Prisen for it-outsourcing er faldet dramatisk de seneste år, men virksomhederne er for dårlige til at høste givensten, lyder det fra Henrik Zangenberg. (Foto: Dan Jensen)
Analyseinstitut: Danske virksomheder betaler alt for meget for deres it-løsninger
Prisen for it-ydelser er styrtdykket i de senere år. Alligevel betaler mange danske virksomheder alt for meget for driften af deres it-system, lyder det fra dansk analysehus.
"Det er altså ikke et lille prisfald. Det er et ganske dramatisk fald, og det paradoksale er, at virksomhederne agerer som om, at prisen er konstant. Det her burde være et wake-up-call for mange"
Priserne for it-outsourcing har været støt faldende gennem de seneste år, men det afspejles ikke altid i de kontrakter, som de danske virksomheder indgår.
Sådan lyder det fra det danske it-analysehus Zangenberg Analytics, der netop har færdiggjort den seneste udgave af Zangenberg-indekset, som viser prisudviklingen for en gennemsnitlig dansk outsourcing-aftale.
Ifølge indekset er prisen for outsourcing-aftaler faldet med 35 procent fra starten af 2010 frem til midten af 2014.
"Det er altså ikke et lille prisfald. Det er et ganske dramatisk fald, og det paradoksale er, at virksomhederne agerer, som om prisen er konstant. Det her burde være et wake-up-call for mange virksomheder. De bør tage et kig på indekset og sammenligne med, hvad de selv betaler," siger Henrik Zangenberg, der er direktør for Zangenberg Analytics.
Ingen pris-regulering
Han forklarer, at mange virksomheder, der outsourcer it-driften, ikke har indregnet prisreguleringsmekanismer i aftalen. I stedet indgår virksomhederne aftaler, hvor prisen fastlåses til markedsprisen på det tidspunkt, hvor kontrakten bliver indgået.
Derfor ender de med at betale en pris, der er langt over markedsprisen, når de kommer længere hen i kontraktperioden.
"Vi samarbejder med nogle af de største private og offentlige virksomheder i Danmark. Eksempelvis samarbejder vi i øjeblikket med en virksomhed, hvor it-driftsomkostningerne er tæt på en halv milliard kroner. Store dele af denne halve milliard er bare station ær. Så er der altså mange penge at spare," siger Henrik Zangenberg.
Kilde: Quarterly Analytics og Zangenberg Analytics
Fire spørgsmål om Zangenberg-indekset
Henrik Zangenberg, prisen for outsourcing-aftaler er ifølge dit Zangenberg-indeks faldet med 35 procent fra starten af 2010 til afslutningen af 2013. Men hvordan forventer du, at prisudviklingen bliver i de kommende år?
Vi er meget forsigtige med at komme forudsigelser. Vi er først og fremmest et firma, der forsøger at oplyse folk om, hvordan priserne er lige nu. Men i fremtiden bliver det spændende om ketchuppen for alvor kommer ud af flasken, når det gælder cloud-løsninger. Der er nogle sikkerhedsmæssige årsager til at virksomheder stadigvæk er ret konservative, og derfor endnu ikke flytter så meget ud i clouden. Men det bliver interessant at se, hvordan det vil komme til at påvirke prisen på den traditionelle outsourcing af it-driften, når virksomhederne tager cloud til sig i et større omfang."
Cloud-løsninger er ikke en del af Zangenberg-indekset. Hvorfor er de ikke det?
Zangenberg-indekset er udtryk for den gennemsnitlige outsourcing-aftale, og den gennemsnitlige outsourcing-aftale har i dag forsvindende lidt cloud bygget ind i sig."
Når vi kigger på grafen, så er der nogle små udsving. Men ellers viser den en meget linær udvikling. Hvilken værdi har sådan en graf, hvis den er så forudsigelig, at man groft sagt bare selv kan tegne den med en lineal?
Til de kunder, der siger, at grafen ser vældig forudsigelig ud, der må jeg så bare sige: Glimrende. Er det så også det, som I har indbygget i jeres aftaler? Og til det må jeg bare konstatere, at det har de færreste kunder.
"Derudover står vi lige nu overfor en mere uforudsigelige periode, hvor udviklingen kan blive mere diskontinuerlig. Her er det især overgangen til cloud-løsninger, der kan have to forskellige effekter. Enten vil priserne på de traditionelle outsourcing-løsninger flade ud eller også vil konkurrencen fra cloud-løsninger betyde, at prisen på den klassiske outsourcing falder endnu mere stejlt. Det sidste er nok det mest sandsynlige. Derudover er det også værd at huske på, at vi har en række underindeks, der ligger til grund for Zangenberg Indekset, hvor udviklingen langt fra er lige så linæer
Når folk spørger dig, hvorfor de skal stole på at indekset giver et troværdigt billede af prisudvikling. Hvad svarer du så?
At vi ved at leverandørerne accepterer, at det her er et udtryk for, hvordan markedet udvikler sig på."
Fakta om Zangenberg-indekset
Zangenberg-indekset udvikles af Zangenberg Analytics, der er en analysevirksomhed, som analyserer prisudviklingen af it-outsourcingkontrakter.
Prisudviklingen illustreres via Zangenberg-indekset, som bygger på prisdata fra Zangenberg Analytics database, der indeholder mere end 200 danske outsourcing-kontrakter til en samlet årlig kontraktværdi på over tre milliarder kroner.
Udover Zangenberg-indekset, der er det overordnedes indeks, så udarbejder Zangenberg Analytics også indeks for en række forskellige underkatagorier, der følger prisudviklingen indenfor eksempelvis forskellige storage- og server-typer. Disse indeks lægger alle til grund for Zangenberg-indekset.
Effektiviseringer giver prisfald
Den faldende pris skyldes, at markedet for it-drift er underlagt en konstant effektivisering.
Det er en effektisering, der især bliver drevet frem af tre tendenser, lyder det fra Henrik Zangenberg.
For det første bliver prisen for teknologien konstant billigere. Ifølge Zangenberg er prisen for storage faldet med mere end 50 procent i perioden fra 2010 til 2013. For det andet bliver server-teknologien stadig mere selvkørende.
"Udviklingen inden for hardware og operativsystemer betyder, at det i dag er muligt at drive mere og mere med færre og færre mennesker," siger han.
Og sidst, men ikke mindst er fremvæksten af cloud-løsninger med til at presse prisen på den mere traditionelle it-drift, lyder forklaringen fra Henrik Zangenberg.
Dårlige kontrakter skyldes traditioner
Spørgsmålet er dog, hvorfor nogle virksomheder vælger at indgå aftaler uden prisregulering, når de køber ydelser p å et marked, hvor priserne traditionelt set er faldende?
En del af forklaringen er, at mange kunder ikke er opmærksomme de løbende prisfald på markedet. Men det skyldes i høj grad også traditioner, mener Henrik Zangenberg.
"For 15 år siden var det sådan, at når du outsourcede, så skulle leverandøren ud og købe noget hardware for dig, som skulle afskrives over tid, og samtidig var der ikke indregnet nogle effektiviseringer i aftalen," siger han.
Men den tradition, der stadigvæk hænger ved, kan være en dyr fornøjelse. Derfor anbefaler Zangenberg Analytics også, at virksomheder, der ikke har indbygget prisreguleringsmekanismer i deres aftaler, alligevel tager en samtale med deres leverandør.
"De fleste leverandører har en interesse i, at kunderne er så glade og tilfredse, at de forlænger deres aftaler, og det gør kunderne sjældent, hvis de opdager, at de betaler en pris, der ligger langt fra markedsprisen. Derfor vil leverandørerne også ofte være til at tale med," siger Henrik Zangenberg.