Finansinstituttet Nordea bruger sådan cirka tre milliarder kroner årligt på informationsteknologi. og nu bliver it-speederen trykket yderligere i bund.
Det sker med en særskilt merinvestering i digitalisering på 30-35 procent i gennemsnit over de næste fire til fem år.
Det betyder, at banken i perioden investerer et sted mellem 3,7 milliarder og 5,2 milliarder kroner ekstra på it, som hovedsageligt skal bruges til at bygge bankens kommende grundsystemer op med.
Det forklarer chef for bankens Identity- og Kommunikationsafdeling, Claus Christensen, til Computerworld.
"Vi kan se, at efterspørgslen stiger på digitale produkter, og pilen peger yderligere opad. Så vi har stået i valget mellem at bygge ovenpå vores eksisterende platforme eller simplificere vores produkter og ændre hele it-fundamentet. Vi har så valgt at gøre det sidste," siger Claus Christensen.
Eksplosion på mobiltelefonen
Han eksemplificerer behovet for at rydde op og bygge nye løsninger med kundernes digitale brug og krav.
For sidste år krydsede antallet af pengetransaktioner foretaget på henholdsvis smartphones og i de fysiske filialer for første gang hinanden.
I tredje kvartal af 2014 er antallet af mobiltransaktioner havnet på 16 millioner, mens der var fire millioner transaktioner i filialerne.
Fire gange så mange transaktioner
"Når vi har fået fire gange så mange transaktioner på mobiltelefonerne i forhold til i filialerne på så kort tid, illustrerer det jo, hvor hurtigt kundernes behov ændrer sig med digitaliseringen," siger Claus Christensen og fortsætter:
"Ingen kan forudse hvilke løsninger, kunderne præcis vil efterspørge om tre til fire år, men de bliver med sikkerhed mere digitale og ændrer sig endnu hurtigere end i dag, og det skal vi være klar til at reagere på."
Samtidigt med mobiludviklingen bliver bankerne i stigende grad også pålagt rapporteringer til myndighederne om eksempelvis hvidvaskning af penge.
De krav har også været medvirkende til, at Nordea inden længe rusker godt og grundigt godt og grundigt op i bankens it-setup.
Tre nye hovedsystemer
Igennem opkøb og fusioner har Nordea efterhånden fået bygget sig noget af en blandet landhandel i sin produktportefølje, hvilket naturligvis har været afspejlet i de it-løsninger, der i dag snurrer i datacentret.
Både de mange produkter og den uensartede it-infrastruktur skal den nye it-strategi gøre op med, når banken i de næste fem år bygger nye løsninger i to skridt.
"Første skridt begynder med, at vi rydder op i vores produkter og interne processer, så vi kan slanke og simplificere vores produktportefølje," siger Claus Christensen.
"Dernæst skal de nye grundsystemer bygges," fortsætter han.
Med de nye grundsystemer har banken udset sig i alt tre hovedsystemer, som bliver bankens it-grundsten i fremtiden.
Kerneplatformen
Det drejer sig først og fremmest om bankens kerneplatform, som indebærer alle forretningsområder som udlån, indlån og investeringer foretaget af privatkunder, erhvervskunder og investeringskunder.
Dernæst skal der bygges en betalingsplatform, der håndterer betalinger og pengeoverførsler mellem Nordea og andre banker både i Danmark og i udlandet.
Slutteligt omhandler det tredje grundsystem såkaldte group common data, hvor der skal bygges et system, der kan kigge på tværs mellem bankens andre systemer og finde brugsmønstre til eksempelvis effektivisering og big data-analyser.
Sådan er køreplanen
Claus Christensen forklarer, at Nordea allerede er godt i gang med første del af planen - simplificeringen i produktporteføljen - som nu har kørt i et års tid.
De gamle it-systemer bliver rent regnskabsteknisk afskrevet i den kommende tid, mens Nordea samtidig skal i gang med at definere de nye platforme og vælge konkrete produkter og leverandører til opgaverne.
"En del af de nye, kommende systemer skal vi selv bygge, mens andre skal vi købe hos it-leverandører ude i byen. Endnu er det for tidligt at kommentere på, hvad vi skal købe os til, og hvad vi selv udvikler," lyder det fra Claus Christensen.
Når hele den nye it-platform løbende er blevet udbygget om fem års tid, er det meningen, at banken hurtigere end i dag kan møde kundernes behov på, hvad vi i dag kalder 'nye platforme' som eksempelvis nettet og på mobile og bærbare enheder.
"I den første tid kommer kunderne umiddelbart ikke til at mærke noget, da vores mobil- og online-løsninger kører videre, som vi kender det i dag. Vi skal derimod hovedsageligt ændre i de bagvedliggende systemer, hvor kundedata ligger placeret," fortæller Claus Christensen.
"Med tiden vil kunderne forhåbentligt mærke, at vi er langt hurtigere til at reagere og møde deres behov i en verden, hvor behovene også ændrer sig endnu hurtigere end i dag. Her bliver buzz-ordet 'agilitet' et pejlemærke for os," fortsætter han.
Han tilføjer, at pengene til den heftige ekstra-investering i it bliver fundet i det eksisterende omkostningsbudget.
Dermed siger han indirekte, at kunderne ikke vil mærke it-forbedringerne i form af højere eller ekstragebyrer i de næste år.
Du kan læse mere om Nordeas kommende it-investering i selskabets seneste kvartalsregnskab (fra side 24).
Læs også:
Sådan får du forretning ud af dine data: Byg en tænketank