Vi lever i en spændende tid, hvor mobiltelefoner og computere er i færd med at teste nye former og formater - i takt med at nye teknologier bliver udviklet.
Tag nu bare den fleksible skærm.
Flere af de store producenter som Samsung og Nokia har allerede fremvist deres store planer for fleksible telefoner, men som altid handler det om at komme først.
Og i dette tilfælde blev det LG, der løb med den titel.
LG G Flex er den første kommercielle telefon med en bøjet skærm.
Bag den gemmer sig et imponerende inventar af hardware - blandt andet et bøjet batteri, der er sin første af slagsen.
Telefonen er imponerende, når man står med den.
Den er på gigantiske seks tommer - og jo: Seks tommer er stort for mange - og skærmens måde at bøje på er iøjnefaldende.
Det buede design tager noget tid at vænne sig til. A
lle har spurgt mig, hvad der var galt med min telefon, eller om den var i stykker, så det er ikke en diskret telefon at have på sig.
Det store spørgsmål er stadig, hvorfor den overhovedet har en buet skærm: Gimmick eller funktion?
Elefanten i rummet: Den buede skærm
LG har formået at skabe den buede skærm ved hjælp af blandt andet et P-OLED display - samme type som er i de nyeste versioner af Samsungs Galaxy-serie.
Hver pixel afgiver sit eget lys, så der ikke er behov for andre lyskilder i telefonen, hvilket sparer plads.
Samtidig har LG fremmanet, hvad firmaet kalder det første bøjelige batteri og har placeret det i en infrastruktur i telefonen, som bøjer med. Det giver en buet og samtidig fleksibel telefon.
Telefonen kan holde til, at man presser ned på den på bagsiden, så buen bliver flad, og man skal ikke frygte, at den går i stykker, hvis man sætter sig på den.
Dertil kommer LG G Flex med en ny version af Gorilla Glas, der buer. Yep: bøjeligt glas, der ikke splintres.
Men hvorfor har LG valgt at give telefonen en buet skærm?
LG mener selv, at den kurvede skærm giver en bedre oplevelse, når man ser film på den.
Bevares bevares
Og bevares, telefonen er god at se film på, men efter personligt at have brugt andre phablet-telefoner har det mere at gøre med skærmstørrelsen end med den kurvede skærm.
Et andet argument er reflektion.
Samtlige telefoner på markedet i øjeblikket har skærme, som reflekterer langt det meste sollys direkte tilbage i ansigtet på dig, så snart du graver telefonen ud af din lomme en solrig dag.
Med en kurvet skærm ændres lysretningen, så reflektionen er mindre. Den er der dog så absolut stadig.
Den reelle grund er nok mere, at LG vil skille sig ud.
Samsung sidder som den absolutte konge på Androidmarkedet, og med Sony på en fin andenplads er der kamp om markedsandelene.
HTC, Huawei og LG kæmper hårdt for at retfærdiggøre deres plads på markedet, og hvad end om kurven gør LG G Flex bedre eller ej, så har den i hvert fald fået LG's navn ud.
Skærmen skal dog have - gimmick eller ej - ros for at være rar at bruge, men opløsningen er alt for lav.
Telefonen mønstrer kun med en 720p skærm og altså ikke fuld HD, og det er simpelthen ikke godt nok på så stor en skærm til så høj en pris.
Om det er et aktivt valg fra LG eller om det har været umuligt at få fuld HD ind i en buet skærm er uvist, men det betyder, at mange af menuerne virker slørede og grynede.
En selvhelende bagside
Selv om det buede design nok tager størstedelen af opmærksomheden ved LG's telefon, skal man også med rette give opmærksomhed til telefonens bagside.
LG har præsenteret et anti-scratch-cover, som kan hele mindre ridser, som telefonen måtte få.
Og det virker faktisk!
Mindre ridser fra en nøgle i samme lomme, forsvinder efter et par minutter, og selv dybere ridser bliver mindre synlige med tiden.
Bagsiden er af en glossy gummi, som er dækket af en beskyttende film, men bliver ridsen eller skaden for dyb og altså bryder filmen, så er ridsen stadig permanent.
Bag på telefonen finder vi samtidig telefonens eneste hardware-knapper. Ligesom med LG's G2-smartphone fra sidste år er standby- og volumeknapperne på bagsiden i et forsøg på - ifølge LG - at gøre telefonen nemmere at betjene.
Jeg kalder det et marketingsstunt. Efter to uger har jeg stadig ikke vænnet mig til det, og jeg ville langt hellere have knapperne på siden af telefonen. Det er nok en smagssag.
Jeg blev dog glad for telefonens "tap-to-open" funktion, hvor man trykker to gange på skærmen, hvorefter den tænder. En funktion som også de fleste Nokia Lumia-telefoner længe har haft, og som er svær at vænne sig af med (Jeg tapper altid min iPad mindst tre gange, før jeg opdager, at det ikke virker).
