Danskerne er vilde med smarte telefoner og tablets.
Syv ud af ti voksne danskere har nemlig en smartphone liggende i brystlommen, og lige knap halvdelen (44 procent) har en tablet liggende på sofabordet. Det er en fordobling i forhold til året før.
Især kvinderne er ivrige efter at anskaffe sig smartphones, og det svage køn er faktisk blevet de stærkeste i kampen om disse telefoner. De har nemlig overhalet mændene.
Det viser en ny undersøgelse, der er lavet af Gallup for Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation.
Her kan man også læse, at der i alt er mere end en million tablets i kongeriget med Apples iPad som den førende model.
Vejr og vind
Undersøgelsen viser desuden, at apps med spil, vejr og sociale netværk er de mest populære.
Men når apps koster penge, bliver muldvarpen i stigende grad i baglommen.
Gallup har nemlig også opgjort danskernes månedlige forbrug til de små programmer.
Til tablet-platformen bruger vi i gennemsnit 8,60 kroner til apps, og på smartphonen er det en smule mindre, 6,51 kroner.
I 2011 var de tilsvarende beløb henholdsvis 23,50 kroner og 13,80 kroner.
Ironisk nok mener næsten alle de adspurgte, at annoncer er forstyrrende, men langt de fleste vælger dog stadig en gratis app med reklamer fremfor betalingsudgaven uden reklamer.
Læs også:
Medie: Apple på vej med mange nye iPhones