Landets 12. største kommune, Herning, har i de seneste 10 år været en tro tilhænger af virtualiseringsteknologien.
Nu står Herning så over for sit treårige SKI-genudbud af kommunens virtualiseringsteknologi hos VMware, og vil i denne omgang også have det efterhånden godt hypede netværksvirtualisering med i sin teknologi-portefølje.
Det fortæller Herning Kommunes server manager, Mikael Korsgaard Jensen, til Computerworld.
"Vi er interesserede i netværksvirtualisering blandt andet som en del af en strategi omkring øget sikkerhed, da vi med netværksvirtualisering kan mikrosegmentere og derved lægge firewalls omkring alle vores 500 virtuelle servere," lyder det fra Mikael Korsgaard Jensen.
Han forklarer, at med en ændring i politikken for VMwares netværksvirtualisering og it-producentens vCenter kan Herning sørge for, at kommunens servere ikke kan kommunikere med hinanden.
"Det er smart, fordi hvis en server bliver kompromitteret, kan vi ellers risikere, at sårbarheden hopper videre over på andre servere," siger Mikal Korsgaard Jensen til Computerworld.
Hvad er prisen for sikkerhed?
Hernings server manager fortæller, at han endnu ikke kender prisen for netværksvirtualiseringen, men har hørt om priser på omkring 4.500 dollar - svarende til knap 27.000 kroner - per fysisk CPU.
Med 40 fysiske CPU'er til 500 virtuelle servere og 500 virtuelle desktops betyder det altså en formodet pris for Hernings netværksvirtualisering i omegnen af en million kroner.
"En af de svære ting i sådan cost-benefit-analyse er dog, hvordan man regner 'sikkerhed' ud," siger Mikael Korsgaard Jensen med tanke på, at hvis uheldet for alvor er ude, så er hver en krone på sikkerhed givet rigtig godt ud.
Han nævner også flere fordele ved netværksvirtualiseringen, som Herning Kommune i den kommende tid vil vurdere nyttigheden af. Blandt andet vil det være muligt at styre de virtuelle switches med en central politik.
"Samtidig kan man også lægge intelligens ind omkring firewalls, routing og andre netværkssrelaterede opgaver, så selvom man flytter en virtuel maskine, flytter netværket med," siger Mikael Korsgaard Jensen.
Kan bruges i stordrift
Udover prisen ser servermangeren fra Herning ikke nogen større ulemper ved den relativt nye teknologi fra VMware.
Samtidig tilføjer han, at hos større serviceudbydere eller fusionerede virksomheder kan man adskille sammenfaldende VLAN-ID'er i sine virtuelle netværk.
Den pointe kan få stor betydning, når kommuner eksempelvis går sammen i driftsfællesskab, som for nyligt er sket i Nordsjælland.
"Jeg tror, at vi vil se flere af disse kommunale driftssamarbejder, og det vil være noget nemmere at gå til, hvis vi arbejder med netværksvirtualisering," vurderer Mikael Korsgaard Jensen.
Kigger på storagevirtualisering
Udover virtualisering på netværket har Herning også kig på storage-virtualisering, som alle de store storageleverandører har haft på hylderne i flere år.
"Storage-virtualisering er i høj grad et spørgsmål om definition, og der vil vi vurdere den kommende vVol fra VMware. På den måde fjernes LUN's (logical unit number, red.) hvilket giver en større fleksibilitet, samtidig med at man endnu bedre kan udnytte funktionaliten på storage hardware," siger Mikael Korsgaard Jensen.
Han tilføjer, at kommunen med sin storagevirtualisering blandt andet også vil styrke sin udnyttelse af snapshots, kloning og backup.
Du kan læse mere om netværks- og storagevirtualisering her.
Den 10. december kan også deltage i en gratis Computerworld-konference, hvor du kan lære mere om netværk, storage og virtualisering.
Se hele programmet for konferencen her.
Læs også:
Efter servervirtualiseringen: Nu begynder ny pengefest for VMware