I lidt over to uger har vi haft fornøjelsen af at benytte Samsungs nye 34 tommer buede skærm.
"Buet skærm. Hvad i himlens navn skal jeg dog med en buet skærm? Det er jo bare et marketingstrick", tænker du nok.
Det er en sund skepsis at have. Fjernsyn har haft buede skærme i et par år nu, men med mindre, at du køber et stort fjernsyn på 85 tommer, så giver det buede format næsten intet tilbage ud over, at fjernsynet koster mange tusind kroner mere.
Men med den buede, 34 tommer monitor må vi nok indrømme, at vores kritik af buede skærme kommer til kort. Samsungs monitor med buet skærm giver mening - Meget endda.
Og når skærmen tilmed tilbyder, hvad Samsung kalder "Ultra WQHD", hvilket er en opløsning på 3.440 x 1.440 pixels i 21:9 format, så er der utrolig meget skærm at arbejde på.
Lang som en fodboldbane
Ud over buen, så differentierer skærmen sig ved at have 21:9-formatet.
Det betyder, at skærmen har et meget langt design. Tænk en wide screen-monitor på speed. Resultatet er en god portion af skærmplads, som du kan arbejde på.
De fleste journalister her på Computerworld - inklusive undertegnede - arbejder med to skærme, og meget hurtigt blev det konkluderet, at én skærm er langt mere behagelig at arbejde på.
Den høje opløsning tillader et hav af programmer at køre på samme tid.
Hvis du ikke er vant til at bruge to skærme, så vil den brede skærm nok være en stor mundfuld at vænne sig til.
Det kræver dog, at du har en computer, som er glad for at trække så høj en opløsning.
Opløsningen, som svæver et sted mellem Full HD og 4K, kan lige køre på en NUC-enhed, men hvis du vil gøre det uden, at din computer konstant skriger på hjælp igennem støjen fra en brandvarm blæser, så brug en computer med passende ydeevne og dertilhørende grafikkort.
Skærmen tillader desuden også muligheden for 2-in-1-løsning, hvor du kan vise to billeder fra to forskellige input, hvad end det er to computere, fjernsyn og computer eller Apple-TV og computer.
En rigtig smart løsning som fungerer ganske godt.
Buen - hvad kan den så?
Lad os gå tilbage til den buede skærm. Skærmen buer et par grader, hvilket er nok til, at du lægger mærke til det, men ikke så meget, at det forvrænger billedet.
En af vores bekymringer ved skærmen var ellers, at billedredigering eller video ville blive buet så meget, at det ødelagde oplevelsen.
Samsung har forsøgt at sælge buede fjernsyn i et par år, men har haft svært ved at forklare, hvorfor buen giver den store effekt.
Specielt fordi prisen stiger voldsomt, når skærmen klemmes til en bue. Du skal sidde korrekt - både i forhold til afstand og placering foran skærmen - før det giver en effekt.
Det er lidt nemmere på en computerskærm, da du oftest sidder mere korrekt foran skærmen.
Hvis du virkelig gerne vil have en buen skærm, så er det klart her, at effekten er bedst. Endelig et sted, hvor den buede skærm giver mening.
Konklusion:
Skærmens 95 procent korrekthed i sRGB-farveskalaen, den buede effekt og høje opløsning gør Samsung 34 tommer monitor til en utrolig god skærm.
Der er dog stadig nogle få kritikpunkter. Et er skærmtypen, som er en VA-skærm. Det betyder, at farven kan variere lidt, alt efter hvordan du ser på skærmen. Har du tænkt dig at bruge computeren til kontorarbejde, programmering eller spil, så er det ikke så vigtigt, men tænker du i grafikerbaner, så overvej i stedet en anden skærm. Et eksempel kunne være UD970 - også fra Samsung.
Et andet er prisen. Jo du får en god og veldesignet skærm, men 6.700 kroner er stadig rigtig mange penge.
Har du 6.700 kroner, og vil have det bedste af det bedste, så er Samsungs S34E790C et af bedste valg