Et gnidningsfrit Android
Telefonen kommer udstyret med Androidversion 4.2.2, men den nyeste opdatering, 4.4 Kitkat, er begyndt at rulle ud i Asien.
Sammen med en modificeret overflade - og en hardware som absolut ligger i den høje ende af skalaen - giver LG G Flex en flydende og gnidningsfri oplevelse.
Normalt kan man altid finde et eller andet sted, hvor Android ikke kan følge med, men efter flere forsøg med tunge spil, afspilning af video samtidig med krævende programmer, og hvad har vi, måtte jeg opgive: Den har virkelig kraften med sig.
Den grafiske overflade som LG har smidt ovenpå Android er overraskende god.
Normalt er jeg gedigen modstander af forudinstallerede launchers fra producenterne, da de ofte er generende, grimme og får systemet til at hakke (Her tænker jeg blandt andet tilbage på Samsungs Touchwiz, der helt op til Galaxy S3 stadig gav en dårlig oplevelse af en ellers rigtig god telefon).
Men LG's overflade er god. Den er pæn, hakker ikke på noget tidspunkt og virker let og nem at arbejde med. Samtidig er der en masse små features, som ikke er i vejen, men i stedet er til stede, hvis man selv har brug for det.
Blandt andet kan man tilpasse telefonen, så den er nemmere at betjene med én hånd. Et flueben kan gøre, at telefonens softwareknapper hurtigt kan placeres i den ene eller anden side af telefonen, alt efter om man er højre eller venstrehåndet.
Telefonen byder også på features som Floating-apps og Splitscreen - en feature som Samsung tidligere har introduceret - Begge dele fungerer rigtig godt og uden problemer og giver mening på en skærm af den størrelse.
En anden smart feature er, at telefonen kan bruges som en universelfjernbetjening. Featuren er ikke unik - HTC har indbygget det i One-serien - men funktionen er brugbar og brugervenlig. Det tog mig ikke mange sekunder at sætte op.
Smart. Funktionelt. Vi kan lide det.
Et straight up kamera
Kameraet i LG G Flex er et 13 megapixel monster, som tager pæne billeder. Jeg bruger ordet 'pæne' med en vis form for jysk undertone, for kameraet gør det ganske hæderligt. Det er ikke billeder som på de største af Nokias Lumia-telefoner, men Flex tager tydelige, klare og farverige billeder.
Alt er fra begyndelsen sat til automatisk i kameraindstillingerne, og for de fleste vil det også være nok. Men LG har udstyret telefonen med en stor bunke kamerasoftware, som kan give de interesserede flere udfordringer.
Blandt andet har kameraet en funktion, hvor den kan tage billeder om natten uden brug af blitz. Det gør den udmærket, men telefonen kommer uden optisk stabilisator, og det er tydeligt på netop natbilleder, som bliver noget slørede.
Der er ingen hardwareknap til at tage billeder, men man kan bruge volume-knappen som på de fleste andre Android-telefoner.
Problemet er selvfølgelig bare, at volumeknappen sidder på bagsiden af telefonen. Altså skal man ligge fingeren ind over kameraet for at ramme knappen.
Telefonen kan derudover optage i UltraHD, altså med en opløsning på 3.840 x 2.160 pixel. Det kræver selvfølgelig, at du har mulighed for at afspille UltraHD på et fjernsyn eller skærm - telefonen kan ikke selv afspille UltraHD.
Konklusion
Konklusion:
Den kurvede skærm er ikke revolutionerende: Den giver et bedre brug, men det er marginalt, og den kurvede skærm er ikke grunden til, at man skal købe telefonen, med mindre at man godt kan lide at være ham/hende med en anderledes telefon.
Opløsningen er irriterende lav i forhold til telefonens størrelse. Med en opløsning på 'kun' 720P, bliver oplevelsen grynet og uskarp, og det er ikke i orden til prisen, som sniger sig op på 6.000 kroner.
Til 6.000 kroner kræver jeg 1080p og en ppi, der er på niveau med de nyeste iPhone-modeller og Nexus-telefoner.
Skærmens lave opløsning betyder, at mange af menuerne virker grynede. Det bliver ikke bedre af, at LG har valgt en grafisk overflade, som har et grålig, uskarp udseende.
Til gengæld er mange af LG's små forbedringer på Android ofte gode og velbegrundede, og der er for en gang skyld ikke alt for meget bloatware. Det er den første Android-telefon i lang tid, hvor jeg ikke som det første har installeret en anden launcher ovenpå.
Men den er stor, og for mange vil den nok være for stor.
Leder man efter en stor telefon (phablet), ville jeg nok gå efter en anden på markedet, alene på grund af prisen. Samsungs Note-serie har desuden indbygget stylus, og Nokias Lumia 1520 har et drømmende godt kamera. Begge er også noget billigere.