Artikel top billede

Den store oprydning: Det handler kampen om Expert om

Computerviews: Forhandler-flugten fra Expert er et tegn på, at de små selvstændige Expert-forhandlere har tabt værdikampen om Experts sjæl. Vinderne er de nye smarte folk i koncernledelsen.

ComputerViews: De seneste dages historier om uro i Expert-koncernen er i virkeligheden kulminationen på flere års intern værdikamp om koncernens DNA og dermed, hvordan milliardforretningen skal bringes ind i fremtiden.

Med få dages mellemrum har flere grupper af mindre Expert-forhandlere meddelt, at de nu forlader Expert-samarbejdet for at søge lykken i andre kæder.

Mest markant er det, at den europæiske indkøbskæde Euronics har allieret sig med en stribe selvstændige Expert-forhandlere, der driver deres forretning på franchise-basis.

De piller nu Expert-skiltet ned og prøver lykken i et andet samarbejde. På samme måde har en lige så stor gruppe lagt an til at de fremover kommer ind under hvidevarekæden Hvidt & Frit.

Det gamle mod det nye

På den ene side står den lille traditionelle Expert-forhandler.

Hans butik ligger typisk på byens dominerende indkøbsstrøg. Her satser man på gode gamle købmandsdyder:

Venlig betjening og god service som nøglen til at skabe loyale kunder, som så til gengæld ikke lægger så stor vægt på om prisen på varerne er superskarpe.

Herover for står Experts koncernledelse, som lægger vægt på store butikker og en effektiv organisation, der kan omsætte store varepartier til den laveste pris.

Det giver også gode rabatter hos leverandørerne. Et bredt sortiment og handel på nettet er andre hjørnesten i den model.

Men kampen om Experts sjæl blev allerede skudt i gang helt tilbage i november 2012, da Expert headhuntede Elgigantens danske direktør Jesper Boysen til et job som såkaldt etableringsdirektør.

Han er siden steget i graderne og er i dag administrerende direktør for Expert Danmark.

Boysens projekt er at bringe Expert-kæden ind i fremtiden og på omgangshøjde med markedet, så den hæderkronede kæde igen kan begynde at tjene de store penge.

Hovedmodstanderen er hans tidligere arbejdsplads - Elgiganten.

For at vinde kampen åbner Expert indenfor det næste år op til 25 såkaldte mega-stores, som til forveksling ligner det koncept, som Jesper Boysen havde stor succes med i Elgiganten.

Magtkamp: De grønne mod de orange
Det hører med til historien, at Boysen ikke er den eneste, som Expert har hentet hos konkurrenten.

I foråret 2013 var der en regulær folkevandring af 15-20 nøglemedarbejdere og chefer fra Elgiganten til Expert.

De nye folk fik hurtigt øgenavnet "de grønne" i den interne Expert-jargon. Farvevalget pegede tilbage på farven i Elgigantens logo.

Heroverfor stod den gamle garde i Expert, som hurtigt blev til "de orange" efter farven i det velkendte Expert-skilt.

Flere kilder i branchen har bidt mærke i, at der i toppen af Expert gradvis er blevet længere mellem de "orange", mens de "grønne" har sat sig på de vitale poster.

Seneste og mest markante eksempel er den "orange" koncernchef Lars Christensen, som i oktober blev afløst af den "grønne" nordmand Ronnie Blomseth.

Magtkampene i toppen af Expert-koncernen blegner dog ved siden af de omvæltninger, der er sket ude i marken.

Derude handler historien om at de store tryner de små.

Ret ind eller forsvind!

I juni i år spillede Experts koncernledelse ud med krav om, at de mange små selvstændige Expert-forhandlere skulle rette ind efter en ny fælles nordisk indkøbspolitik, hvor varesortiment og ikke mindst priser og avancer bliver centralt styret fra Experts hovedkvarter.

Allerede dengang slog mange af de mindre forhandlere sig i tøjret. Men beskeden fra Jesper Boysen var klar. Ret ind eller forsvind!

Og som en advarsel til forhandlere, som overvejede at søge andre græsgange, truede Jesper Boysen med, at Expert ville åbne nye butikker, som skulle konkurrere med de frafaldne.

"Vi vil opretholde en stærk kæde og et stærkt brand, og vi lapper huller, hvis nogen ikke vil være med," lød beskeden fra Jesper Boysen

Blodig krig på vej

Kampen om Experts sjæl afspejler den udvikling, der generelt er sket inden for markedet for forbrugerelektronik. Lave priser, højtråbende tilbudsskilte, bredt sortiment i kæmpestore butikker har skabt succes for Elgiganten. Den succes vil Expert nu kopiere.

Men I takt med at store spillere konsoliderer sig, bliver de mindre forhandlere klemt. Små butikker, der troede, de var trygge indenfor Expert-familien, må tro om igen. Stor er godt og småt er not på markedet for forbrugerelektronik.

Nogle af de små har så valgt at søge ly i mindre forpligtende indkøbsfællesskaber.

Men uanset hvor man placerer sin sympati, er det store spørgsmål om tiden og forbrugernes vaner er løbet fra de små forhandlere, så mange af dem med tiden må dreje nøglen om.

Et af de helt lavpraktiske problemer er, at mange af de mindre butikker ligger på såkaldte a-placeringer - centralt i en bymidte - hvor huslejen er høj. Det er også gift for en sund forretning.

En af veteranerne i branchen er den danske indkøbskæde CBCs direktør Peder Hvejsel. Han mener det er logisk at de små Expert-forhandlere nu søger nye samarbejdspartnere. Alene har de ikke en chance, siger han.

Skal være en del af en kæde

"Hvis jeg vil starte Peders tv-forretning nede på hjørnet, har jeg allerede smidt mine penge ud af vinduet, hvis jeg står alene. Det er ganske enkelt umuligt at få den rigtige pris. Man bliver nødt til at være en del af en kæde eller i det mindste et indkøbssamarbejde," siger Peder Hvejsel.

Men samtidig er der mange andre regnestykker, der skal gå op før de små forhandlerne kan få økonomien til at hænge sammen.

Udgifter til markedsføring, personale og ikke mindst husleje skal dækkes ind af en indtjening, der er er under pres fra de lave priser i et marked, hvor Elgiganten og snart Expert sætter standarden, siger han.

"Så det kan blive en blodig krig, der er på vej. Også for vores medlemmer i CBC. Meget afhænger af, hvor godt funderet forhandlerne er lokalt, og hvor loyale kunder, man har," siger Peder Hvejsel.

Læs også:

Tumult i Expert: Dansk koncernchef ude af vagten - 30 butikker lukker

Experts superkøbmand vrider armen om på små butikker

[b]It-butikkernes vilde rutsjetur
[/b]




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere