Artikel top billede

NemID er i spil som en nøgle-afløser til borgernes og virksomhedernes brug af CPR-numre, fremgår det af en lækket rapport, som regeringen modtager senere på måneden.

Hemmelig rapport: Her er CPR-nummerets afløser

Hurtigt bredbånd til alle danskere, en digital afløser for CPR-numrene og store it-løft til erhvervslivet. Det er nogle af de overraskende forslag til regeringen i en hemmelig rapport.

Bredbånd til alle danskere, en mere kommerciel tilgang til it-indsatsen på landets universiteter, sikkerhedsafløsning af CPR-nummeret og en kraftigere satsning på offentlige indkøb af danske it-iværksætteres software.

Sådan lyder flere konkrete anbefalinger fra Erhvervs- og Vækstministeriets IKT-vækstteam, der er ledet af tidligere Microsoft Danmark-boss Jørgen Bardenfleth, til S-R-SF-regeringen.

Godt nok er IKT-vækstteamet først klar til officielt at aflevere sine mange anbefalinger til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) den 24. januar, men Computerworld er kommet i besiddelse af anbefalingerne i den indtil videre fortrolige rapport.

I den lækkede rapport bliver sløret løftet for flere overraskelser og indspil som it-løftestænger til den danske økonomi. 


Rapport-udkastet stammer fra midten af december, hvor IKT-vækstteamet netop afholdt yderligere ét møde, hvor der ifølge Computerworlds oplysninger kan være lagt til og trukket fra.

Derfor er der sandsynligvis mindre forskelle mellem Computerworlds version af anbefalingerne og IKT-vækstteamets endelige vækst-forslag til regeringen. 

Det kan du forvente

I rapport-udkastet fremgår det blandt andet, at IKT-vækstteamet vil anbefale Henrik Sass Larsen, at antallet af digitale læringsmidler i hele det danske uddannelsessystem øges betragteligt.

Her er perspektiverne, at de digitale læringsmidler skal styrke elevernes indlæring og samtidig give leverandørerne øget eksportmuligheder af disse læringsmidler.

Til erhvervslivet vil IKT-vækstteamet sandsynligvis diske op med en styrkelse af digitaliseringen i virksomhederne via et partnerskab med diverse selskabers brancheorganisationer.

Det vil sige, at der er lagt op til, at danske virksomheder i deres branchefællesskaber kan lære om alt lige fra indførelse af simple regnskabssystemer over det mere komplekse i serverrummet til automatisering i produktionsvirksomheder.

Kæmpe potentiale i digitalisering

Dansk forskning fra 2011 har i denne sammenhæng vist, at hvis blot én procent flere danske virksomheder digitaliserede én funktion som eksempelvis bogholderi, lagerstyring eller produktionskontrol, ville det give en vækst på 6,5 milliarder kroner. 

For små tre år siden havde to tredjedele af danske virksomheder digitaliseret mindst en af disse processer, hvilket efterlod et anseeligt potentiale for vækst ved, at 33 procent af de danske firmaer stadig kørte analogt.

Sådan skal dansk erhvervsliv hjælpes med it

I udkastet til rapporten fremgår det også, at regeringen skal i arbejdstøjet på it-fronten. 

Henrik Sass Larsen skal blandt andet sammen med den øvrige regering arbejde stenhårdt i EU-regi for at få gang i det digitale indre marked og derigennem få indført e-signatur a la NemID, e-udbud og mere effektiv e-handel på tværs af grænserne.

Big data i stor skala

Derudover vil danske virksomheder med anbefalinger fra IKT-vækstteamet sandsynligvis også kunne se frem til at få flere offentlige data i hænderne fra eksempelvis Danmarks Statistik i en billigere, tilgængelig, åben og standardiseret form.

For at sikre Danmark en placering i verdenseliten inden for databehandling foreslår IKT-vækstteamet til S-R-SF-regeringen, at uddannelsesinstitutionerne styrker deres uddannelser og forskningen inden for dataanalyse og innovativ udnyttelse af big data i samarbejde med erhvervslivet.

Til vækstlaget har regeringens IKT-vækstteam for øje, at de skal have styrket mulighederne for at møde investorer og offentlige kroner på investeringsfronten.

