Fra 1982 og flere år frem indtog en lille 8 bit hjemmecomputer med blot 64 kilobytes RAM ikke kun børneværelser verden over - i kraft af et regulært overflødighedshorn af spil kom maskinen har maskinen også fået en stor plads i hjertet hos mangen en spilfan. Alene at sige ordene 'Commodore 64', bringer et smil frem på læben.
Sådan er det også for den engelske Sam Dyer, der tidligere i år tog initiativ til bogen Commodore 64 - a visual Commpendium via en Kickstarter-kampagne.
"Commodore 64 var en af de ting, der inspirerede mig til at blive grafisk designer. Allerede fra en ung alder så jeg frem til, at spillene skulle indlæses fra kassettebåndene, fordi du her fik mulighed for at se de fantastiske billeder, som blev vist under indlæsningen," fortalte Sam Dyer i forbindelse med kampagnen.
Kickstarter-kampagnen blev en succes. Sam Dyer havde sat et mål på 180.000 kroner, og sluttede den 1. maj med et resultat på 335.000 kroner.
En visuel hyldest
Resultatet er en 200 siders tæt illustreret bog - primært screenshots fra nogle af de tusindevis af Commodore 64-spil, der er udkommet gennem tiden, suppleret af nogle af de bidrag, som illustratoren Oliver Frey i sin tid leverede til det klassiske computerspilsmagasin Zzap!64.
Commodore 64 - a visual Commpendium er således ikke en historisk tekstbog, der fylder tonsvis af viden på læserne - men en visuel hyldest til maskinens og spillene. Bogen har dog små tekstbidrag leveret af blandt andet tidligere spilanmeldere, grafikere og spildesignere, og er mere anekdotiske i deres karakter, og som inviterer til at læne sig tilbage, bladre og forsvinde ind i fortiden.
Fem favoritter fra bogen
Det er på alle måder ubarmhjertigt at pege på blot fem favorit-spil blandt de mange skønne sider og billeder i Sam Dyers bog, men for undertegnede stopper blikket ved disse fem spiltitler
Spy Hunter: Det musikalske tema fra Peter Gunn ligger ind over hele spillet, mens den lille hvide spionbil enten kører de fjendtlige biler af vejen, skubber dem eller lægger sig klar til at blive samlet op af en lastbil, der har opgraderinger i lastrummet. Timer er blevet slugt af den tilsyneladende endeløse vej.
Ghostbusters: Filmen var et kæmpe hit, og spillet var en måde at genopleve biografmørkets oplevelser. Titelskærmen havde en ekstremt digital udgave af Ray Parker Jr. hit, mens selve spillet var en kamp for at komme frem til den episke slutscene - hvilket aldrig lykkedes for undertegnede.
Impossible Mission: "Stay a while ... Stay forever" - det var så vildt, at der var en stump digital stemme i spillet. Så pyt med at spillets timer konstant tikkede mod nul og nederlaget, fordi det synes noget nær umuligt at få samlet og løst det puslespil, der under stressende omstændigheder skulle findes i skuffer og computere.
Elite: Alene sekvensen hvor ens rumskib skal manøvres ind til rumstationens landingsanlæg til tonerne af Johann Strauss An der schonen blauen Donau sidder evigt fastprintet i den audiovisuelle hukommelse.
Men fantasien kredsede omkring hvor endnu federe Elite ville være, hvis de andre rumskibe i spillet også var styret af rigtige mennesker i stedet for computeren.
International Karate: Det har altid været sjovt at spille computerspil mod og med andre på samme skærm, og i International Karate kunne der tæskes løs. Tricket var at vide præcis hvor langt de enkelte slag og spark kunne nå på skærmen, og den rigtig hurtige kunne lave to flyvespark og et slag det splitsekund, kampen blev sat i gang, og dermed have den halve sejr i hus inden modstanderen overhovedet var klar.
Amiga-bog under udarbejdelse
Udgivelsen af Commodore 64-bogen har givet Sam Dyer mod på flere bøger. Således kunne kan den 12. november afslutte en ny Kickstarter-kampagne, denne gang for bogen Commodore Amiga - a visual Commpendium. Denne gang havde Dyer sat et mål på 235.000 kroner - slutresultatet lød på 1,2 millioner kroner.