KMD's klage over en stor kontrakt, som Aalborg Kommune har indgået med Fujitsu til en værdi på et tre-cifret millionbeløb og en løbetid på op til ni år, bliver ikke bremset.
KMD fik nemlig ikke medhold i, at klagen skulle tilægges såkaldt opsættende virkning.
Det oplyser vicekommunaldirektør Jørgen Liskhe Petersen til Computerworld fredag i sidste uge, hvor i øvrigt også KMD's topchef Lars Monrad-Gylling valgte at meddele, at han stopper hos it-giganten.
Fravalget af KMD i Aalborg, der ellers betragtes som KMD's hjemmebane, udløste en klage fra it-kæmpen.
Kontrakten, som Aalborg i stedet vil indgå med Fujitsu, drejer sig om en koncernløsning til vagtplaner, økonomi og meget mere.
KMD leverede tidligere systemet på området til storkommunen, men det slutter den 1. januar 2015, hvor kontrakten udløber.
Da sagsbehandlingstiden for selve klagen er op til 8 måneder, ville det have været et tidsproblem, såfremt KMD-klagen fik bremset processen.
Derfor glæder vicekommunaldirektøren sig også over kendelsen i klagenævnet.
"Den er vi meget glade for," siger han.
Nu er spørgsmålet så, om KMD vil opretholde klagen, hvilket ifølge klagenævnet "umiddelbart synes udsigtsløs".