Flere kommercielle universiteter

På forskningsområdet anbefaler IKT-vækstteamet ud over big data-satsninger, at IKT bliver et selvstændigt strategisk forskningsområde.

Universiteterne skal opfordres til at rette fokus på, hvordan de kan øge deres samspil med erhvervslivet og herunder kommercialisere deres indsats inden for IKT-området.

Disse tiltag med et klart erhvervs-fokus kunne få luft under vingerne, hvis universiteterne ansatte flere folk med kommerciel baggrund, står der i udkastet til vækst-rapporten. 

Set mere overordnet i den offentlige sektor er det vækstteamets anbefalinger, at der skal stilles skarpere krav ved it-indkøb om, at de leverede varer og services lever op til internationale standarder.

Det kunne eksempelvis være et øget forbrug af velfærdsteknologi i form af blandt andet telemedicin.

Derudover skal der rettes fokus mod at øge antallet af innovative iværksættervirksomheder som underleverandører til staten, kommunerne og regionerne.

Kommer NemID til at afløse CPR-nummeret?

De offentlige myndigheder skal samtidig igennem sine indkøb sørge for at fremme salget af it-løsninger med eksportpotentiale til et internationalt marked med samme digitale udfordringer som Danmark, står der i udkastet til den kommende vækst-rapport.

Kig på bredbåndshuller

Hr. og fru Danmark kan glæde sig over, at IKT-vækstteamet anbefaler mere damp under kedlerne for at få kørt lynhurtigt bredbånd ud til hele landet.

IKT-vækstteamet skriver direkte i sin anbefaling til regeringen, at alle danskere hurtigst muligt skal have adgang til hurtig bredbåndsinfrastruktur. 

For at dette kan ske, bliver der i udkastet til rapporten foreslået pålidelige oversigtskort over manglende mobil- og fastnetforbindelser, så borgere og virksomheder kan se, hvilke konkrete muligheder de har for at få hurtigt internet på en given bopæl.

Et andet forslag fra IKT-vækstteamet er et samarbejde mellem staten og private aktører om at få løst problemer med mobilhuller og knas med internetforbindelser.

Det kunne eksempelvis gøres ved at stille lånegarantier til de områder, der i dag ikke kan få højhastighedsinternet.

Samtidig opfodres kommuner og regioner til at kæmpe mere aktivt igennem lokalpolitiske tiltag for at lappe lokale internet- og mobilhuller. 

Klippesikker infrastruktur

Til sidst disker IKT-vækstteamet op med en række sikkerhedstiltag, hvor et af de meget omdiskuterede er sløjfningen af vores CPR-nummer som autentifikationssmulighed i juridisk bindende aftaler, herunder købsaftaler.

For at højne både sikkerhed og sikring af privatlivets fred bliver i stedet anbefalet et system, hvor alle har et uidentificerbart og anonymt "CPR-nummer" og en nøgle i form af eksempelvis NemID for at minimere skaderne ved identitetstyveri. 

Mere generelt bliver regeringen også opfordret til at styrke arbejdet for at sikre Danmarks cybersikkerhed på tværs af den offentlige og private sektor, hvor områder som informationssikkerhed, privatlivets fred og fælles standarder skal opprioriteres. 

Hvor mange af IKT-vækstteamets forslag i udkastet, der kommer med i den endelige rapport, og hvor meget der reelt bliver til regeringens officielle politik, vides af gode grunde endnu ikke med sikkerhed.

Det skulle dog være ganske sikkert, at Henrik Sass Larsen officielt modtager rapporten fredag den 24. januar, hvorefter han sammen med sine rådgivere skal tygge på anbefalingerne og bestemme sig for, hvad der skal gennemføres med henblik på en gedigen it- og erhvervsvækst i Danmark. 

Computerworld har forelagt udkastet for IKT-vækstteamets formand Jørgen Bardenfleth, som ikke har nogen kommentarer til hverken indhold eller lækket.

Læs også: 
Derfor er digitalisering bare en total dødssejler

Sådan vil kendt Microsoft-mand skabe it-vækst i Danmark




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere