med at åbne nettet for anden gang. Første gang virkede det ikke.
Måske vil det virke anden gang, men hvorfor ikke bare funktionelt adskille infrastruktur-delen fra salgs-delen i alle TDC's net, ligesom på jernbanenettet og som man har gjort i andre lande?
Og hvorfor ikke også lade sig inspirere at statens salg af frekvenser til digitalt tv?
Her indførte man et konkurrencekriterium, således at de bydere, som havde mindst infrastruktur, blev stillet bedst.
Her vandt svenske Boxer som bekendt. Det samme krav kunne man stille, når staten udbyder mobilfrekvenser.
Princip nummer 2
Det andet princip skal være, at flere danskere og virksomheder skal have adgang til højhastighedsbredbånd.
Det er netop blevet dokumenteret af Erhvervsstyrelsen, at virksomheder, der har en højhastighedsforbindelse, er op til 3,9 procent mere produktive, end virksomheder der har en mellemhurtig bredbåndsforbindelse.
Derfor bør målsætningen om højhastighedsbredbånd til alle for det første skrives ind i teleforliget og dernæst suppleres med, at alle virksomheder - hellere i dag end i morgen og slet ikke i 2020 - får adgang til højhastighedsbredbånd.
Det har vækstteamet for IKT og digital vækst faktisk tidligere anbefalet regeringen.
Princip nummer 3
Det tredje princip er, at kommunernes rolle skrives klart og tydeligt ind i teleforliget.
Kommunerne er med deres lokalkendskab i en god position til at fremme bredbånd lokalt, uden at markedets investeringer bliver berørt.
Det er helt oplagt, at kommunerne inden for statsstøttereglerne kan stille teknologineutrale krav til, hvad de ønsker af infrastrukturen, for eksempel at den skal leve op til regeringens målsætning om 100/30 Mbit/s.
Det er også åbenlyst, at kommunerne skal have bredere lovhjemmel. I dag må kommuner kun fremme bredbånd til erhvervsmæssige formål.
Hvad skal et nyt teleforlig ellers indeholde?
Computerworlds læsere er hermed inviteret til at give deres visionære bud i kommentarfeltet.
Den eksisterende ad hoc-politik kombineret med en konkurrencesituation på linje med Henry Fords berømte ord:
»Kunderne kan få den i eksakt den farve, de ønsker, så længe det er sort,« er i hvert fald ikke god nok for københavnerne og danske virksomheder og forbrugerne, der ikke har adgang til højhastighedsbredbånd.