Artikel top billede

(Foto: /)

Slip for mobilchok: Danske udbydere giver fast pris på data i udlandet

Telebranchen kommer EU i forkøbet med nye prispakker for telefoni og dataoverførsel.

Efter flere års politisk pres på de forkætrede roaming-afgifter har en række af de store danske teleudbydere bidt hovedet af al skam og tilbyder nu kunderne pakkeløsninger, som skal gøre det mere forudsigeligt, hvor stor en regning man får i nakken ved månedens udgang.

Men udlandspakkerne er stadig noget, man skal betale ekstra for - oven i det abonnement, man allerede har betalt en gang.

Med pakkerne forsøger teleselskaberne at komme kunderne i møde og skabe tryghed efter de seneste års rædselshistorier om de gigantiske telefonregninger, som kan blive resultatet af en søgning efter den nærmeste iskiosk på den spanske solkyst.

Priserne på mobilsurf ligger dog stadig voldsomt højere, end hvad man betaler for mobildata, når man bare er hjemme i lille Danmark.

Hos alle de fire store teleselskaber på det danske marked, TDC, Telia, 3 og Telenor kan man i dag købe en række forskellige pakker til mobildata i udlandet, hvor de laveste priser på data ligger på mellem 80 øre og 2,50 krone pr. megabyte.

Det klart billigste tilbud finder man på Telenors hjemmeside, hvor man med en dagspakke med 100 MB til 79 kroner kommer ned på en pris pr. MB på 79 øre.

Hos Telia kan man også vælge en dag til dag-model med 50 MB for 75 kroner eller 1,50 kroner pr MB.

Hos 3 kan man strække sin udlands-datapakke ud over en uge og få 70 MB til 99 kroner svarende til en pris pr. MB på 1,41 kroner.

Den dyreste løsning finder man hos TDC, hvor en ugepakke på 100 MB koster 2,49 kroner pr MB.

Det pæneste man kan sige om teleselskaberns data-pakker til udlandet er, at kunderne i det mindste får en klar fornemmelse af, hvad de betaler for at trække data ned via de udenlandske mobildata-net.

Priserne pr. MB i de store teleselskabers mobildata-pakker i udlandet er dog stadig mellem 10 og 50 gange højere, end hvad den samme ydelse koster herhjemme.

Hos CCB Mobil koster et mobil-abonnement med 4 GB data for eksempel 200 kroner om måneden. Det svarer til en datapris pr. MB på fem øre. Og så får man oven i købet fri tale og SMS med i købet.

Et enkelt teleselskab har dog taget tyren ved hornene og har introduceret et traditionelt flat-rate abonnement, som dækker både telefoni og mobil data i udlandet. Det kan du læse om her.

Her får du taletid og mobildata i hele EU

Hos det danske teleselskab ipvision har man efter eget udsagn som det første selskab herhjemme lanceret et mobilabonnement, hvor prisen for samtaler er den samme i samtlige EU-lande. Desuden får kunderne adgang til mobildata i udlandet for to kroner pr. MB data.

Administrerende direktør Kenneth Andreasen fortæller, at ipvision med abonnementet har villet gå uden om de andre selskabers pakkeløsninger og i stedet give kunderne en fast pris på deres forbrug.

Efter hans opfattelse er problemet med de andre udbyderes pakkeløsninger, at kunderne betaler den fulde pris for pakken, men at det ikke er sikkert, at man som kunde rent faktisk bruger de megabyte, som der er betalt for. Dermed bliver prisen pr. MB reelt højere.

"Vi synes, det er uærligt at tilbyde et produkt, hvor man tager meromkostningen hjem hos kunden. Hos vores konkurrenter betaler kunden for en pakke, som reelt er en merpris, der ligger ud over det abonnement, de allerede har betalt for. Vi tager ikke ekstra for det, men følger de priser, vi allerede har på vores almindelige flat-ratepakke. Det er det nye i det her," siger Kenneth Andreasen, som fortæller, at ipvisions baserer  sig på en analyse af kundernes normale forbrug.

"Vi ser på det fra en statistisk udgangspunkt, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er nogen god forretning for os, når en kunde køber en stor pakke og udnytter taletid og data helt op til det loft, der ligger i abonnementet," siger Kenneth Andreasen.

Han konstaterer samtidig, at det politiske pres fra EU har virket. Senest har EU's konkurrence-kommissær, Neelie Kroes, bebudet, at hun med virkning fra sommeren 2014 vil afskaffe de roamingafgifter, som er årsagen til de højere priser på telefoni og datatrafik fra udlandet.

Han peger på, at indtægterne fra roaming udgør så stor en del af teleselskabernes indtjening, at en voldsom regulering fra EU's side kan give bagslag. Det kan nemlig tvinge teleudbyderne til at hæve priserne på den nationale trafik for at få forretningen til at hænge sammen, mener Kenneth Andreasen.

"Det er meget populistisk, når kommissionen slår sig op på lavere roaming-priser. Det er noget, alle kan forstå. Og er der noget, man mangler i EU, så er det noget, hele befolkningen forstår," siger Kenneth Andreasen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere