Jeg har været ude at rejse de sidste to uger.
En af de der skræmmende oplevelser, hvor man kommer ud i solen og oplever, at himlen udenfor er så meget højere end loftet hjemme på kontoret.
Jeg tilbragte dog det meste af min tid trygt bænket indenfor med at høre om marketing og markeder.
Det er den slags emner, som normalt skaber ufrivillige tics hos teknologientusiaster.
Men det var faktisk spændende, så hæng lige på, for det kan ændre dit liv. Eller i det mindste den del af livet, hvor du er på arbejde.
Adobe havde samlet over 4.000 folk inden for digital marketing i London for i løbet af et par dage at fokusere på den skarpe ende af marketing. Der, hvor man arbejder med digitale værktøjer og ikke er sådan nogle kreative, moderne Mad Men-typer.
Marketingsfolk famler også
Lektien? At marketingfolk famler lige så meget med at gribe fremtiden, som vi andre. Omkvædet fra scenen var, at succes handler om tech, talent og en god dosis held.
Groft sagt er de fede muligheder for at skabe gode kundeoplevelser, som marketing nu står over for, udtryk for den digitalisering, som fremsynede it-afdelinger allerede arbejder med.
Den digitalisering, som teknologidirektør i NNIT Karsten Fogh Ho-Lanng skriver om i sin spændende klumme her.
Pointen er at flere og flere af NNIT's kunder oplever, at produktions-it bliver en del af it-afdelingens domæne.
Og hvordan der er behov for ERP, CRM og de andre systemer, hvis sensorer, data og indsigter skal ind i virksomhedens eksisterende infrastruktur.
It-fagligheden gør en forskel
Nøjagtigt samme udfordringer oplevede jeg i den forgangne
uge, at kollegaerne i marketingafdelingen står over for.
De er ved at vænne sig til den nye virkelig med utallige touch points for kunder, store mængder personlige data, som skal opbevares sikkert, og detaljer som udformningen af SLA'er, når nu hele marketingindsatsen kører i den der sky-ting.
Det skaber lige nu en unik karrieremulighed - hvis du ikke allerede har grebet den.
Så løb, ikke gå, ned i marketingafdelingen. Og løb videre ud til produktionsapparatet.
Lær dem om ITIL, om testprocedurer, om at adskille test- og produktionsmiljø og om at levere udvikling uden at gå på kompromis med sikkerheden og oppetiden i den daglige drift.
Det er netop det, som efter mange års hastige omstillinger er it-afdelingens faglighed - og det er den, der savnes, når de store digitaliseringsudrulninger i marketing- og produktionsafdelingerne skal udtænkes, planlægges, eksekveres og drives.
Det er det, du kan som it-professionel. Så omfavn, kvalificer og accelerer digitaliseringen af hele din virksomhed eller organisation. Men det skal være nu.