Animal Captain
Hvordan skal kaptajnen på den lille færge få bragt både høns, grise, katte og en ræv over vandet, når kattene mest har lyst til at spise hønsene og ingen af dyrene har lyst til at dele kahyt med ræven?
"Vi ville lave et spil til små børn fordi det er fascinerende at se hvor intuitivt de bruger en iPad. Vi har primært fokuseret på at udvikle et flot og underholdene spil og ikke specielt på indlæring. Men børn vil helt sikkert lære noget om løsning af logiske opgaver - vores generelle erfaring er dog, at små børn er mest interesseret i at røre ved dyrene og flytte omkring på dem, mens de 4-6 årige er mere interesserede i selve spillet," fortæller Camilla Pedersen, den ene halvdel af parret bag den lille danske spiludvikler Italic ApS.
Animal Captain låner rent stilistisk fra pegebøgernes verden og benytter sig af en næsten ikonografisk grafik. Selve spillet er inspireret af Noahs Ark, og handler helt simpelt om at få syv forskellige dyr på plads i færgens kahytter på en måde, så de alle er glade. Spillet er med andre ord virkelig fint, rart og umådeligt charmerende.
Download Animal Captain til iOS her:
MiniMo Town
Et grønt og dejligt område henstår ubebygget og klar til aktivitet. Tre træer ses i området mens et tyggegummi-lignende A svæver omkring - der er brug for en sav for at komme videre, og den kommer først til syne, når bogstavet A med en finger trækkes på plads i ordet SAV.
"Børn nyder at lære i de formative år, og de fleste forældre er ivrige for at tilbyde børnene en engagerende og lærerig oplevelse. Men det bliver hurtigt udfordrende for forældre, der gerne vil opfylde deres børns behov med de rette spil. Markedet er simpelthen oversvømmet af spiltitler, der ikke vil mere end at underholde, og spil med læringselementer er ikke sjove nok at spille for børn," fortæller Simon Egenfeldt-Nielsen, direktør for Minimo Aps.
Minimo Aps er et datterselskab til spiludvikleren Serious Games Interactive, der gennem adskillige år har arbejdet med at lave blandt andet undervisningsspil. Ambitionen bag Minimo Town er at tage den populære "bygge by"-spilgenre og kombinere den med læring.
Universet i Minimo Town er således hyggeligt og rart, og selvom det for børnene handler om at opbygge deres egen lille by, så er spillet befriet for de betalingsmure og lignende luskede systemer, som genren ellers er plaget af.
I Minimo Town handler det helt enkelt om at hjælpe de forskellige beboere i byen med at få opfyldt deres ønsker ved at stave til de ting, som dukker op i figurernes tankebobler, og på den måde få byen til at vokse sig større. Sproget er engelsk, men staveopgaverne er sjældent sværere, end at børnene dels kan gætte sig frem, lytte sig til løsningsmulighederne eller lære det gennem almindelig repetition.
Download Minimo Town til iOS her: